Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.
Intro
I et rige, hvor mystik og skønhed hersker, står Snehvide som det pureste eksempel på begge. Men hendes uskyldige ynde vækker en farlig jalousi, der truer med at forstyrre freden. Snehvide træder ind i en verden, hvor skønheden er både en velsignelse og en forbandelse.
Historien om Snehvide
Det var midt om vinteren, og snefnuggene dalede ned fra himlen. Dronningen sad i det åbne vindue og broderede en ramme af sort ibenholt. Mens hun syede kiggede hun ud på den hvide sne, og hun kom til at stikke sig i fingeren. Der faldt tre bloddråber i sneen, og da hun så hvor smukt den røde farve skinnede ude i den hvide sne tænkte hun: “Gid jeg dog havde et barn, der var så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibenholt”.
Kort derefter fødte hun en datter, som var hvid og rød og med hår så sort som ibenholt. Den lille pige blev kaldt Snehvide og da hun var født, døde dronningen. Ét år efter tog kongen sig en ny dronning. Hun var smuk, men stolt og hovmodig, og hun kunne ikke tåle, at nogen var smukkere end hende.
Hun havde et spejl, og når hun kiggede deri og spurgte: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”, svarede spejlet: “Ingen i verden er så smuk som du”. Så var hun tilfreds, for hun vidste, at spejlet talte sandt.
Snehvide blev ældre og ældre og smukkere og smukkere, og da hun blev 17 år, var hun så dejlig som den lyse dag og langt smukkere end dronningen. Og en dag da dronningen spurgte spejlet: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”, svarede spejlet: “Dronning, stor er din skønhed glans endnu, men Snehvide er 1000 gange smukkere end du”. Dronningen blev både gul og grøn af misundelse og fra nu af hadede hun Snehvide, af hele sit hjerte.
Hun havde ingen ro, hverken dag eller nat og en morgen kaldte hun på en af jægerne og sagde: “Jeg vil ikke længere se Snehvide for mine øjne, tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel, og bring mig lever og lunge”.
Jægeren førte Snehvide ud i skoven, men da han løftede dolken, som skulle gennembore hendes uskyldige hjerte, begyndte hun at græde og sagde: “Åhh du! Du må ikke slå mig ihjel. I stedet vil jeg gå ind i den store skov, og aldrig mere komme hjem”. Jægeren fik medlidenhed med hende fordi hun var så smuk og sagde: “Gå kun stakkels barn”. Han tænkte ved sig selv: “Det varer sikkert ikke længe før de vilde dyr har ædt dig”. Men det var dog som en sten var faldet fra hans hjerte, fordi han ikke havde dræbt hende.
I det samme kom der et ungt vildsvin springende forbi, han stak det ihjel, og bragte lever og lunge til dronningen.
Kongen måtte både salte og koge dem, og dronningen spiste dem og troede at det var Snehvides. Nu var stakkels Snehvide alene i den store skov, og hun var så bange, at hun stirrede ængsteligt på hvert træ hun kom forbi. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre og til sidst, gav hun sig til at løbe alt hvad hun kunne. Hen over spidse sten og gennem det tætte tjørnekrat. De vilde dyr for lige forbi hende uden at gøre hende noget.
Hun løb så langt som hendes ben kunne bære hende, og hen imod aftenen kom hun til et lille hus og gik ind i det. Alt inde i huset var så småt, men nydeligt og rent, som man kunne ønske sig. I midten af stuen stod der et bord, med en snehvid dug og 7 små tallerkener med skeer, gafler og knive og 7 små glas. Henne mod væggen stod 7 små senge med hvide lagner. Snehvide var sulten og tørstig og spiste en mundfuld kød og kål af hver tallerken og drak en slurk vin af hvert glas, for hun ville ikke tage det hele fra én.
Bagefter havde hun lyst til at ligge sig i en af sengene, men den ene var for kort og den anden for lang, den tredje for smal og den fire for bred og sådan videre indtil den syvende seng endelig passede hende. Der blev hun så liggende, bad sin aftenbøn og faldt snart i søvn.
Da det blev mørkt, kom de syv små dværge, som boede i huset, hjem fra deres arbejde i bjergene. Da de fik tændt lyset, så de straks, at der måtte have været nogen mens de var borte. Tingene stod nemlig ikke på deres sædvanlige plads.
“Hvem har siddet på min stol?” sagde den første dværg.
“Og hvem har spist af min tallerken?” svarede den anden dværg.
“Hvem har taget mit brød?” sagde den tredje dværg.
“Hvem har spist mit kål?” sagde den fjerde dværg.
“Hvem har brugt min gaffel?” sagde den femte dværg.
“Og hvem har skåret med min kniv?” sagde den sjette dværg.
“Og hvem har drukket af mit glas?” sagde den syvende dværg.
Da en af dværgene vendte sig om, så han at der var en fordybning i hans seng. “Der har været nogen oppe i min seng!” sagde han, og da de andre dværge kom derhen råbte de allesammen “Der har også været nogen i min seng!”. Men da den syvende dværg kom hen til sin seng, så han Snehvide, han kaldte på de andre og de kom løbende med deres syv små lygter.
“Du gode Gud hvor er hun dejlig” udbrød de, og var så begejstret for hende, at de ikke nænnede at vække hende. Den syvende dværg sov en time hos hver af de andre dværge, og så var natten forbi.
Da Snehvide vågnede om morgenen og så de syv små dværge, blev hun meget forskrækket. Men de var så venlige mod hende, at hun snart blev beroliget.
“Hvad hedder du?” spurgte dværgene.
“Jeg hedder Snehvide” svarede hun.
“Hvordan er du kommet herind?”. Hun fortalte dem, at hendes stedmor ville dræbe hende, men jægeren der skulle gøre det havde givet hende lov til, at løbe sin vej, og så var hun gået hele dagen, lige indtil hun var kommet til det lille hus.
“Hvis du vil holde huset i orden og lave mad, og sy og strikke for os, så må du gerne blive her, og vi skal nok være gode ved dig” sagde dværgene.
Snehvide sagde straks ja og blev hos dem. Om morgenen gik dværgerne ud i bjergene for at arbejde, og når de kom hjem igen om aftenen, havde Snehvide maden færdig til dem. Hele dagen var hun alene og dværgene advarede hende ofte os sagde til hende: “Tag dig i agt for din stedmor, hun får nok af vide, at du er her. Lad ingen kom ind til dig”.
Da dronningen oppe på slottet havde spist det, som hun troede var Snehvides lever og lunge, gik hun hen foran spejlet og spurgte: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”. Spejlet svarede: “Ingen i landet er smukkere som du, men hos de syv små flittige dværge, langt borte bag de syv bjerge, er Snehvide 1000 gange smukkere endnu”. Da blev dronningen forfærdet for hun vidste, at spejlet talte sandt og hun følte nu, at jægeren havde narret hende.
Hun tænkte dag og nat på, hvordan hun skulle komme Snehvide til livs, og endelige fandt hun en løsning. Hun malede sit ansigt og klædte sig ud som en gammel sælgerkone, så hun var ganske ukendelig. Derefter gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge og råbte: “Her er billige varer at få!”. Snehvide kiggede ud af vinduet og spurgte: “Hvad har du da?”.
“Mange gode ting! Se her, smukke snørebånd” svarede konen og vidste Snehvide et der var flette af slike.
“Den rare kone kan jeg godt lukke ind” tænkte Snehvide. Hun gik hen og åbnede døren og købte de smukke bånd.
“Hvordan er det du ser ud barn?” sagde den gamle kone, “Kom her! Så skal jeg snøre dig ordentligt”. Snehvide tænkte ikke noget ondt ved det, men stillede sig hen foran konen, men den gamle kone snørede så hurtigt og så fast, at Snehvide ikke kunne få vejret og faldt om. “Nu kan du sige, du har været den smukkeste,” sagde den gamle kone og grinende og skyndte sig bort.
Kort tid efter kom de syv små dværge hjem og blev meget forskrækket, da de så Snehvide ligge livløs på gulvet, uden at røre sig. De løftede hende op og da de så hvor fast hun var snøret, skar de båndene itu. Hun begyndte at trække vejret ganske svagt, og lidt efter lidt kom hun til sig selv. Da dværgene hørte hvordan det var gået til, sagde de: “Det har sikkert været den onde dronning! Tag dig endelig i agt og luk ingen indenfor, når vi ikke er hjemme”.
Da dronningen var kommet hjem, gik hun hen foran spejlet og spurgte: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”, spejlet svarede som sædvanligt: “Ingen i verden er så smuk som du, men hos de syv små dværge langt borte bag de syv bjerge er Snehvide 1000 gange smukkere endnu”. Da dronningen hørte det blev hun så forfærdet, at blodet bankede i hendes hjerte.
“Nu skal jeg for alvor sørge for, at hun kommer af med livet” tænkte dronningen. Og ved hjælp af alle slags trolddomskunstner, lavede hun en forgiftet kam, og forklædte sig igen som en gammel kone. Derefter gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge, bankede på døren og råbte:
“Her er billige varer at få!”.
Snehvide stak hovedet ud af vinduet og sagde: “Det kan ikke nytte, jeg må ikke lukke op for nogen.”
“Du må vel nok have lov til at se på det,” sagde den gamle kone, og tog den forgiftede kam frem og vidste den til Snehvide. Snehvide synes så godt om kammen, at hun lod sig overtale til, at lukke døren op og købe kammen.
“Nu vil jeg rede dit hår” sagde den gamle kone, og Snehvide fattede ingen mistanke, men lod hende gøre det. I samme øjeblik kammen rørte håret virkede giften, og Snehvide faldt om på gulvet som sidst.
“Nu er det vidst ude med dig Snehvide!” sagde den gamle kone og gik sin vej.
Heldigvis kom de syv små dværge hjem et øjeblik efter og fik den forgiftede kam taget ud af Snehvides hår. Snehvide blev frisk igen og talte dværgene hvad der var sket, og de advarede Snehvide endnu engang imod, at lukke nogen ind i huset.
Da dronningen var kommet hjem, spurgte hun igen spejlet: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?” Spejlet svarede igen: “Ingen i verden er så smuk som du, men hos de syv små dværge, langt borte bag de syv bjerge, er Snehvide 1000 gange smukkere endnu”.
Da hun hørte det rystede hun fra top til tå af raseri. “Snehvide skal dø! Og det så skal koste mit liv!” råbte dronningen. Derefter gik hun ind i et værelse, låste døren og lavede et forgiftet æble. Det var smukt med røde kinder og enhver der så det, fik lyst til at spise det. Men den der spiste det, døde øjeblikkeligt. Dronningen smurte nu sit ansigt ind og klædte sig ud som en bondekone og gik over de syv bjerge til de syv små dværge og bankede på døren.
“Jeg må ikke lukke op for nogen!” sagde Snehvide og stak hovedet ud af vinduet.
“Det er som end også ligemeget, jeg skal nok komme af med de her dejlige æbler, men det her æble må du godt få” sagde bondekonen.
“Nej tak!” svarede Snehvide, “Jeg må ikke tage imod noget som helst!”.
“Er du måske bange for, at det skulle være giftigt?” spurgte bondekonen. “Nu skærer jeg det over, så får du det røde og jeg spiser det hvide”. Æblet var nemlig lavet sådan, at det kun var den røde side, der var forgiftet.
Snehvide havde rigtig meget lyst til det dejlige æble, og da Snehvide så, at bondekonen spiste af æblet, kunne hun ikke modstå. Hun rakte hånden ud, og fik det halve æble. Næppe havde hun fået det i munden før, at hun faldt død om på gulvet. Dronningen stod i noget tid og så ondt på hende, og så grinte hun højt og sagde: “Hvid som sne, rød som blod, sort som ibentræ. Denne gang kan desværre ingen frelse dig.”
Derefter gik hun hjem og spurgte spejlet: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?” Spejlet svarede: “Ingen i verden er så smuk som du”. Nu havde dronningens misundelige hjerte fået ro.
Da dværgene kom hjem om aftenen, fandt de Snehvide liggende død på gulvet. De løftede hende op og ledte efter det, hun var død af. De snørede hendes liv op, redte hendes hår og vaskede hende med vand og vin, men det skal desværre ikke. Hun var og blev død. De lagde hende på en båre og sad i tre dage hos hende og græd.
Nu ville de begrave hende, men hun var så smuk, med friske røde kinder, at de ikke kunne nænne at ligge hende ned i den sorte kolde jord. Derfor lavede de en kiste af glas, lagde hende der i og skrev hendes navn med guldbogstaver på kisten, og at hun var en kongedatter. Så placerede de kisten på et bjerg og skiftes til, at holde vagt ved den.
Dyrene sørgede også over Snehvides død. Først kom der en ugle, så en ravn og til sidst en due og satte sig ved kisten og græd.
Snehvide lå nu i lang lang tid i kisten og så ud som om hun sov, for hun var stadig så hvid som sne og så rød som blod og sort som ibenholt.
Imidlertid red en kongesøn igennem skoven og kom til dværgenes hus, og han ville overnatte der. Han så kisten hvor Snehvide lå og læste hvad der var skrevet på den.
“Sælg mig hende,” sagde han til dværgene, “I må få alt, hvad jeg ejer og har.”
“Nej!” sagde de små dværge, “Ikke for alverdens guld vil vi sælge hende”
“Så forær mig hende!” bad prinsen, “Jeg kan ikke leve uden hende, jeg vil elske og ære hende”.
Dværgene fik medlidenhed med ham og gav ham til sidst lov til, at tage kisten med, men da tjenerne bar den over den ujævne vej, snublede en af dem, så kisten fik et stød, så det giftige æble for ud af Snehvides mund.
Lidt efter kom hun til sig selv igen, åbnede låget og rejste sig op og råbte: “Hvor er jeg dog henne?” Kongesønnen blev ude af sig selv af glæde og fortalte hende, hvordan alt var gået til. “Du er den jeg elsker højest i verden” sagde han, “følg mig til min fars slot og bliv min hustru.” Snehvide fulgte ham gerne, og der blev truffet store forberedelser til brylluppet.
Snehvides onde stedmor blev også indbudt, og da hun havde taget sine smukkeste klæder på, gik hun hen foran spejlet og spurgte: “Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”.
Spejlet svarede: “Du er vel smukkest i dette land, men med den unge dronningen aldrig du måle dig kan.”
Den onde dronning var ved at dø af raseri, men var samtidig så underlig angst, uden at vide hvorfor. Først ville hun slet ikke tage til festen, men hendes nysgerrighed efter at se den unge dronning lod hende ikke have ro. Da hun kom ind i salen genkendte hun straks Snehvide og blev ganske stiv af skræk. Men henne over ilden stod der et par glødende jernsko, dem måtte hun tage på og danse, til hun faldt død om.
Fem facts om Snehvide
- Oprindeligt var Snehvide historien ikke en Disney-historie. Det blev først offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm i deres samling af eventyr kaldet “Kinder- und Hausmärchen” (Børne- og husholdningsfortællinger).
- I den oprindelige historie blev Snehvide faktisk reddet tre gange. Første gang blev hun reddet af jægeren, anden gang af dværgene og tredje gang af prinsen.
- Navnet “Snehvide” kommer fra hendes hvide hud, som var så hvid som sne. Hendes navn på tysk er “Schneewittchen.”
- I den originale historie var dværgene ikke navngivet. Det var først i Disney-versionen, at dværgene blev givet navne som Søvnig, Doven, Gnaven, Brille, Flov, Ræv og Glad.
- Snehvide var den første fuldlængde-animationsfilm fra Disney, og den blev udgivet i 1937. Filmen blev en stor succes og blev også den første film til at have en tilhørende soundtrack-album.
Læs også den klassiske historie om Rapunzel.
0 kommentarer