Emil og det lille zap

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

I et hyggeligt hus på en stille villavej boede der en dreng, der hed Emil, sammen med sin far. Der var egentlig ikke noget særligt ved deres hus, og heller ikke noget særligt ved dem. De gik i skole og på arbejde, spiste aftensmad ved køkkenbordet og så fjernsyn om aftenen som så mange andre.

Alligevel var der én ting, der gjorde netop deres hjem en smule anderledes end alle andres.

De gav hinanden små, knitrende statiske stød.

Det var ikke farligt. Det sagde bare et lille “zap”, som om luften selv blinkede kort, og så måtte de altid grine bagefter.

Det hele begyndte en vintermorgen, hvor luften var tør og kold, og Emil løb rundt i sokker hen over det glatte gulv. Da han greb fat i sin fars hånd for at trække ham med ud til morgenmaden, mærkede de begge det lille prik, som fik dem til at trække hånden til sig på samme tid.

Siden den dag dukkede zap-lydene op de mærkeligste steder. Når Emil strøg forbi sin far i gangen. Når Far rakte ud efter mælkekartonen samtidig med Emil. Når de kom til at røre hinanden på trappen. Hver gang det skete, fór de en smule sammen, og så kom grinene altid bagefter, som om zap-lydene var små hemmelige vittigheder, kun de to forstod.

Men det var først, da foråret kom, og trampolinen blev sat op i haven, at zap-tingene for alvor blev sjove.

Emil elskede at hoppe højt, så hans mave kildrede, og hans hår stod lige op i luften. Far hoppede med, selvom han sagde, at voksne ikke var bygget til trampoliner – men det så ikke ud til at stoppe ham.

Når de hoppede side om side, kunne de nogle gange komme til at røre hinanden midt i et hop. En hånd, en albue, en finger.

Og så sagde det “zap”.

Det var altid overraskende, fordi det skete lige dér, hvor de svævede et øjeblik i luften, før de ramte måtten igen. Det fik dem til at lande skævt, grine højere og hoppe endnu mere.

Nogle gange forsøgte de helt bevidst at ramme hinanden, mens de var i luften, bare for at se, om det ville zappe igen. Andre gange prøvede de at undgå hinanden, men endte alligevel med at ramme samme sted på samme tid, som om trampolinen selv havde besluttet, at nu skulle der komme endnu et zap.

Huset og haven virkede efterhånden fulde af små, usynlige gnister. Tæpperne knitrede, trøjerne sitrede, og selv dørhåndtagene virkede en smule drilske. Emil opdagede hurtigt, at hvis han gned sine hænder mod sin trøje eller løb hurtigt hen over gulvet i sokker, så var chancen for et zap endnu større, næste gang han rørte sin far.

For Emil føltes det næsten magisk. Som om han og Far delte noget, der ikke kunne ses, men som alligevel var der. Noget, der gjorde selv helt almindelige dage lidt mere spændende.

En dag tog de zap-legen med uden for hjemmet, uden helt at tænke over det. I supermarkedet, mellem hylderne med brød og mælk, kom Emil til at røre ved sin fars jakke, og det lille zap fik Far til at trække skuldrene op og Emil til at fnise. Andre mennesker kiggede forvirret på dem, men Emil syntes bare, det gjorde det hele endnu sjovere, at ingen andre kunne se eller høre de små gnister, som kun fandtes mellem ham og Far.

Hjemme igen begyndte de at tænke over, hvorfor det mon skete. Måske var det vinterens tørre luft. Måske var det sokkerne. Eller måske var det bare fordi, de altid var i bevægelse på samme tid, som om de havde deres helt egen rytme.

Men uanset hvorfor det skete, var det blevet deres lille ting.

Om aftenen, når Emil lå i sin seng og huset var stille, føltes det, som om gnisterne også sov. Først næste dag, når sokker igen gled hen over gulvet, og trampolinen igen spændte sig i haven, ville zap-lydene vende tilbage.

Ikke for at forskrække nogen. Ikke for at drille.

Men bare for at minde Emil og Far om, at selv de mindste ting kan gøre en dag lidt sjovere, når man deler dem med én, man holder af.