Den glade Beluga

Denne historie er indsendt af Kasper Birch.

Den glade Beluga var en sød ubekymret hvidhval, der boltrede sig i havet. Der kunne den fange fisk, når den var sulten, samt lege og gøre, hvad den havde lyst til. Vandet var et flot, lyst sund, hvor solen skabte et utroligt flot og strålende lys igennem bølgerne. Det skinnede hele vejen til bunden.

Ved bunden mødte Belugaen den blå Skildpadde, der søgte efter krebs under stenene, og de delte historier. Nogle gange skubbede Belugaen de store sten over, så skildpadden kunne fange de krebs og krabber, der gemte sig under. Imens hjalp skildpadden ham til gengæld med at finde de store fiske stimer, når de svømmede igennem sundet. Han kunne kalde på Belugaen, der kunne høre langt under vandet ved at lade en mindre sten falde på én anden. Stimerne kom svømmende hurtigt og i skiftende retning, så det gjaldt om at være hurtig selv for den lille hval. Det samme gjaldt for de små blæksprutter, som gemte sig blandt stenene på bunden.

Belugaen fik også mad, når bådene med turister kom ud for at se den flotte natur. De gav dyrene mad som tak for en spektakulær opvisning. Dér mødte Belugaen den plettede sæl, og de delte stykkerne med fisk og andet dejligt ligeligt imellem sig. Der var mange turister, der gerne ville smide fisk ud til dem, når de svømmede sammen. Igen imellem røg der også en lækker madpakke over bord, men det bedste var nu de gode tørrede fisk.

Sælerne brugte også stenene på bunden til at ligge på maven og slå muslinger og andre krebsdyr i stykker med. Skildpadden og sælerne fandt også frem til både gode sten og muslingeklaser sammen. Nogle gange legede Belugaen og sælerne sammen med skildpadden, om hvem der kunne få stenene som de bragte til overfladen hurtigst til bunden igen, når de gav slip. De ramte som regel bunden samtidig og det larmede lidt. Derfor blev de også tysset lidt på af søelefanterne og de andre dyr.
Engang havde den nysgerrige Beluga spurgt Skildpadden; ’Har du nogensinde været uden for sundet?’ og Skildpadden svarede: ’Jeg svømmer kun ud i det rigtige hav, når jeg skal lægge æg på de store hvide strande. Der er også masser af andre skildpadder af min slags og nogen andre. Vi følges som regel på vej til stranden men tit er det også havstrømmene der bestemmer hvor vi ender. Det giver dog sikkerhed, at vi er flere sammen ude på havet. På strandene skal vi også holde øje med, at vi ikke ligger for tæt på store rovfugles reder.’ Belugaen nikkede forstående og sagde: ’Så håber jeg, at jeg møder dine små unger engang hvis strømmen fører dem denne vej.’

Men fisk og både var ikke det eneste, der sejlede igennem sundet. Et par gange om året gled der store mørke skygger igennem vandet, og alle sæler og små hvaler skyndte sig væk. De mørke skygger var spækhuggere. De var frygtede tandhvaler som jagede andre hvaler, sæler og dyr i havet. De mørke skygger plejede at jage ude på det mere åbne hav og ved de store klipper, der lå derud til, så de var sjældent i sundet i længere tid ad gangen. Skildpadden havde også et system til at advare sælerne og de små hvaler, når skyggerne kom svømmende. Det gjorde den ved at banke i en bestemt takt, så de kunne nå at stikke af eller gemme sig.

Ude på det åbne hav var der også store blæksprutter i dybet, hvor solen ikke gennemtrængte mørket. De kunne skyde op og fange selv store hvaler, når de var optaget af at fange mindre dyr. De små blæksprutter inde i sundet var meget mindre og slet ikke så kraftfulde. Derfor kendte Belugaen kun til de store blæksprutter fra de skræmmende ar, han havde set på sine store hvalvenner.

Engang da det skete, at skyggerne var i sundet, svømmede Belugaen mod stranden for at gemme sig i tangen. Men tangen var tyk og vandet grumset, så hurtigt blev Belugaen viklet ind i dynget og kunne ikke finde vej ud igen. Heldigvis var skildpadden dygtig til at svømme inde på det lave vand og ville hente sin ven ud igen. Først prøvede de at bide tangen over, men tangen var for tæt og elastisk til, at det kunne lykkes. De prøvede også at trække Belugaen op, men den var alt for tung. Belugaen havde brug for at komme ud i vandet og op til overfladen for at slappe af og hente luft, så tiden blev hurtigt knap.

Skildpadden fik en ide og hentede stille sælerne, så de sammen kunne trække Belugaen i halen ud til det dybere vand. De bed forsigtigt fast og kunne til sidst trække hvalen ud sammen uden at gøre skade. Imens hentede skildpadden lidt ilt i konkylier til hvalens åndehul som oven på hovedet. Belugaen havde nemlig sagt til skildpadden, at han ikke rigtig kunne nå overfladen med sit åndehul og derfor havde han brug for en ven i nøden.

Den skyndte sig dog at trække hovedet til sig ind i skjoldet, hvis Belugaen blæste for kraftigt. Sælerne sled og slæbte, men til sidst fik de trukket hvalen fri, og de skyndte sig sammen til overfladen og kiggede udover sundet hvor solen reflekteres skinnende i den blanke overflade. Delfinerne var også tilbage i sundet og de svømmede kun igennem, når de mørke skygger ikke var der. Alt var tilbage til at være fredeligt og roligt, og de kunne sammen svømme ud i deres fantastiske verden igen.