Intro
Snedronningen af H.C. Andersen er en fascinerende fortælling, der væver et magisk tæppe af eventyr, kærlighed og modstand. Dette eventyr, rigt på symbolik og dybt menneskelige temaer, tager os med på en rejse gennem en verden af is og sne, hvor hjertets renhed og kærlighedens kraft sættes på prøve. Læs Snedronningen her:
Snedronningen
Der var engang to børn, Kaj og Gerda, som boede i hver sit hus lige ved siden af hinanden i en stor by fyldt med huse og mennesker. De delte en lillebitte have, der bestod af en altankasse, hvor et rosentræ blomstrede, indtil vinterfrosten dækkede det til.
Ikke langt derfra levede en ond trold, som havde et magisk spejl. Alt smukt, der spejlede sig i det, blev grimt, mens hæslige ting kom til at se vidunderlige ud. Trolden fløj op i himlen med sit spejl, men det gled ud af hans hænder og blev knust i millioner af skarpe splinter, som faldt ned på jorden.
En vinteraften kiggede drengen Kaj ud af sit vindue. Der, blandt de hvirvlende snefnug, så han en høj kvinde, yndefuld og smuk, som vinkede til ham. Men hun var lavet af blændende, blinkende is. Han blev bange og gemte sig under sine varme tæpper.
Den næste sommer blomstrede rosentræet igen, og pigen Gerda sang en sang, mens hun sad ved siden af det: “Når roser blomstrer så sødt i dal, vil det slutte med magten fra Snedronningens sal.”
Kaj sad og legede i nærheden, da han pludselig skreg af smerte. “Åh, noget stak mig i hjertet, og der er kommet noget i mit øje.” Gerda prøvede at trøste ham. De vidste ikke, at det var glasflinter fra den onde trolds spejl, der havde ramt ham, og snart ville fryse hans hjerte til is.
Som tiden gik, blev Kaj mere og mere ond og uhøflig, og undgik helt sin legekammerat Gerda.
En dag kørte han afsted på sin kælke, da han så en storslået hvid slæde ankomme. “Den kan da køre meget hurtigere end min kælke,” tænkte han og hoppede op bagpå den. Men slæden lettede hurtigere og hurtigere og fløj gennem sneen. Kaj var rædselsslagen. Endelig standsede den, og den person, som kørte i den, vendte sig mod ham. Det var en høj skikkelse, iført en hvid pelsfrakke og en hue lavet af sne. Det var Snedronningen.
“Ryster du af kulde?” spurgte hun. Hun kyssede ham på panden, og et øjeblik var det, som om han skulle dø. Men så følte han sig godt tilpas og mærkede ikke mere til kulden omkring ham. Snedronningen kyssede ham igen, og da glemte han alt om Gerda, sine forældre og sit hjem.
Så fløj de hen over skove og søer, over mange lande og have. Under dem susede den kolde blæst, og ulvene hylede, men ovenover skinnede månen stor og klar, og Kaj betragtede den hele den lange vinternat. Da dagen kom, sov han ved Snedronningens fødder.
Derhjemme ledte Gerda overalt efter Kaj. Sneen smeltede, og foråret kom, men der var ingen spor efter ham. Så Gerda drog afsted hjemmefra for at finde ham.
Rejsen førte hende først til en heks, der boede i en fortryllet blomsterhave. Heksen ville beholde Gerda og forheksede hende derfor med glemsel. Men heksen var bange for, at hendes roser skulle få pigen til at huske Kaj, så hun pegede på dem med sin krogede stok, og de sank sammen i den sorte jord. Fortryllet af heksen forblev Gerda i haven. Men en dag følte hun en sorg i hjertet, og hendes tårer faldt på jorden og vækkede rosentræet. Da det blomstrede op foran hende, huskede Gerda pludselig alt.
“Kaj er ikke død,” fortalte roserne hende. “Vi har været nede i jorden, hvor alle de døde er, men Kaj er der ikke.”
En krage fløj ind i haven. “Jeg tror, jeg har set Kaj,” sagde den. “Han er nu en prins og gift med en prinsesse i netop dette kongerige.”
Gerda besøgte da kongeslottet. Men selvom prinsen lignede Kaj, var det ikke ham. Prinsessen blev rørt over Gerdas fortvivlelse og gav hende en guldvogn, der kunne hjælpe hende videre på rejsen.
Vognen kørte ind i en mørk skov, hvor den snart blev omringet af røvere. De stjal hesten, slog kusken ihjel og slap stakkels Gerda ud af vognen. “Hvor nydelig hun ser ud,” råbte de. “Sikke et lækkert måltid hun vil blive.” De beholdt hende, så de kunne fede hende op til madgryderne. Men en lille røverpige fik ondt af hende. Pigen havde et rensdyr til kæledyr. Den aften, mens røverne dansede rundt om et bål, fløj nogle skovduer forbi. “Kukur, kukur, vi har set Kaj,” sagde de til Gerda. “Han fløj afsted med Snedronningen til Lapland.”
Røverpigens rensdyr talte nu. “Snedronningen bor kun i Lapland om sommeren. Hendes faste slot ligger nær ved Nordpolen, på den ø som kaldes Spitsbergen.”
Så rejste Gerda nordpå på rensdyrets ryg. Først kom hun til lappekonens hytte. Lappekonen var ved at stege fisk ved en tranglampe. “Snedronningen er over hundrede mil nordpå,” fortalte lappekonen hende.
Gerda rejste videre til findekonens hytte. Findekonen besad en mystisk viden. Mens Gerda sov, talte findekonen med rensdyret. “Lille Kaj har glasflinter i sit hjerte og i sit øje. Han vil ikke blive et menneske igen, før de er fjernet,” sagde hun.
“Kan du ikke give Gerda en trylleformular, som kan give hende mere magt end Snedronningen?” spurgte rensdyret.
“Jeg kan ikke give hende større magt end den, der allerede ligger i hjertets uskyld. Ser du ikke, hvordan mennesker og dyr må tjene hende på hendes vej, og hvor langt hun allerede er kommet?” sagde den kloge gamle findekone.
Gerda og rensdyret red videre og ankom til Snedronningens slot. Det blev beskyttet af frygtelige soldater, lavet af snefnug. De havde skikkelser som slanger, bjørne og fæle pindsvin. Men Gerda bad en bøn. Og hendes froste ånde forvandlede sig til engle, der fik snefnuggene til at smelte væk.
Slottets vægge var lavet af snedriver, og de store, tomme sale blev oplyst af nordlyset. Midt inde i salen var der en frossen sø, hvor Snedronningen sad med Kaj ved sine fødder. Kaj var næsten blå af kulde, selvom han ikke kunne mærke det, da hans hjerte næsten var blevet en isklump.
“Nu tager jeg afsted og besøger vulkaner i de varme lande,” sagde Snedronningen til ham og fløj væk.
Gerda fandt Kaj der alene, stiv og stille, næsten frosset ihjel. Hun kastede sine arme omkring ham, og hendes varme tårer faldt på hans bryst og trængte lige ind i hans hjerte. Det fortærede den lille isklump derinde.
“Når roser blomstrer så sødt i dal, vil det slutte med magten fra Snedronningens sal,” sang Gerda.
Kaj råbte af glæde. “Min elskede Gerda, hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været? Jeg er kold og tom.”
De tog hinanden i hænderne og forlod vinterslottet. Da de rejste sydpå, lå vinden helt stille, og solen brød frem. Grønne knopper var omkring dem overalt i skoven, og fuglene sang.
Da Kaj og Gerda var nået hjem, havde de glemt alt om Snedronningen, som om det hele blot havde været en ond drøm. Alt var ligesom det plejede at være. Men da de kom ind ad døren derhjemme, gik det op for dem, at de ikke længere var børn, men voksne. Og så sad de der ved deres rosentræ. Begge to voksne, og dog stadig børn i hjertet. Og det var sommer, varm, herlig sommer.
Illustrationer og adaptationer af Snedronningen
Snedronningen har igennem tiden inspireret utallige kunstnere, der har skabt forskelligartede visuelle fortolkninger af denne tidløse fortælling. Fra detaljerede, gammeldags illustrationer til moderne grafiske design, hver kunstner har bidraget med deres egen unikke stil og perspektiv til historien. Disse illustrationer hjælper ofte med at bringe historien til live og tilføjer dybde til karaktererne og deres omgivelser.
På film- og teaterscenen har Snedronningen ligeledes fundet vej. Adskillige filmatiseringer og teaterproduktioner har fortolket historien, nogle tro mod den originale tekst, mens andre har taget kreative friheder for at tilpasse fortællingen til deres eget medium og publikum. Disse adaptationer viser Snedronningens tidløse appel og dens evne til at blive omskabt og genfortolket på tværs af forskellige kunstformer.
Sammenligninger med andre eventyr
Snedronningen kan interessant sammenlignes med andre eventyr af Hans Christian Andersen og eventyr fra forskellige kulturer. Ligesom mange af Andersens andre værker, f.eks. Den Lille Havfrue og Fyrtøjet, kombinerer Snedronningen elementer af det magiske og overnaturlige med dybe menneskelige følelser og moral.
Sammenligning med eventyr fra andre kulturer kan også være fascinerende. For eksempel, sammenligninger med de tyske brødrene Grimms eventyr eller de russiske folkeeventyr kan give indsigt i forskellige kulturelle fortolkninger af lignende temaer som magi, heltemod, og kampen mellem godt og ondt.
Disse sammenligninger giver ikke kun et dybere indblik i Snedronningens historie og dens plads i eventyrgenren, men også en forståelse af, hvordan forskellige kulturer fortolker lignende temaer gennem deres egne unikke linser.
0 kommentarer