Den bestøvlede kat

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

For længe, længe siden, på landet langt fra byernes larm og travlhed, boede der en møller og hans tre sønner. Mølleren arbejdede hårdt hver eneste dag. Han malede korn på sin gamle mølle og gjorde sit bedste for at give sin familie et enkelt og trygt liv. De var ikke rige, men de delte deres måltider, deres latter og deres aftener sammen foran ildstedet.

Årene gik, og mølleren blev mere og mere træt. En stille morgen sov han fredeligt ind og efterlod sine tre sønner med tunge hjerter og mange bekymringer for fremtiden.

Da tiden kom til at dele det lille, han ejede, var der ikke meget at fordele. Mølleren havde ingen guldmønter, ingen sølvskatte og intet stort hus. Alt, hvad han efterlod sig, var tre beskedne ting: sin mølle, sit æsel og sin kat.

Brødrene samledes og traf deres valg.

Den ældste søn tog møllen, for han vidste, at den kunne give ham arbejde og mel.
Den næstældste valgte æslet, stærkt nok til at hjælpe ham med at tjene til føden.
Og den yngste søn blev efterladt med katten.

Den unge mand så på den lille grå kat, der sad stille ved siden af ham. Hans hjerte sank.

“Mine brødre kan nok klare sig sammen”, sagde han trist. “Men hvad skal jeg stille op med kun en kat? Så snart jeg intet har tilbage, vil jeg sulte.”

Katten havde lyttet opmærksomt. Først lod den, som om den intet havde hørt. Men så rejste den sig, rettede ryggen og talte med en rolig og alvorlig stemme.

“Der er ingen grund til fortvivlelse, min kære herre,” sagde katten. “Hvis du stoler på mig, kan jeg ændre din skæbne.”

Den unge mand blev helt forskrækket og stirrede på katten. “Kan du tale?”

“Ja,” svarede katten venligt. “Alt, hvad jeg beder om, er dette: Giv mig en lille pung, og lav et par fine støvler til mig. Når jeg kan gå frit rundt i skoven, vil du se, at din andel slet ikke er så elendig, som du tror.”

Den unge mand tøvede, men han huskede, hvor snedig katten altid havde været. Han havde set den narre mus ved at lade, som om den sov, og fange fugle ved at stå helt stille.

Da han ikke havde noget at miste, sagde han ja.

Han solgte nogle få ejendele, købte et par solide støvler og gav katten en læderpung.

I det øjeblik katten trak støvlerne på, var det, som om noget forandrede sig. Den stod rankere, mere stolt og mere klog.

“Overlad det hele til mig,” sagde katten. “Din fremtid begynder i dag.”

Tidligt næste morgen fyldte den bestøvlede kat sin pung med korn, salat og friske urter. Han gik ind i skoven, mens støvlerne klappede blødt mod jorden.

Snart nåede han et sted, hvor mange kaniner boede. Han åbnede pungen, lagde maden ind og lagde sig helt stille, som om han sov.

Efter kort tid hoppede en ung og nysgerrig kanin nærmere. Da den så maden, kravlede den lige ind i pungen.

På et øjeblik trak katten snorene til.

“Undskyld, lille ven,” sagde han stille. “Men dette er for min herre.”

Med kaninen i pungen gik katten hele vejen til kongens slot. Vagterne stirrede målløse, da en kat i støvler bad om audiens.

Inde i den store sal bøjede katten sig dybt for kongen.

“Deres Majestæt,” sagde han respektfuldt, “jeg bringer Dem denne kanin fra min herres land, Greven af Carabas.”

Kongen smilede, glad for den uventede gave.

“Hils din herre og sig, at jeg takker ham,” sagde kongen. “Jeg sætter stor pris på hans venlighed.”

Kort tid efter gemte katten sig i en hvedemark med pungen vidt åben. To agerhøns gik ind – og igen trak katten snorene til.

Han bragte dem til slottet, akkurat som før.

Kongen blev endnu mere fornøjet og gav katten en lille gave af guld.

Uge efter uge, måned efter måned fortsatte katten på samme måde. Nogle gange bragte han fugle, andre gange fisk eller vildt fra skoven. Altid blev gaverne overrakt som hilsner fra Greven af Carabas.

Langsomt begyndte kongen at undre sig.

“Denne greve,” tænkte han, “er både gavmild og betænksom. Jeg ville gerne møde ham.”

En lys morgen fik katten at vide, at kongen ville køre langs floden sammen med sin datter, prinsessen, der var kendt for sin venlighed og skønhed.

Katten skyndte sig hjem.

“Min herre,” sagde han, “hvis du i dag gør præcis, som jeg siger, vil din lykke være gjort.”

Den unge mand stolede fuldt ud på katten og fulgte hans anvisninger. Han gik ned til floden og steg ud i vandet for at bade.

Kort efter nærmede den kongelige karet sig.

Katten løb ned til bredden og råbte så højt, han kunne:
“Hjælp! Hjælp! Greven af Carabas er ved at drukne!”

Kongen lænede sig ud af kareten og genkendte straks katten, der så ofte havde bragt ham gaver.

“Hurtigt!” beordrede han. “Hjælp ham straks!”

Vagterne trak den unge mand sikkert op af vandet.

Imens forklarede katten kongen, at røvere havde stjålet hans herres tøj, mens han badede. I virkeligheden havde katten gemt tøjet under en stor sten.

Kongen blev rasende.

“Hent det fineste tøj fra mit klædeskab,” befalede han.

Snart var den unge mand klædt i elegante klæder. Han så både ædel, venlig og smuk ud.

Prinsessen kastede et genert blik på ham, og hendes kinder blev varme.

Mens kareten fortsatte, red greven ved siden af kongen. Prinsessen lyttede stille, med øjne fulde af nysgerrighed og stille beundring.

Katten løb i forvejen og mødte bønder, der arbejdede på markerne.

“Gode folk,” sagde han bestemt, “når kongen spørger, hvem disse marker tilhører, skal I sige, at de tilhører Greven af Carabas.”

Da kongen kom, spurgte han, hvem der ejede markerne.

“Greven af Carabas,” svarede de i kor.

“De er meget heldig,” sagde kongen. “Disse jorder er rige og frugtbare.”

Greven bøjede sig høfligt, stadig forbløffet over alt, hvad der skete.

Sådan fortsatte det. Høstfolk, hyrder og landsbyboere svarede det samme, og kongen blev mere og mere imponeret.

Prinsessen smilede – hendes hjerte havde allerede truffet sit valg.

Langt foran kareten nåede katten til sidst et mægtigt slot med høje tårne og brede mure. Det tilhørte en frygtindgydende trold, den rigeste og mægtigste, man kendte.

Men katten var ikke bange.

Han havde lært alt om troldens farlige evner.

Høfligt bad han om at tale med slottets herre.

Trolden tog imod ham.

“Jeg har hørt,” sagde katten roligt, “at De kan forvandle Dem til ethvert dyr.”

Trolden lo og blev straks til en løve.

Katten sprang forskrækket op og klatrede i bjælkerne, indtil trolden blev sig selv igen.

“Imponerende,” sagde katten. “Men kan De også blive til noget helt småt?”

Trolden fnøs og forvandlede sig til en mus.

I samme øjeblik sprang katten frem.

Og trolden var borte for altid.

Kort efter ankom kongens karet.

“Velkommen til Greven af Carabas’ slot!” råbte katten.

Kongen var målløs.

Inde ventede et overdådigt måltid.

Kongen blev begejstret. Prinsessen var lykkelig.

Da måltidet var forbi, sagde kongen:
“Min kære Greve – det ville glæde mig, hvis De blev en del af min familie.”

Samme dag blev Greven og prinsessen gift. Slottet fyldtes med musik, latter og glæde.

Og den bestøvlede kat?
Han levede lykkeligt på slottet – og jagede kun mus for fornøjelsens skyld.

Slut.