De tre små grise

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Der var engang tre små grise, som boede sammen med deres mor i en lille, solbeskinnet lysning for enden af en stille skov. Rundt om deres hjem voksede højt græs, vilde blomster og små brombærbuske, hvor fuglene sang fra morgen til aften.

Om dagen legede grisene i mudderpytter, trillede ned ad bakken og samlede agern i skovbunden. Om aftenen sad de tæt sammen med deres mor og lyttede til hendes historier, mens solen langsomt forsvandt bag træerne.

Men en dag sukkede mor-grisen blidt og sagde:
“Mine små, I er ikke så små længere. Det er tid til, at I bygger jeres egne huse og lærer at klare jer selv. Verden er god, men man skal også være forsigtig. Der findes nemlig en sulten ulv derude.”

De tre grise blev både spændte og en lille smule nervøse. De havde aldrig boet alene før.

Næste morgen pakkede de deres små bylter, krammede deres mor farvel og traskede ud ad stien sammen.

Efter et stykke tid skiltes deres veje.

Den første gris, som altid elskede at tage det stille og roligt, gabte og strakte sig.
“Jeg gider altså ikke bygge hele dagen,” mumlede han. “Jeg vil hellere lege og nyde solen.”

Han fandt en bunke gyldent halm på en mark. Det raslede let i vinden, og det virkede nemt at arbejde med. Snart havde han flettet et lille hus sammen. Det var skævt, men hyggeligt.

“Det er fint nok,” sagde han tilfreds og lagde sig i skyggen for at hvile.

Den anden gris gik lidt længere ind i skoven. Han ville gerne gøre det lidt bedre, men han ville heller ikke bruge for lang tid.

Han samlede nogle brædder og grene, som en skovhugger havde efterladt. Han hamrede og bankede, indtil han havde bygget et lille træhus. Det knagede lidt, når vinden tog fat, men det så pænt ud.

“Det holder nok,” sagde han og tørrede sveden af panden.

Den tredje gris gik længst væk. Han tog sig god tid og kiggede grundigt rundt.

“Ulven er stærk,” tænkte han. “Jeg vil føle mig helt tryg.”

Han fandt mursten fra en gammel lade og begyndte at bygge. Det var hårdt arbejde. Hans små ben blev trætte, og hans tryne blev støvet af mørtel. Men hver dag lagde han sten på sten.

Fuglene holdt ham med selskab, og solen varmede hans ryg. Langsomt voksede huset sig stærkt og solidt.

Efter flere dage stod der et rigtigt murstenshus med dør, vinduer og en lille skorsten.

Han smilede stolt.

En eftermiddag, mens vinden susede lavt gennem skoven, dukkede den store, sultne ulv op.

Hans mave knurrede.

“Jeg kan lugte gris,” mumlede han.

Han fik øje på halmhuset først.

“Lille gris, lille gris, lad mig komme ind,” sagde han med sin dybe stemme.

“Nej tak,” svarede den første gris og rystede.

“Så blæser jeg og blæser, og jeg blæser dit hus ned.”

Ulven trak vejret dybt ind og pustede. Halmstråene fløj som fjer i luften, og huset forsvandt på et øjeblik.

Den lille gris peb og løb alt, hvad han kunne, hen til sin brors træhus.

De nåede knap at lukke døren, før ulven kom igen.

Han pustede og pustede. Træet knagede, brædderne rystede, og til sidst væltede huset sammen.

De to grise spurtede videre gennem skoven, mens deres hjerter hamrede.

Endelig nåede de frem til murstenshuset.

Den tredje gris lukkede dem hurtigt ind og satte en solid lås for døren.

Ulven kom brølende.

Han blæste så hårdt, at bladene fløj af træerne. Han pustede, til hans kinder blev røde.

Men huset stod helt stille.

Ikke en eneste sten rykkede sig.

Ulven gnavede i døren, kradsede på væggene og hylede af raseri. Til sidst fik han en idé og klatrede op på taget for at komme ned gennem skorstenen.

Inde i huset hviskede den tredje gris roligt:
“Jeg tror, vi skal sætte en gryde over ilden.”

De fyldte den med vand og ventede stille.

Pludselig lød der et sus fra skorstenen.

Plask.

Ulven landede direkte i det varme vand.

“Av!” hylede han og sprang op som en fjeder. Han fór ud af huset og løb så hurtigt, at man kunne høre hans poter forsvinde langt væk mellem træerne.

Og han kom aldrig tilbage.

De tre små grise satte sig tæt sammen og begyndte først at grine, så at sukke af lettelse.

Den tredje gris sagde blidt:
“Det er godt, at vi holder sammen.”

Fra den dag boede de alle tre i murstenshuset. De lavede mad sammen, spillede spil om aftenen og fortalte historier, præcis som de havde gjort hos deres mor.

Og hver gang vinden susede udenfor, følte de sig trygge.

For de vidste, at hårdt arbejde, tålmodighed og lidt omtanke kunne holde selv den største ulv væk.

Og sådan levede de lykkeligt og trygt i mange, mange år.

Du kan også finde flere klassiske eventyr og godnathistorier i vores samling af klassiske godnathistorier.