Da mor og far flyttede fra hinanden

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Viola sad på kanten af sin seng og holdt sin bamse tæt ind til sig. Udenfor skinnede månen mellem skyerne, og vinden fik træernes grene til stille at danse. Det plejede at være hendes yndlingstid på dagen, men denne aften føltes alting anderledes.

For nogle uger siden var mor og far flyttet fra hinanden. Nu havde Viola to værelser, to tandbørster og to steder, hun kaldte hjem. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på dengang, hvor de alle tre boede under det samme tag.

Hun savnede de helt almindelige ting. Når de spiste aftensmad sammen. Når far læste historie, mens mor gav et godnatkys. Når de grinede over noget fjollet ved spisebordet. Nu var det aldrig helt på samme måde længere, og det gjorde hendes hjerte tungt.

Den aften kunne Viola ikke falde i søvn. Hun listede hen til vinduet og kiggede op på nattehimlen. Hundredevis af små stjerner blinkede ned til hende, men to af dem lyste klarere end alle de andre.

Pludselig begyndte den ene stjerne langsomt at dale ned mod jorden. Den blev større og større, indtil den landede blødt på vindueskarmen. Den glimtede som guld og smilede venligt til Viola.

“Jeg har lagt mærke til, at du tænker meget,” sagde stjernen med en rolig stemme.

“Jeg savner bare dengang, hvor vi alle boede sammen,” hviskede Viola. “Nogle gange bliver jeg ked af det, når jeg skal pakke min taske. Og nogle gange savner jeg mor, når jeg er hos far. Andre gange savner jeg far, når jeg er hos mor.”

Stjernen nikkede forstående.

“Det er helt naturligt,” sagde den. “Når noget stort forandrer sig, har hjertet brug for tid til at vænne sig til det.”

“Men hvad nu, hvis de holder mindre af mig, fordi de ikke bor sammen længere?” spurgte Viola forsigtigt.

Stjernen rystede langsomt på hovedet.

“Kærlighed fungerer ikke som et stykke kage, der bliver mindre, når man deler det. Kærlighed er som stjernerne på himlen. De kan lyse over mange steder på én gang.”

Viola kiggede igen op mod himlen.

“Se de to klare stjerner,” fortsatte stjernen. “Den ene kan forestille din mors hus. Den anden kan forestille din fars. De står ikke ved siden af hinanden længere, men begge sender deres lys ned til præcis det samme barn.”

“Til mig?” spurgte Viola.

“Ja,” svarede stjernen med et smil. “Begge to lyser for dig.”

Viola mærkede, hvordan den tunge følelse i maven blev en lille smule lettere. Hun kom til at tænke på alle de gode ting, der stadig fandtes. Hos mor bagte de kanelsnegle om søndagen, og hos far byggede de store huler af tæpper i stuen. Hos begge fik hun et varmt kram, når hun kom ind ad døren, og begge sagde de hver aften de samme tre ord:

“Jeg elsker dig.”

Stjernen begyndte langsomt at svæve op mod himlen igen.

“Du kommer sikkert til at savne engang imellem,” sagde den. “Det gør mange børn, når deres forældre flytter fra hinanden. Men husk, at kærligheden aldrig flytter væk. Den finder bare nye steder at bo.”

Viola smilede og vinkede til stjernen, mens den fandt sin plads mellem de andre lys på nattehimlen. Hun kravlede tilbage under dynen, holdt sin bamse tæt ind til sig og lukkede øjnene.

Inden hun faldt i søvn, tænkte hun på de to klare stjerner, der lyste fra hver sin side af himlen.

De stod ikke sammen.

Men de lyste begge for hende.

Og det var mere end nok.