Ole Lukøje

Introduktion

H.C. Andersens “Ole Lukøje” er en fortryllende fortælling, der bringer os ind i drømmenes verden gennem en skikkelse, der er lige så mystisk som han er velkendt. Ole Lukøje, en venlig ånd, der hjælper børn med at falde i søvn og ledsager dem gennem drømmeland, er en central figur i dette eventyr, der bringer magi og undren til sengetid.

Ole Lukøje:

Ingen fortæller historier bedre end Ole Lukøje, det er sikkert! Når det bliver aften, og børnene er samlet ved bordet eller sidder på deres små stole, dukker han op. Han er super diskret, bevæger sig stille op ad trappen i sine bløde sokker. Han åbner døren så forsigtigt, at man næsten ikke hører det, og schwup! Han sprøjter en lille smule sødmælk i børnenes øjne. Ikke meget, men nok til at de bliver trætte og ikke får øje på ham. Han sniger sig ind bag dem, puster let på deres nakke, og så bliver de helt udmattede. Ja, det er rigtigt! Men det er ikke noget dårligt, for Ole Lukøje vil kun børnenes bedste. Han vil have, at de skal være rolige, og det bliver de bedst, når de er puttet i seng. Så kan han nemlig fortælle dem historier.

Når børnene er faldet i søvn, sætter Ole sig på sengen. Han er flot klædt i en silkefrakke, der skifter farve—grøn, rød og blå—alt efter hvordan han bevæger sig. Han har to paraplyer med sig. En er fyldt med billeder, og den bruger han til at give de søde børn drømme fulde af fantastiske historier hele natten. Den anden paraply er helt tom, og den bruger han til de uartige børn, så de sover uroligt og vågner op uden at have drømt noget som helst.

Nu skal vi høre, hvordan Ole Lukøje besøgte en lille dreng ved navn Hjalmar i en hel uge og fortalte ham syv forskellige historier—en for hver dag i ugen.

Mandag

“Nu skal du høre,” sagde Ole Lukøje, da han havde puttet Hjalmar i seng, “vi skal lave lidt om på indretningen her!” Pludselig blev alle urtepotternes blomster til store træer, der strakte deres grene ud over hele rummet. Det var som at befinde sig i den skønneste havepavillon. Blomsterne var endnu smukkere end roser og duftede fantastisk. Hvis man smagte på dem, var de sødere end syltetøj! Frugterne skinnede som guld, og der var endda boller fyldt med rosiner. Det var som et eventyr!

Men så begyndte der at komme underlige lyde fra skuffen, hvor Hjalmars skolebøger lå. “Hvad sker der her?” sagde Ole Lukøje og gik over til bordet. Han åbnede skuffen og fandt en tavle, der var ved at falde fra hinanden, fordi der var en fejl i et regnestykke. Kridtet sprang rundt i sin snor, som om det var en lille hund, der desperat prøvede at rette fejlen, men uden held.

Og så var der Hjalmars skrivebog, der jamrede højlydt. Det var ret skrækkeligt at høre på! I bogen stod der en række eksempler på, hvordan man skulle skrive bogstaverne, og ved siden af dem Hjalmars egne forsøg, der så ud som om de var faldet over linjen de skulle følge. “Se her, I skal stå lige sådan!” sagde eksemplet. “Vi vil gerne, men vi er ikke gode til det,” svarede Hjalmars bogstaver.

“Så får I altså en omgang vitaminer!” sagde Ole Lukøje. “Åh nej!” råbte de, men straks rettede de sig op og stod så flot som nogensinde. “Nå, det blev ikke til nogen historie i aften,” sagde Ole Lukøje. “I stedet måtte jeg give dem en lille træningslektion. En, to, en, to!” Og så trænede han bogstaverne, indtil de stod lige så flot som i eksemplet. Men da Ole Lukøje var gået, og Hjalmar tjekkede dem næste morgen, var de faldet tilbage til deres gamle, dårlige vaner.

Tirsdag

Så snart Hjalmar var puttet i seng, tog Ole Lukøje sin magiske sprøjte og gav et lille pift på alle møblerne i stuen. Straks begyndte de at snakke, alle talte om sig selv, undtagen spyttebakken. Den stod tavs og ærgrede sig over de andres forfængelighed, over at de kun tænkte på sig selv og ikke på den, der stod beskedent i hjørnet og lod sig spytte i.

På væggen hang der et stort maleri i en gylden ramme. Det var et landskab med høje træer, blomster i græsset, og et stort vandløb der snoede sig gennem skoven og forbi slotte, inden det munder ud i havet. Ole Lukøje sprøjtede maleriet med sin magiske sprøjte, og straks begyndte fuglene at synge, træernes grene bevægede sig, og skyerne drev over landskabet.

Så løftede Ole Lukøje Hjalmar op til maleriet, og han trådte ind i det, lige ned i det høje græs. Solen skinnede ned på ham gennem træernes grene. Han løb til vandet og satte sig i en lille båd, der var malet i rød og hvid, med sejl der skinnede som sølv. Seks svaner med guldkroner om halsen og en strålende blå stjerne på hovedet trak båden forbi de grønne skove, hvor træerne fortalte om røvere og hekse, og blomsterne om små alfer.

De smukkeste fisk med skæl af sølv og guld svømmede efter båden. Nogle gange sprang de op i luften, så det plaskede. Fugle i alle farver, store som små, fløj i to rækker bag båden. Myggene dansede, og oldenborren brummede; de ville alle følge Hjalmar, og alle havde de en historie at fortælle.

Det var virkelig en uforglemmelig sejltur! Skovene ændrede sig hele tiden; nu var de tætte og mørke, og så igen som den smukkeste solbeskinnede have fyldt med blomster. Der var slotte bygget af glas og marmor, og på altanerne stod prinsesser—alle var piger, som Hjalmar kendte og havde leget med. De rakte alle en sukkergris frem, som var så lækker, som noget en bager kunne lave. Hjalmar greb den ene ende, mens prinsessen holdt den anden, og så fik de hver deres stykke, Hjalmar det største og prinsessen det mindste. Ved hvert slot stod små prinser, der skuldrede med guldsabler og kastede rosiner og tinsoldater. De var ægte prinser!

Hjalmar sejlede gennem både skove og store sale, og endda gennem en by. Han sejlede også forbi huset, hvor hans gamle barnepige boede. Hun havde passet ham som lille og holdt meget af ham. Hun nikkede og vinkede til ham og sang en lille sang, hun selv havde lavet:

“Jeg tænker på dig, min Hjalmar så kær,
jeg husker dit smil, så skønt og så klær.
Dit første ord, dit første smil,
i mit hjerte har du en særlig stedfil.”

Fuglene sang med, blomsterne dansede, og de gamle træer nikkede, som om de også lyttede til Ole Lukøjes historier.

Onsdag

Udenfor øsregnede det. Hjalmar kunne høre det, selv mens han sov. Ole Lukøje åbnede et vindue, og vandet nåede lige op til vindueskarmen. Der var en hel sø udenfor, men det mest imponerende skib lå lige ved huset. “Har du lyst til at sejle med mig til fremmede lande, Hjalmar?” spurgte Ole Lukøje. “Du kan tage med i nat og være tilbage igen i morgen.”

I det øjeblik stod Hjalmar i sine fineste søndagstøj på det imponerende skib. Vejret klarede op, og de sejlede gennem gaderne, forbi kirken, indtil de nåede en åben sø. De sejlede så langt, at de mistede al udsigt til land. De mødte en flok storke, der også var på vej mod varmere egne. En af storkene var så træt, at han næsten ikke kunne flyve længere. Han sank gradvist lavere og lavere, indtil han landede på skibets dæk.

Matrosen placerede den udmattede stork i hønsehuset sammen med høns, ænder og kalkuner. Storken følte sig ganske malplaceret. “Hvad er det for en fætter?” sagde hønsene. Kalkunhanen pustede sig op og begyndte at afhøre storken, mens ænderne snublede rundt og puffede til hinanden, mumlende, “Hvad siger du? Hvad siger du?”

Storken begyndte at fortælle om det varme Afrika, om pyramiderne og strudse, der løb gennem ørkenen som vilde heste. Men ænderne forstod ikke, hvad han talte om, og besluttede kollektivt, at han måtte være dum. “Er vi enige om, at han er dum?” sagde kalkunhanen, og alle klukkede og kvækkede i kor.

Storken ignorerede dem og drømte sig væk til sit elskede Afrika. “Hvilke sjove, tynde ben du har!” kommenterede kalkunen. “Hvad koster de per meter?” Alle ænderne brød ud i latter, men storken lod som ingenting. “Åh, han er ikke særlig kvik, er han?” sagde kalkunen. “Men det gør ikke noget, vi er interessante nok i os selv!” Og så fortsatte de med at klukke og kvække, overbeviste om deres egen vidunderlighed.

Hjalmar gik hen til hønsehuset, åbnede døren og kaldte på storken, som hoppede ud på dækket til ham. Efter at have hvilet sig nikkede storken som tak til Hjalmar, spredte sine vinger og fløj afsted mod de varme lande. Hønsene klukkede, ænderne kvækkede, og kalkunhanen blev rød i hovedet af irritation. “I morgen bliver I til suppe,” sagde Hjalmar og vågnede op i sin egen seng. Sikken en utrolig rejse Ole Lukøje havde taget ham med på!

Torsdag

“Se her,” sagde Ole Lukøje, “bliv nu ikke bange. Her er en lille mus!” Han holdt en lille, fin mus frem. “Den er kommet for at invitere dig til et bryllup. To mus under din mors spisekammergulv skal giftes i nat. Det bliver en stor fest!”

“Men hvordan skal jeg komme igennem musehullet?” spurgte Hjalmar.

“Bare rolig,” sagde Ole Lukøje og brugte sin magiske sprøjte til at gøre Hjalmar så lille, at han ikke var større end en finger. “Nu kan du låne tinsoldatens uniform. Det ser altid godt ud at være i uniform, når man skal til fest.”

“Selvfølgelig,” sagde Hjalmar og blev øjeblikkeligt klædt som en flot tinsoldat.

“Sæt dig i din mors fingerbøl,” sagde musen, “så vil jeg trække dig.”

“Så venlig af dig,” sagde Hjalmar, og de kørte afsted til musebrylluppet. De ankom til en lang gang under gulvet, der var oplyst med glød fra svampedele. “Lugter det ikke dejligt her?” sagde musen. “Hele gangen er smurt ind i flæskesvær!”

Endelig kom de ind i bryllupssalen. Til højre stod alle hunmusene og hviskede og fniste, mens hanmusene til venstre strøg deres lille skæg med poterne. Midt i salen stod brudeparret i en udhulet osteskorpe og kyssede hinanden. Alle kiggede, for de var jo forlovede og skulle nu giftes.

Flere og flere gæster ankom til musebrylluppet, og det blev så trangt, at de næsten trådte hinanden ihjel. Brudeparret stod i døråbningen og blokerede for ind- og udgang. Der var flæskesvær over det hele, som var hovedretten, og til dessert var der en ært, hvor en lille mus havde bidt brudeparrets initialer. Alle musene var enige om, at det var et fantastisk bryllup med god underholdning.

Derefter blev Hjalmar kørt hjem. Han havde været i fornemt selskab, men måtte stadig krybe sammen og komme tilbage i sin tinsoldat-uniform.

Fredag

“Du vil ikke tro, hvor mange ældre mennesker, der gerne vil have fat på mig,” sagde Ole Lukøje. “Især dem, der har dårlig samvittighed. De siger: ‘Kan du ikke få os til at falde i søvn, så vi kan slippe for at tænke på alle vores dårlige gerninger?’ Men jeg gør det ikke for penge.”

“Hvad skal vi lave i aften?” spurgte Hjalmar.

“I aften er der et andet bryllup. Din søsters store dukke, Herman, skal giftes med dukken Bertha. Det er også Berthas fødselsdag, så der vil være masser af gaver.”

“Ja, ja, det kender jeg godt,” sagde Hjalmar. “Hver gang dukkerne har brug for nyt tøj, har min søster dem til at fejre fødselsdag eller bryllup. Det er sket hundrede gange!”

“Men i aften er det bryllup nummer 101, og det er sidste gang. Så det bliver ekstraordinært,” sagde Ole Lukøje.

Hjalmar kiggede over på bordet, hvor der var opstillet et lille papirshus med lys i vinduerne. Alle tinsoldaterne stod opstillet udenfor og præsenterede gevær. Brudeparret sad på gulvet, tænksomme og opslugte af øjeblikkets alvor. Ole Lukøje, iført bedstemors sorte skørt, forestod vielsen. Efter ceremonien begyndte alle møblerne i rummet at synge en smuk sang, skrevet af en blyant, og det gik sådan her:

“Vores sang skal strømme som en vind, til brudeparret det skal ind;”

De begge står ret op, som pinde,
Lavet af handskeskind, de vinde!
Hurra, hurra for både pind og skind,
Den sang vi synger, når vinden er i sind!

De fik gaver, men takkede nej til mad,
For kærlighed var alt, de havde haft.
“Skal vi bo på landet eller tage ud i verden?”
Spurgte brudgommen, og så blev en erfaren svale og en gammel høne konsulteret.

Svalen talte om eksotiske lande, varme og skønne,
Hvor druerne er store, og solen altid er på sin trone.
“Men I har ikke vores dejlige grønkål,” sagde hønen, ret så stolt.
“Jeg tilbragte en sommer på landet med mine kyllinger, og det var ganske godt!”

“Men alle kålstokke er ens,” svale indskød,
“Og vejret her kan være koldt og smådød!”
“Man vænner sig til det,” hønen sagde,
“Kålen trives, og kulden kan man klæde sig imod, uden at fade.”

“Så skal vi flytte til grusgraven og gå i kålhaven,”
Erklærede dukken Bertha, og sådan blev det, uden at spørge nogen anden.

Lørdag

“Skal jeg høre en historie nu?” spurgte den lille Hjalmar, da Ole Lukøje fik ham til at sove.
“Ikke i aften,” svarede Ole, “der er ingen tid at fordrive.”

Han åbnede sin paraply, prydet med kinesiske figurer,
“Vi skal gøre verden klar til i morgen, det er søndag, som du ved, og alt skal være i dur.”
Så fortalte Ole om sit arbejde med at pudse stjerner og polere klokker, og hans planer for en hellig dag.

“Vent nu lidt,” sagde et gammelt portræt på væggen, “Jeg er Hjalmars oldefader. Tak for eventyrene, men lad være med at fylde hans hoved med vrøvl. Stjernerne kan ikke pudses, de er som vores egen jord.”
“Tak, gamle oldefader,” svarede Ole, “Jeg har været i mange fine huse og taler med alle slags mennesker. Men nu må du gerne overtage.”

Ole Lukøje lukkede sin paraply og forlod værelset,
“Nu kan man ikke engang sige sin mening,” mumlede det gamle portræt.

Og så vågnede Hjalmar op.

Søndag

“God aften!” hilste Ole Lukøje, og Hjalmar nikkede. Men han skyndte sig at vende oldefaderens portræt mod væggen, så det ikke skulle blande sig i samtalen som sidste gang.
“Nu vil jeg gerne høre historierne om ‘de fem grønne ærter’ i en ærtebælg, ‘hanebenet, der gjorde kur til hønebenet’, og ‘stoppenålen, der var så fin, at den troede den var en synål’,” sagde Hjalmar.

“Man kan få for meget af det gode,” svarede Ole Lukøje. “Jeg vil hellere vise dig noget. Jeg vil præsentere dig for min bror. Han hedder også Ole Lukøje, men han besøger folk kun én gang i deres liv. Han fortæller dem to historier: en utrolig smuk en og en forfærdelig en,” forklarede Ole Lukøje.

Ole Lukøje løftede lille Hjalmar op til vinduet. “Se, der er min bror, også kendt som Døden. Han er ikke så skræmmende som i billedbøgerne, hvor han er bare knogler. Nej, han bærer en smuk uniform med sølvbroderi og en sort fløjlskappe.”

Hjalmar så den anden Ole Lukøje, også kendt som Døden, ride forbi. Han tog både unge og gamle med sig på sin hest. “Hvordan står det til med din karakterbog?” spurgte han dem. De, der havde gode karakterer, fik lov til at sidde foran og høre den skønne historie. Dem med mindre gode karakterer måtte sidde bagpå og høre den frygtelige historie.

“Jeg er slet ikke bange for den Ole Lukøje,” sagde Hjalmar.
“Og det skal du heller ikke være,” svarede Ole Lukøje. “Sørg bare for at have en god karakterbog.”

“Det var da lærerigt,” mumlede oldefaderens portræt på væggen. “Det er altid godt at sige sin mening,” tilføjede han tilfreds.

Sådan ender historien om Ole Lukøje. Hvad han vil fortælle dig i aften, er helt op til ham!