👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.
I et lille gult hus for enden af en snoet grusvej boede der en gammel kone og en gammel mand.
Deres hus lå midt mellem marker og en lille skov, og om morgenen kunne man høre både haner gale, køer gumle og vinden rasle blidt i træernes blade. Inde fra køkkenet duftede der næsten altid af noget godt.
Den gamle kone elskede nemlig at bage.
Hun bagte brød, boller, småkager og tærter. Men denne morgen havde hun fået en særlig idé.
“Jeg tror,” sagde hun og bandt sit forklæde, “at jeg vil bage noget sjovt i dag.”
“Så længe jeg må smage,” mumlede den gamle mand bag sin avis.
Hun rørte dej sammen med honning, sukker, kanel og ingefær. Hele køkkenet blev fyldt med en varm, krydret duft, som fik selv katten til at liste tættere på ovnen.
Så formede hun dejen.
To arme.
To ben.
Et rundt hoved.
Hun trykkede rosiner ind som øjne og lavede en lille smilende mund.
“Se dig lige,” sagde hun blidt. “Du ligner jo en lille mand.”
Hun satte pladen i ovnen.
Snart begyndte dejen at hæve. Den duftede sødt og gyldent. Og mens varmen bredte sig, skete der noget meget mærkeligt.
Den lille honningkagemand blinkede.
Så bevægede han en finger.
Så et ben.
“Åh!” sagde han lavt. “Hvor er jeg?”
Da ovnlågen blev åbnet, sprang han pludselig op.
“Fri luft!” råbte han.
Og før den gamle kone nåede at sige “hov”, hoppede han ud af ovnen, hen over bordet og direkte ud gennem døren.
“Vent!” råbte hun. “Du er jo til morgenmad!”
Men honningkagemanden grinede og løb.
Hans små ben trampede hurtigt mod grusvejen, og krummer dryssede bag ham.
“Løb, løb, så stærkt jeg kan!
I fanger mig aldrig, for jeg er honningkagemand!”
Han syntes selv, det var vældig sjovt.
Alt var nyt.
Græsset kildede hans fødder. Solen var varm på hans ansigt. Fuglene sang.
Han følte sig let som vinden.
Nede ved marken mødte han en ko.
“Muuu,” sagde koen og slikkede sig om munden. “Du dufter lækkert.”
“Det kan godt være,” sagde honningkagemanden kækt, “men du fanger mig aldrig!”
Og så løb han igen.
Han løb forbi en hest.
Forbi nogle høns.
Forbi en hund.
Alle syntes, han duftede skønt.
Alle ville gerne smage.
Og hver gang råbte han grinende:
“Løb, løb, så stærkt jeg kan!
I fanger mig aldrig, for jeg er honningkagemand!”
Men efterhånden blev hans ben tunge.
Han havde jo løbet hele dagen.
Solen stod lavere nu, og skyggerne blev lange.
“Hmm,” mumlede han. “Det var sjovt før… men nu er jeg lidt træt.”
Han savnede pludselig noget.
Noget varmt.
Noget trygt.
Han savnede… køkkenet.
Duften af bagværk.
Den gamle kones rolige stemme.
Lyden af kaffekopper.
Han satte farten ned.
“Mon de egentlig var sure?” tænkte han.
“Jeg sprang jo bare ud uden at sige farvel.”
Lige da han stod og tænkte, hørte han en blød stemme bag sig.
“God aften, lille ven.”
Det var en ræv.
Den havde blank pels og smalle, kloge øjne.
“Du ser træt ud,” sagde ræven venligt.
“Det er jeg også,” sukkede honningkagemanden.
“Og duftende,” tilføjede ræven.
“Øh… tak?”
“Skal jeg hjælpe dig over bækken? Så kan du hvile på den anden side.”
Honningkagemanden kiggede på vandet. Det klukkede stille.
Men så huskede han pludselig alle de andre.
Koen.
Hunden.
Hønsene.
Alle der havde set på ham som mad.
Han kiggede på rævens tænder.
De var ret spidse.
“Ved du hvad,” sagde han langsomt. “Jeg tror faktisk, jeg selv finder vej.”
Ræven smilede lidt for bredt.
“Som du vil.”
Og så forsvandt den ind mellem træerne.
Honningkagemanden stod stille et øjeblik.
Hans hjerte bankede.
“Jeg tror… jeg vil hjem,” sagde han.
Han gik langsommere nu.
Ikke løb.
Bare små skridt.
Aftenluften var kølig. Stjernerne begyndte at titte frem.
Da han nåede det lille gule hus, lyste der stadig fra køkkenvinduet.
Han kunne høre stemmer.
Den gamle kone sukkede.
“Det var ellers den fineste honningkagemand, jeg har bagt.”
“Ja,” sagde den gamle mand. “Han så rar ud.”
Honningkagemanden fik en klump i maven.
Han bankede forsigtigt på døren.
Tok tok.
Døren gik op.
Den gamle kone gispede.
“Men… det er jo dig!”
“Undskyld,” sagde han stille. “Jeg ville bare se verden. Men jeg savnede jer.”
Den gamle kone smilede varmt.
“Så må du hellere komme ind igen. Du må være kold.”
Hun pakkede ham ind i et lille viskestykke og satte ham på bordet.
Ikke for at spise ham.
Bare for at passe på ham.
Den gamle mand satte en kop te ved siden af.
“Du kan bo her,” sagde han. “Som vores lille køkkenven.”
Og sådan blev det.
Fra den dag stod honningkagemanden på hylden over komfuret.
Han hjalp med at holde øje med småkagerne.
Han fortalte historier om markerne og skoven.
Og nogle gange, når ingen kiggede, hoppede han ned og dansede en lille dans på bordet.
Men hver aften, når solen gik ned, sad han stille og nød varmen.
For nu vidste han noget vigtigt.
Det var sjovt at løbe ud i verden.
Men det allerbedste sted…
var der, hvor nogen ventede på én.
Og ude i køkkenet duftede der altid lidt af honning og kanel.
