Snedronningen

Intro

Snedronningen af H.C. Andersen er en fascinerende fortælling, der væver et magisk tæppe af eventyr, kærlighed og modstand. Dette eventyr, rigt på symbolik og dybt menneskelige temaer, tager os med på en rejse gennem en verden af is og sne, hvor hjertets renhed og kærlighedens kraft sættes på prøve. Læs Snedronningen her:

Første historie: Spejlet og dets stykker

Lad os begynde vores fortælling. Når vi når historiens ende, vil vi vide meget mere, end vi gør nu. Vores historie starter med en særlig ondskabsfuld trold – den værste af de værste, i bund og grund selveste Djævelen. En dag var han i rigtig godt humør, for han havde skabt et spejl med en underlig egenskab: alt godt og smukt, der spejlede sig i det, skrumpede ind til næsten ingenting, mens alt dårligt eller grimt blev forstørret og så endnu værre ud. De mest betagende landskaber så ud som overkogt spinat i dette spejl, og de venligste mennesker så groteske ud, stående på hovedet uden maver, deres ansigter så forvrængede, at de var uigenkendelige. En lille fregne ville sprede sig over næse og mund. Djævelen fandt det hylende morsomt.

Når nogen havde en ren, god tanke, vred spejlet den til noget latterligt, til stor fornøjelse for djævelen. Han drev en skole for trolde, og hans elever spredte ordet om dette “mirakuløse” spejl, der angiveligt viste verden og dens mennesker, som de virkelig var. De vandrede rundt med spejlet, og snart var der ikke et sted eller en person, som ikke var blevet fordrejet i det.

Troldene planlagde endda at flyve til himlen for at spotte englene og Gud. Men jo højere de fløj, desto mere lo spejlet, og det blev svært at holde fast i. Lige som de nærmede sig Gud og englene, rystede spejlet så voldsomt i sit hånende latter, at det gled fra deres hænder og splintredes i utallige stykker, der regnede ned over jorden.

Disse stykker forårsagede endnu mere ballade. Nogle var så små som sandkorn og spredte sig over hele verden. Hvis et stykke kom ind i nogens øje, ville de se alt fordrejet og kun fokusere på det negative. De stakler, der fik en splint i hjertet, var endnu værre stillet; deres hjerter blev kolde som is. Større stykker blev brugt i vinduer eller briller, men at se igennem dem forvred virkeligheden og gjorde det umuligt at se godhed eller retfærdighed. Djævelen var ovenud lykkelig, hans latter så intens, at han næsten sprækkede i to.

Og stadig svæver små stykker af det forbandede spejl rundt i luften. Nu, lad os se, hvad der sker herefter…

Anden historie: En lille dreng og en lille pige

I en stor by, fyldt med husene og mennesker, hvor der sjældent er plads til haver, og de fleste må nøjes med blomster i potter, levede to fattige børn, som dog havde en have lidt større end en urtepotte. De var ikke søskende, men de holdt af hinanden som om de var det. Deres familier boede tæt på hinanden i to taglejligheder. Her, hvor naboernes tage mødtes, og en rende løb langs kanten, var der et lille vindue fra hvert hus. Man kunne let kravle over renden fra det ene vindue til det andet.

Forældrene havde store kasser uden for hvert vindue, fyldt med køkkenurter og et rosentræ. Snart fik de ideen om at placere kasserne over renden, så de næsten strakte sig fra vindue til vindue, ligesom to blomsterbede. Roserne vokste sig store og snoede sig om vinduerne, skabende en grøn og blomstrende port. Børnene, der ikke måtte klatre i kasserne, fik dog lov til at sidde der i deres små stole, omgivet af roser.

Om vinteren var denne glæde forbi. Vinduerne var ofte dækket af is, men børnene varmede mønter på ovnen og lavede små huller i isen for at kigge igennem. Bag hvert hul lyste et par varme øjne – det var Kay og Gerda, drengen og pigen. Om sommeren kunne de hoppe direkte til hinanden, men om vinteren måtte de tage den lange vej gennem trapperne, mens sneen faldt tæt udenfor.

“Det er de hvide bier, der sværmer,” sagde deres bedstemor. Kay spurgte om de også havde en dronning, og bedstemor bekræftede det. “Hun flyver, hvor de sværmer tættest. Hun er den største og lander aldrig på jorden. Hun flyver gennem de sorte skyer.” Børnene troede på det, for de havde set vinduer fryse til som med blomster.

“Kan Snedronningen komme herind?” spurgte Gerda. Kay svarede dristigt, at hvis hun gjorde, ville han sætte hende på kakkelovnen, så hun smeltede.

En aften så Kay noget mærkeligt gennem vinduet. En stor snefnug blev til en skikkelse, klædt i det fineste hvide flor, strålende som is, men levende. Hun nikkede til vinduet og vinkede. Kay sprang forskrækket tilbage, og det så ud som en stor fugl fløj forbi.

Dagen efter kom foråret, og børnene sad igen i deres lille have. Roserne blomstrede, og børnene sang om roserne og følte sig velsignede i solens skin. Men en dag fik Kay noget i øjet og hjertet. Det var et stykke af det onde spejl – han begyndte at se alt grimt og dårligt. Han rev roserne ned og gjorde nar af alt og alle.

Kay blev forandret og begyndte at lege anderledes, forstandige lege. En dag kom han med et brændglas og viste Gerda, hvordan snefnug blev til smukke stjerner og blomster. Men så forlod han hende for at lege med andre drenge.

En dag, mens Kay legede på torvet, kom der en stor, hvidmalet slæde drevet af Snedronningen. Kay bandt sin slæde til hendes, og de kørte væk fra byen. I den rasende fart mistede han sin slæde og blev fanget i Snedronningens fælde. Hun kyssede ham, og hans hjerte blev koldere, men han mærkede ikke kulden.

Hun tog ham med sig, højt op i skyerne, hvor han glemte Gerda og alt derhjemme. Snedronningen kyssede ham ikke mere, for et kys mere ville dræbe ham. For Kay var hun nu smuk og god, ikke af is, og han var ikke bange. Han fortalte hende om alt, hvad han vidste, men i hans hjerte var spejlets skår, og han var fanget i hendes kolde verden.

Tredje historie: Blomsterhaven hos konen, som kunne trolddom

Efter Kay forsvandt, blev den lille Gerda dybt bedrøvet. Ingen vidste, hvor han var, og drengene i byen fortalte, at de havde set ham binde sin lille slæde til en stor og prægtig slæde, der kørte ud af byporten. Folk sagde, at han var druknet i floden. Gerda græd længe og dybt, men da foråret kom med varmere solskin, troede hun ikke længere på, at Kay var død.

En morgen besluttede Gerda at spørge floden, om den havde taget Kay. Hun gik ned til floden med sine nye røde sko, som Kay aldrig havde set, og tilbød floden dem i bytte for Kay. Men floden sendte blot skoene tilbage til hende. Trods dette kastede Gerda igen sine sko langt ud i vandet og kravlede ind i en båd, der lå i sivene. Da hun kastede sine sko, gled båden fra land. Hun forsøgte at komme tilbage, men båden var allerede for langt væk og drev nu hurtigere af sted.

Gerda blev bange og begyndte at græde. Gråspurvene fløj langs med bredden og sang, som for at trøste hende, men de kunne ikke hjælpe hende i land. Båden fortsatte ned ad floden, og Gerda så de smukke landskaber glide forbi. Hun nåede til en stor kirsebærhave, hvor der var et lille hus med farvede vinduer og træsoldater foran. Gerda råbte på dem, men de svarede ikke. Floden førte båden ind mod land.

En gammel, gammel kone kom ud af huset og trak Gerda i land. Gerda var glad for at være på tør grund, men også lidt bange for den gamle kone. Gerda fortalte hende hele sin historie og spurgte om Kay. Den gamle kone sagde, at han ikke var kommet forbi, og trøstede Gerda med kirsebær og smukke blomster.

Den gamle kone kæmmede Gerdas hår med en guldkam, og efterhånden glemte Gerda alt om Kay. Troldkonen ønskede at beholde Gerda og gik derfor ud i haven og fortryllede alle roserne, så de sank ned i jorden, fordi hun frygtede, at Gerda ville blive mindet om Kay, hvis hun så dem. Hun førte Gerda ind i en have fuld af de skønneste blomster, men der var ingen roser at finde.

Gerda legede i haven og var glad, men en dag så hun en rose på troldkvindens hat, og det mindede hende om Kay. Hun begyndte at græde, og hendes tårer fik en fortryllet rose til at dukke op. Gerda blev mindet om, at hun skulle finde Kay, og begyndte at spørge blomsterne i haven om ham. Men hver blomst fortalte kun sin egen historie, og ingen af dem vidste noget om Kay.

Til sidst bandt Gerda sin kjole op for at løbe hurtigere og forsøgte at finde en udvej fra haven. Hun undslap og løb ud i den vide verden. Hun så tilbage tre gange, men ingen fulgte efter hende. Nu var sommeren forbi, og hun indså, at hun ikke havde tid til at hvile. Gerda fortsatte sin rejse, trods ømme og trætte fødder, gennem en kold og grå verden.

Fjerde historie: Prins og Prinsesse

Gerda, nu træt og udmattet, mødte en stor krage, som tilbød at hjælpe hende i hendes søgen efter Kay. Kræet fortalte Gerda, at det måske havde set Kay, da det havde hørt om en lille dreng, der nu boede på slottet med en prinsesse. Gerda blev spændt og håbefuld ved tanken om, at det kunne være Kay.

Kragen forklarede, at en prinsesse i riget ønskede at gifte sig, men kun med en, der kunne tale for sig selv og ikke bare var flot. Prinsessen havde udsendt en udfordring til alle unge mænd, og der var en stor tilstrømning til slottet. Men ingen af mændene kunne imponere prinsessen, og de fleste blev forbløffede og tavse i hendes nærvær.

Gerda spurgte ivrigt om Kay var blandt mændene, og kræet fortalte, at en ung mand med langt hår og en rygsæk var kommet til slottet. Han var ikke imponeret over slottets pragt og havde talt frit og ligefremt til prinsessen. Gerda var overbevist om, at det var Kay, og hun blev ivrig efter at komme ind på slottet for at finde ham.

Kragen arrangerede en plan for at hjælpe Gerda ind på slottet gennem en bagtrappe, der førte til sovekamret. Gerda, fuld af spænding og forhåbning, fulgte kræets vejledning og sneg sig ind på slottet.

Da de nåede prinsessens soveværelse, fandt Gerda en ung mand i en af de to sengelignende liljer, men til hendes skuffelse var det ikke Kay. Det var prinsen, der lignede Kay på nakken. Prinsen og prinsessen blev overraskede over at se Gerda, men efter at have hørt hendes historie, besluttede de sig for at hjælpe hende.

Prinsessen og prinsen gav Gerda nye klæder og tilbød hende at blive, men Gerda ønskede kun at fortsætte sin søgen efter Kay. De forsynede hende derfor med en vogn, en hest, støvler og mad til hendes rejse. Gerda tog bevæget afsked med prinsen, prinsessen og kræet, som havde hjulpet hende, og fortsatte sin rejse for at finde Kay.

Femte historie: Den lille røverpige

På deres rejse gennem en mørk skov fangede Gerda og rensdyrets strålende karet røvernes opmærksomhed. Røverne, tiltrukket af det skinneblussende guld, overfaldt kareten, slog kusken, tjenerne og jockeyerne ihjel, og trak Gerda ud af kareten. Den gamle røverkælling, med et langt, stridt skæg og buskede øjenbryn, truede med at slagte Gerda, men blev afbrudt af sin egen datter, en vild og uvorn lille røverpige.

Den lille røverpige var fascineret af Gerda og besluttede sig for at beholde hende til at lege med. Gerda blev derfor sparet fra at blive slagtet. Pigen var stor og stærk med en mørk hudfarve og sorte, næsten triste øjne. Hun havde en dominerende natur og fik, hvad hun ville have, på grund af sin forkælede opførsel.

Gerda og røverpigen rejste i kareten dybere ind i skoven, hvor de nåede røvernes slot. I slottet blev Gerda introduceret til en vild og rå verden af røverne, der sang, drak og dansede rundt om ilden. Røverpigen viste Gerda sin samling af dyr, inklusive duer og et bundet rensdyr ved navn Bæh.

Gerda delte sin seng med røverpigen, som sov med en kniv i hånden. Om natten vågnede Gerda ved lyden af duer, der snakkede om at have set Kay. De fortalte, at han var hos Snedronningen i Lapland. Rensdyret bekræftede, at Lapland var et sted af is og sne, hvor Snedronningens slot sandsynligvis var.

Næste morgen overbeviste røverpigen sin mor om at lade Gerda og rensdyret rejse til Lapland for at finde Kay. Hun gav Gerda mad, støvler og hendes moders store bælgvanter for at beskytte hende mod kulden. Røverpigen løsnede rensdyrets reb, og Gerda begyndte sin rejse mod Lapland, fyldt med håb om endelig at finde Kay.

Sjette historie: Lappekonen og Finnekonen

Gerda og rensdyret ankommer til et lille hus beboet af en lappekone, som er i gang med at stege fisk. Rensdyret deler deres historie med lappekonen, der beslutter at hjælpe dem videre. Hun rådgiver Gerda og rensdyret at rejse til Finmarken, hvor Snedronningen har sit slot. Lappekonen skriver en besked på en tørret klipfisk, som hun giver til Gerda som en besked til finnekonen.

Efter at have rejst gennem den kolde, mørke nat ankommer Gerda og rensdyret til finnekonens hjem. Finnekonen er en vis og klog kvinde, som efter at have læst beskeden på klipfisken, fortæller dem om Snedronningens slot og råder dem om at fortsætte deres rejse.

Finnekonen fortæller dem, at Kay er hos Snedronningen, fordi han har en glassplint i sit hjerte og et glaskorn i sit øje. Disse skal fjernes, før han kan blive menneskelig igen. Hun forklarer, at Gerda allerede har stor magt – magten i hendes rene og kærlige hjerte.

Rensdyret bærer Gerda tættere på Snedronningens slot og efterlader hende ved en stor busk med røde bær. Gerda, nu uden støvler og handsker, føler den bitre kulde, men fortsætter mod slottet.

På sin vej møder hun en hær af snefnug, der er Snedronningens forposter. Gerda beder sit fadervor, og hendes ånde materialiserer sig til engle med skjolde og spyd, der beskytter hende mod snefnuggene.

Efter at have modstået snefnuggenes angreb, nærmer Gerda sig endelig Snedronningens slot, fast besluttet på at finde Kay. Imens er Kay i slottet, uvitende om Gerdas nærvær og deres forestående genforening.

Syvende historie: Hvad der skete i slottet i snedronningen, og hvad der siden skete

Gerda når endelig til Snedronningens slot, en kold og imponerende konstruktion af sne og is. Slottet, med dets utallige sale, er stort og tømt for varme og liv. Kay er der, optaget af at lægge isstykker i mønstre, i et forsøg på at skabe ordet “Evigheden”, som Snedronningen har lovet ham frihed for.

Gerda finder Kay, som er blå og næsten frosset, men han genkender hende ikke. Hendes tårer falder på ham, tør hans hjerte og fjerner glassplinten. Kay genkender endelig Gerda, og de græder sammen af glæde. Deres tårer og kærlighed bryder Snedronningens magi. Isstykkerne danner tilfældigt ordet “Evigheden”, og Kay er nu fri.

Sammen forlader de slottet og begiver sig på en rejse hjemad. De modtager hjælp undervejs og genforenes med rensdyret. De møder også den lille røverpige, som nu er eventyrlysten og ønsker at udforske verden.

Kay og Gerda vender tilbage til deres by, hvor de finder alt, som det var. De indser, at de nu er voksne, men stadig har barnets hjerte og uskyld. De forstår dybden af deres oplevelse og værdien af kærlighed og venskab. Og således ender historien om deres eventyr med Snedronningen – en rejse fyldt med prøvelser, mod og kærlighed.

---

Illustrationer og adaptationer af Snedronningen

Snedronningen har igennem tiden inspireret utallige kunstnere, der har skabt forskelligartede visuelle fortolkninger af denne tidløse fortælling. Fra detaljerede, gammeldags illustrationer til moderne grafiske design, hver kunstner har bidraget med deres egen unikke stil og perspektiv til historien. Disse illustrationer hjælper ofte med at bringe historien til live og tilføjer dybde til karaktererne og deres omgivelser.

På film- og teaterscenen har Snedronningen ligeledes fundet vej. Adskillige filmatiseringer og teaterproduktioner har fortolket historien, nogle tro mod den originale tekst, mens andre har taget kreative friheder for at tilpasse fortællingen til deres eget medium og publikum. Disse adaptationer viser Snedronningens tidløse appel og dens evne til at blive omskabt og genfortolket på tværs af forskellige kunstformer.

Sammenligninger med andre eventyr

Snedronningen kan interessant sammenlignes med andre eventyr af Hans Christian Andersen og eventyr fra forskellige kulturer. Ligesom mange af Andersens andre værker, f.eks. Den Lille Havfrue og Fyrtøjet, kombinerer Snedronningen elementer af det magiske og overnaturlige med dybe menneskelige følelser og moral.

Sammenligning med eventyr fra andre kulturer kan også være fascinerende. For eksempel, sammenligninger med de tyske brødrene Grimms eventyr eller de russiske folkeeventyr kan give indsigt i forskellige kulturelle fortolkninger af lignende temaer som magi, heltemod, og kampen mellem godt og ondt.

Disse sammenligninger giver ikke kun et dybere indblik i Snedronningens historie og dens plads i eventyrgenren, men også en forståelse af, hvordan forskellige kulturer fortolker lignende temaer gennem deres egne unikke linser.