Enhjørningen der mistede sine farver

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Langt inde i en stille dal, hvor skyerne gled langsomt hen over himlen som dovne får, boede der engang en enhjørning. Den var ikke som andre enhjørninger.

Når enhjørningen løb gennem dalen, kunne man se spor af blå, lilla og gyldne striber danse i luften efter den, som om farverne ikke helt ville give slip. Børnene fra landsbyen plejede at ligge i græsset og kigge op, bare for at få et glimt af den, når den galoperede forbi mellem bakkerne.

Men en morgen, da solen stod lavt og duggen stadig lå som små perler på græsset, vågnede enhjørningen og mærkede noget var anderledes.

Den rystede hovedet og blinkede søvnigt. Noget manglede.

Den gik hen til søens klare vand og kiggede ned. Hvor der før havde været strålende farver, var der nu kun bløde nuancer af hvidt og gråt. Manen hang stille, og halen var som tåge.

Enhjørningen stod længe og betragtede sit spejlbillede. Ikke trist. Ikke vred. Bare stille og lidt undrende, som når man leder efter noget, man ved, man har haft, men ikke kan huske, hvor man lagde.

Den besluttede sig for at gå en tur gennem dalen, måske ville farverne ligge et sted derude, gemt mellem blomsterne eller under træernes rødder.

Den gik forbi engen, hvor blomsterne stod tæt og nikkede venligt i vinden. De var røde, gule og lilla, men ingen af dem lignede dem, den havde haft i sin manke. Den gik videre til skoven, hvor solens stråler faldt i lange, gyldne bånd mellem træerne. Men heller ikke dér var der noget, der føltes rigtigt.

Til sidst nåede enhjørningen frem til en lille bæk, som rislede blidt over runde sten. Den satte sig forsigtigt ned ved vandet og lod hovene hvile i det kolde, klare vand. Bækken sang sin stille sang, og fuglene fløjtede ovenover.

Enhjørningen sukkede dybt og lod øjnene glide i.

Og mens den sad dér, skete der noget underligt.

Vandet i bækken begyndte at spejle himlen lidt tydeligere. Skyerne gled forbi, og i deres skygger og lys opstod der pludselig små glimt af farver. Ikke i manken. Ikke i halen. Men i selve vandet.

Blå nuancer, bløde grønne strøg og et strejf af rosa dansede på overfladen.

Enhjørningen åbnede øjnene og så det. Den lænede sig frem og så sit spejlbillede igen. Stadig gråt. Stadig stille. Men rundt om det var verden fuld af farver.

Den smilede for sig selv. Måske havde farverne ikke forladt verden. Måske havde de bare taget en pause fra den.

Den rejste sig og gik videre, ikke for at lede længere, men bare for at gå.

På sin vej kom den forbi en gammel eg. Træets bark var ru, men bladene var friske og grønne. Da enhjørningen strøg sit hoved mod stammen, faldt et blad ned og landede blidt i dens manke. Det grønne blad lå dér som en lille hilsen fra skoven.

Senere, da den gik forbi en mark med valmuer, satte en let brise en enkelt rød kronblad fast i halen.

Og da aftenen nærmede sig, og solen begyndte at gå ned bag bakkerne, farvede himlen sig i varme orange og lilla nuancer. En svag glød spejlede sig i enhjørningens øjne.

Den standsede ved toppen af en bakke og så ud over dalen. Farverne var der stadig. Overalt. I himlen, i blomsterne, i vandet og i luften.

Langsomt, næsten som om ingen lagde mærke til det, begyndte en svag glans at vende tilbage i manken. Ikke de vilde regnbuefarver som før. Men bløde, rolige farver. Som hvis verden hviskede i stedet for at råbe.

Enhjørningen stod stille og lod vinden lege i hårene. Den følte sig let. Ikke fordi farverne var tilbage, men fordi den vidste, at de ikke var væk.

Da mørket lagde sig som et tæppe over dalen, lagde enhjørningen sig i det bløde græs. Stjernerne tændtes én efter én på himlen, og månen spejlede sig i dens rolige øjne.

Med et lille, tilfreds suk lukkede den øjnene og faldt i søvn, mens nattens farver blidt holdt vagt over den.

Og dalen lå stille. Fyldt med farver. Fyldt med ro.