Der var engang en sommerdag for længe siden, hvor hvedemarkerne stod gyldne, havren grøn og høet var rejst i stakke på engene.
Omringet af skove og søer stod en pragtfuld gammel herregård. Denne sommer var skræppebladene vokset så store, at de næsten skjulte synet af vandet.
I skræppebladenes skjul lå en andemor på sin rede, i sikkerhed fra væsler og den listige ræv. Hun sad på sine æg og var begyndt at kede sig, for de tog deres tid om at udklækkes.
Endelig mærkede hun en knagen og lette dask, og små revner begyndte at vise sig på de glatte skaller. Vupti! Med et smæld og et “Pip! Pip!” kom en mængde gyldne ællinger til synes.
Deres mor udstødte et henrykt “Rap!”, idet hun talte hvert dunede, gyldent hoved.
Men vent! Det største æg i reden, hendes hemmelige stolthed, lå der endnu. Aldrig før havde hun lagt sådan et enormt og pragtfuldt æg. Hvor længe skulle det var endnu?
Pludselig var der et let dask, en knagen og et lille smæld. Ællingerne og deres mor ventede i spænding på, at deres sidste lillebror eller lillesøster skulle dukke op. Men de rappede i afsky ved synet af den lille ælling, der kom til syne.
For han var stor, grå og grim. Han havde enorme fødder og et kæmpe næb og lignede slet ikke sine brødre og søstre.
Næste dag var det et dejligt vejr, og ællingerne skulle på deres første svømmetur. Den ene ælling plumpede ud i vandet efter den anden, og de flød afsted i en gylden række.
Selv den store, grå ælling kunne svømme. På trods af hans klodsede størrelse, holdt han sig rank og yndefuld.
Andemor rappede henrykt. “Se, hvor dejligt, han bruger sine store fødder. Det er nu alligevel min egen søn! Hold jer nu tæt til mig, og tag jer i agt for katten.
Andefamilien vraltede nu ind i andegården. Synet af den støre, grå ælling vakte straks røre.
Hvor underlig han ser ud! sagde de andre ænder. “Se hans store fødder og hans matte, grå fjer. Ham vil vi ikke have i vores gård.” Og en smuk andrik fløj over og bad ham i nakken.
“Lad ham være! Han gør jo inden fortræd!”rappede andemor. “Han er for stor og underlig.” svarede den smukke andrik. “Og derfor fortjener han en omgang klø.”
En gammel gråand kiggede ned over sit næb på andemorens kuld. “Dine andre børn er meget kønne.” sagde hun. “Undtagen ham der. Han har en forkert facon. Det er en skam, du ikke kan udklække ham igen.”
Andemor var bedrøvet. Hun vidste godt, at han var stor, grå og grim, men han var stadig hendes lille ælling.
Ak! Livet blev kun værre for den stakkels grimme ælling. Hver dag blev han bidt, puffet og drillet af ænderne og endda også af kyllingerne. “Han er for stor” Han er for grim!” klukkede de.
Kalkunhanen var den værste. Han pustede sig op som et skib for fulde sejl, og pludrede og pludrede efter ham indtil han var helt rød i hovedet.
Så en dag kunne den stakkels grimme ælling ikke klare mere. Han løb hjemmefra, langt væk, indtil han nåede til en mose, hvor kun nogle vildænder boede.
“Du er en grim fyr” sagde vildænderne. “Men du kan blive her , når bare du ikke gifter dig ind i vores familie.”
Men den stakkels grimme ælling tænkte ikke på at gifte sig. Han ville bare gerne gemme sig i sivene, hvor ingen kunne se ham og gøre nar af ham.
En dag kom to trækgæs flyvede. “Hør kammerat! skrev de. “Du er så grim, at vi godt kan lide dig! Vil du ikke være trækfugl ligesom os?”
De fortalte ham om en vidunderlig mose ikke langt derfra, fuld af søde hungæs. “De vil elske dig!” lovede de venlige gæs.
Men lige idet de tre fugle fløj afsted, lød der et frygteligt: Bang! Bang! af geværskud i luften.
Ællingens nye venner faldt død ned i sivene, og vandet blev blodrødt.
Men det samme kom jægere og jagthunde plaskende gennem mosen. Den stakkels grimme ælling var forfærdet, men der var ikke tid til at gemme sig i sivene.
En hund åbnede sine kæmpe kæber og blottede sine skarpe tænder imod ham. Men lige da den skulle til at bide ællingen, vendte den sig pludselig og løb væk.
“Jeg er så grim, at selv hunden ikke gider at bide mig!” tænkte den stakkels ælling. Han vidste ikke, om han skulle være glad eller bedrøvet.
Vinteren kom og blev så kold, så kold. Vandet frøs til, og en nat frøs ællingen fast i isen.
Der sad han, indtil det blev morgen og en bondemand fik øje på ham. Han slog isen i stykker med en træsko og bar ællingen hjem for at varme ham ved kaminen.
Men ællingen var rædselsslagen. Han flagrede op i mælkespanden, så mælken skvulpede ud i stuen, og landede til sidst i smørtruget.
Bondekonen var rasende og jagede ham ud i kulden. Tilbage i mosen tilbragte han en lang og ensom vinter og kæmpede for at overleve.
Endelig smeltede sneen væk, og lærkerne begyndte at synge. Det var forår, og ællingen løftede sine vinger. De var større og stærkere end før og bar ham højt op i luften.
Før han vidste af det, befandt han sig ved en yndig sø, omringet af syrener og æbletræer. Tre pragtfulde svaner, hvide og yndefulde, kom svømmende.
Deres skønhed fyldte ællingen med fortvivlelse. “Jeg er så trist og grå. De vil hakke mig ihjel.” tænkte han. “Men måske er det bedre at blive slået ihjel af disse kongelige fugle, end at blive hånet og foragtet og sulte ihjel.”
Han bøjede hovedet i fortvivlelse. Men da så han pludselig sit eget spejlbillede i vandet og fik et chok. Hans grimme fjer var nu snehvide. Han nakke var bøjet og slank. Han var blevet en svane!
De andre svaner svømmede over til ham. I stedet for at bide ham, strøg de ham med næbbet.
I nærheden råbte nogle børn af glæde ved synet af ham. “Der er en ny svane!” råbte de, og kastede nogle brødkrummer til ham.
Engang var jeg en grim ælling” sagde han. “Og nu er jeg den smukkeste af alle fugle.”
Men fordi han vidste, hvordan det føles af blive afskyet og tyranniseret, var han aldrig ond mod noget andet væsen, og blev den prægtigste svane, man nogensinde havde set.
0 kommentarer