Grantræet

Introduktion til historien

Grantræet af H.C. Andersen er en rørende og tankevækkende fortælling, der dykker ned i temaer som utilfredshed, længsel og den uundgåelige gang i livet. Denne historie er et poetisk billede på menneskelivets gang, hvor stræben efter mere og bedre ofte fører til, at vi overser skønheden i nuet.

Historien om Grantræet

Der var engang et charmerende grantræ, der voksede i skoven. Det havde en fantastisk placering med masser af sollys og frisk luft. Omkring det voksede større træer, både graner og fyrretræer. Men det lille grantræ var utålmodigt; det drømte ikke om solens varme eller den friske luft. Det ignorerede endda børnene, der samlede bær i nærheden. Når de beundrede dets skønhed, tog det ikke komplimenterne til sig.

Med tiden voksede træet højere. Hvert år kunne man se på dets grene, hvor meget det var vokset. Det drømte om at være et stort træ, sprede sine grene vidt ud og skue ud over verden. Det ønskede, at fugle ville bygge rede i dets grene og kunne nikke stolt i vinden som de andre træer.

Men træet værdsatte ikke solens stråler, fuglenes sang eller de røde skyer om morgenen og aftenen. Om vinteren, når sneen lå hvid og klar, og en hare sprang hen over det, følte det sig for lille og ubetydelig. Efter et par år var det dog vokset så meget, at haren måtte gå rundt om det. Træet drømte kun om at vokse større.

Når efteråret kom, fældede skovarbejderne de største træer. Dette skræmte det unge grantræ, som nu var godt vokset. De fældede træer blev skåret til og kørt væk. Træet spekulerede på, hvor de mon skulle hen.

Om foråret spurgte det svalerne og storken om de vidste noget, men fik ingen klare svar. Storken antydede, at de måske blev brugt til skibsmaster. Grantræet undrede sig over, hvad havet var, og hvordan det så ud, men storken kunne ikke forklare det.

Solstrålerne opfordrede træet til at nyde sin ungdom og friske vækst, men grantræet forstod det ikke. Ved juletiden blev yngre træer, nogle endda mindre end grantræet, fældet og kørt væk. Det undrede sig over, hvor de skulle hen.

Gråspurvene fortalte, at de så træerne blive pyntet i varme stuer til jul. Træet drømte om også at opleve denne skønhed og herlighed. Det længtes efter jul og efter at blive taget ind i varmen og pyntet. Det forestillede sig, at der måtte være noget endnu mere fantastisk, der ventede det.

Men træet fandt ingen glæde i nuet og sin ungdom. Det voksede år for år, grønt både om vinteren og sommeren. Folk beundrede det ofte og sagde, det var smukt. Da julen nærmede sig, blev det det første træ, der blev fældet. Øksen skar dybt, og træet følte både smerte og sorg. Det var trist over at forlade sit hjem og vidste, at det aldrig ville se sine gamle venner igen. Afrejsen var ikke behagelig.

Da træet ankom til gården, blev det bemærket af en mand, der udbrød: “Det her er perfekt! Vi skal bruge netop dette træ!” Træet blev båret ind i en stor, elegant stue af to tjenere i flot uniform. Rundt om på væggene hang portrætter, og store kinesiske vaser prydede rummet. Der var gyngestole, silkesofaer og borde fyldt med billedbøger og legetøj, der kostede en formue.

Grantræet blev sat op i et hjørne på et broget tæppe, dækket til med grønt stof, så ingen kunne se, at det stod i en fjerding fyldt med sand. Træet var spændt og undrede sig over, hvad der ville ske. Tjenere og frøkener begyndte at pynte det. Små farverige papirnet fyldt med slik, gyldne æbler, valnødder, og over hundrede lys i forskellige farver blev hængt på grenene. Dukker og en stor stjerne af flitterguld blev også tilføjet. Træet havde aldrig set noget lignende og var fuldstændig overvældet.

Alle sagde, at træet ville stråle den aften. Træet længtes efter aftenen, tænding af lysene og spekulerede på, hvad der derefter ville ske. Ville andre træer fra skoven komme for at se på det, eller ville fuglene flyve forbi? Det håbede at det kunne forblive pyntet for evigt.

Da lysene blev tændt, skabte det en fantastisk glans. Træet var så overvældet, at det knap kunne bevæge sig. Men da et lys antændte en gren, blev det hurtigt slukket af de forskrækkede tilskuere.

Senere på aftenen, da børnene og de voksne endelig ankom, blev træet centrum for festen. Børnene løb rundt om træet og råbte af begejstring, mens de ældre fulgte mere forsigtigt efter. Snart blev træet plyndret for dets pynt og gaver.

En lille mand blev trukket hen til træet for at fortælle en historie. Han valgte at fortælle om “Klumpe-Dumpe”, der faldt ned ad trapperne, men alligevel endte med at få prinsessen, til børnenes store glæde. Træet forstod ikke, hvad der foregik, men håbede at blive en del af festlighederne igen den næste dag.

Natten over stod træet stille og tankefuldt. Men næste morgen blev det flyttet til et mørkt loft, hvor det blev efterladt alene. Træet undrede sig over, hvad det skulle gøre nu, og hvorfor det var blevet gemt væk. Det tænkte, at det måske skulle vente til foråret for at blive plantet igen.

Dagene gik, og træet blev mere og mere ensomt. En dag kom der et par mus, som blev fascinerede af træets historier om skoven og dets eventyr. Musene syntes, træet havde været utroligt heldigt og set meget. Træet begyndte at indse, at det måske havde haft det godt i sine yngre dage.

Historien fortsætter med grantræets refleksioner og erfaringer, mens det står alene på loftet.

Musene var begejstrede for grantræets fortællinger, og natten efter bragte de endnu flere mus til at lytte. Jo mere træet fortalte, jo mere livlige blev dets minder. Det begyndte at drømme om fremtiden og huskede et smukt birketræ i skoven, som det anså som en prinsesse.

Da rotterne også dukkede op, men de fandt ikke historien interessant. De spurgte efter fortællinger om mad og spisekamre, men træet kendte kun historien om Klumpe-Dumpe. Rotterne og senere også musene mistede interessen og forlod træet, hvilket gjorde det ensomt og trist.

Træet begyndte at glæde sig til at blive taget frem igen, men det blev i stedet flyttet til et mørkt loft. En dag blev det dog taget ned og ført udenfor. Træet var begejstret for at føle frisk luft og sollys igen, og drømte om et nyt liv. Men træet var ikke, hvad det engang havde været. Dets grene var visne og gule, og det stod glemt i et hjørne af gården.

Børnene, som engang havde danset omkring træet og været så glade for det, legede nu uinteresseret i gården. En af dem rev endda stjernen af træet og trampede på dets grene. Træet så på haven omkring sig og ønskede, at det var blevet på loftet. Det mindedes sin ungdom, den glædelige jul og de små mus, der havde elsket dets historie.

Til sidst blev træet hugget op og brugt til at tænde op under en stor bryggerkedel. Hvert suk fra træet lød som et lille skud, hvilket fik børnene til at løbe ind og sidde foran ilden, mens de råbte “Pif! Paf!” For hvert knald, der var træets dybe suk, tænkte det tilbage på dets tid i skoven, på juleaften, og på historien om Klumpe-Dumpe, den eneste historie, det kendte. Og så var træet brændt ud.

Drengene legede i gården, og den yngste bar guldstjernen, som træet havde haft på sin lykkeligste aften. Nu var alt forbi: træet, dets historie, og selv eventyret. Alt var forbi, som det ender med alle historier.