Mynta og skyggernes forbandelse

Denne historie er indsendt af Ali Basim.

Kapitel 1: Skovens Sygdom

I Blomsterfolkets dal var alt begyndt at visne. De engang så strålende blomster hang med hovederne, som om en usynlig hånd sugede livet ud af dem. Sommerfuglene, som plejede at danse i luften som levende juveler, fløj nu langsommere, tungere – og mange af dem faldt livløse til jorden.

Mynta kunne mærke det i luften. Noget var galt. Noget mørkt sneg sig gennem dalen.

Hun skyndte sig gennem engen, hendes små, duggrønne vinger glimtede i det blege sollys. Da hun nåede en lysning, så hun en gammel ven – en blå sommerfugl ved navn Zephir.

Han lå på jorden, hans vinger krøllet og matte.

“Zephir!” Mynta faldt på knæ ved hans side og rørte forsigtigt hans vinge. “Hvad er der sket?”

Zephir hostede svagt. “Dugperlen…” hviskede han. “Den er blevet forbandet… skyggerne har taget den… uden den vil alt dø.”

Mynta følte en kuldegysning løbe ned ad ryggen. Dugperlen var hjertet i Blomsterfolkets dal – en magisk krystal, der bar den første morgendug, som guderne havde skabt. Hvis den var blevet forbandet…

Så var deres verden i fare.

“Hvem har taget den?” spurgte hun.

Zephir løftede svagt hovedet. “Skyggernes Vogter… det mørke væsen i den forbudte grotte. Den har sovet i tusinde år… men nogen har vækket den.”

Et vindstød rev gennem dalen. En hviskende stemme bar på luften.

“Kom nærmere, lille én… du vil aldrig vende tilbage.”

Mynta knyttede næverne.

“Jeg vil finde Dugperlen,” sagde hun fast. “Og jeg vil bryde forbandelsen.”

Kapitel 2: Rejsen gennem den forheksede skov

Mynta forlod dalen, selvom de ældre Blomsterfolk advarede hende.

“Mørket vil tage dig, hvis du træder for langt væk!” sagde de.

Men Mynta vendte sig ikke om.

Hun fløj gennem de første skove, hvor blomsterne stadig levede, men snart ændrede verden sig.

Træerne blev højere, tættere, som om de bøjede sig mod hinanden for at skjule himlen. Bladene var sorte, og mellem grenene bevægede skyggerne sig – men der var intet, der kastede dem.

Pludselig hørte hun en lyd. En svag klirren.

Hun vendte sig hurtigt rundt – men der var ingenting.

Så, uden varsel, angreb de.

Skyggemagere.

Deres kroppe var tynde som røg, deres fingre lange og skeletagtige. De havde ingen ansigter, kun dybe, tomme sorte huller, hvor øjne burde være.

“Du må ikke komme videre…” hviskede de i kor.

Den første kastede en skyggepil mod hende.

Mynta kastede sig til siden, mærkede den kolde vind af pilen suse forbi hendes øre. Hun trak en lille, skarp torn fra bæltet og kastede den som en kniv. Den ramte en af skyggerne, og væsnet skreg, før det opløstes som røg i vinden.

Men der var flere.

En af dem svingede en pisk af ren skygge, og Mynta mærkede den snitte hendes arm. Smerten var isnende – ikke som et almindeligt sår, men som om hendes sjæl blev trukket ud af hende.

Hun bed tænderne sammen og slog med vingerne, skabte en vind, der slyngede bladene op i en hvirvel omkring hende. Skyggemagerne vaklede.

Så kastede hun en lille kugle af dugdråber – en gave fra Dalens vogtere. Da den ramte jorden, eksploderede den i lys.

Skyggerne skreg og trak sig tilbage, vredt hviskende.

Mynta rystede af anstrengelse. Men hun var ikke færdig endnu.

Hun fortsatte fremad.

Kapitel 3: De levende ruiner

Efter skoven nåede hun et sted, hun aldrig havde set før – en ruin, dækket af kæmpe, snoede vinstokke, der glødede i mørket.

Hun trådte forsigtigt frem.

Pludselig begyndte stenene at bevæge sig.

Ud fra jorden rejste sig de Levende Sten, gamle vogtere af et glemt rige. Deres øjne glimtede som blå krystaller, og de bevægede sig langsomt, men med en styrke, der kunne knuse et træ med et enkelt slag.

“Hvem forstyrrer vores hvilested?”

Mynta stod fast. “Jeg søger Dugperlen! Skoven er døende!”

En af sten-vogterne brølede. “Ingen må passere!”

Så angreb de.

En stenarm svingede mod hende, og Mynta undveg med et hurtigt ryk op i luften. Men en anden kastede en klippeblok, der snittede hendes vinge.

Hun styrtede mod jorden.

I sidste sekund greb hun en vinstok og svingede sig væk fra en anden knusende næve.

Hun måtte tænke hurtigt.

Hendes blik faldt på deres blå, glødende øjne. Krystaller. De var kilden til deres kraft.

Hun trak en sølvnåle-blomst fra sit bælte – en plante, der kun voksede i Dalens hemmelige hjørner. Hun knuste den i hånden og kastede dens sølvstøv i luften.

Støvet faldt på sten-vogternes øjne – og et øjeblik tøvede de.

Mynta udnyttede chancen.

Hun svingede sig op på en af deres skuldre, greb en løs krystal og rev den ud.

Med et brøl faldt vogteren sammen som en bunke døde sten.

De andre rykkede tilbage.

Så bøjede de hovederne.

“Du har vist dig værdig.”

Ruinerne åbnede sig.

Vejen til Skyggegrotten lå forude.

Kapitel 4: Skyggernes Vogter

Grottens åbning var sort som natten. Tågen, der sivede ud, lugtede af noget gammelt, noget glemt.

I midten af grotten svævede Dugperlen.

Men foran den stod Skyggernes Vogter.

Dens krop var ikke fast – den skiftede form, som røg, som noget, der aldrig helt var virkeligt. Den havde vinger, der ikke baskede, men bevægede sig som skygger i vinden.

Dens øjne var to sorte huller.

“Du er kommet langt…” sagde den. “Men du vil aldrig forlade dette sted i live.”

Så angreb den.

Mørket eksploderede omkring hende.

(Mynta må kæmpe sin største kamp nogensinde – en kamp på liv og død mod mørkets vogter. 

Kapitel 5: Kampen mod Skyggernes Vogter

Mynta mærkede mørket slå imod hende som en bølge. Luften blev tung som bly, og hendes vinger føltes pludselig tunge, som om de var dyppet i tjære.

Skyggernes Vogter løftede en klo, og med et hyl kastede den en storm af sorte flammer mod hende.

Mynta kastede sig til siden i sidste sekund, rullede hen over den kolde, klippeklædte grottegulv. Flammerne ramte væggen bag hende og opslugte klippen i et sort, hvirvlende inferno. Hvor ilden ramte, blev stenene ikke brændt, men visnede – som om al tid og liv blev suget ud af dem.

“Du kan ikke vinde,” hvæsede Vogteren. “Skyggen har regeret før… og den vil regerer igen.”

Mynta nægtede at tro det.

Hun sprang op, slog med vingerne og skød fremad, alt imens hun trak en lille, lysende krystal frem fra sit bælte. En gave fra Dalens ældste – en dråbe af rent morgengry, fanget i en krystal.

Hun kastede den.

Krystallen eksploderede i et skarpt, gyldent lys. Vogteren skreg og trak sig tilbage, dens skyggeform vaklende, som om den blev trukket i tusind retninger på én gang.

Men kun et øjeblik.

Så slog den tilbage.

Et stormstød af mørke fejede gennem hulen. Mynta blev slynget bagud, ramte en søjle af sort sten og følte en skarp smerte skære gennem sin krop.

“Du forstår ikke, fe,” sagde Vogteren. “Lys falmer. Mørke er evigt.”

Mynta gispede efter vejret. Hun måtte tænke hurtigt.

Hun vidste, at hun ikke kunne besejre Vogteren med rå kraft.

Men måske…

Hun kastede et blik mod Dugperlen, der svævede bag Vogteren, stadig opslugt af mørkets forbandelse. Hvis hun kunne nå den… måske kunne hun vende kampen.

Vogteren så, hvor hendes blik landede, og knurrede. “Du vil ikke røre den!”

Men Mynta var allerede i bevægelse.

Hun kastede sig op i luften, fløj i zigzag for at undgå de sorte lyn, der knitrede gennem luften efter hende. Hun mærkede varmen af mørk ild stryge forbi hendes ansigt, men hun lod sig ikke standse.

Hun greb en dugdråbe fra sin kappe og knuste den i sine hænder.

Et skær af ren, klar energi bredte sig fra hendes håndflader.

Så kastede hun sig direkte mod Dugperlen.

I det sekund hendes fingre lukkede sig om den, eksploderede lyset.

Kapitel 6: Lysets Våben

Et hvidt skær fyldte hulen, som om selve solen var vågnet under jorden.

Skyggernes Vogter skreg. “NEJ!”

Dugperlen brændte i Myntas hænder – men det var ikke en smertefuld varme. Det var som en pulserende kraft, en flamme af ren skabelse, af liv.

Hun mærkede, hvordan magien flød gennem hende, stærkere end noget hun nogensinde havde følt.

Hun åbnede øjnene.

Hendes vinger strålede som flydende sølv, og hendes hænder var omgivet af et lys, der kunne brænde natten selv.

Skyggernes Vogter snerrede og kastede sig frem i et sidste, desperat angreb.

Men Mynta var hurtigere.

Med et kraftigt sving med sin arm sendte hun en bølge af rent lys ud mod den.

Mørket skreg. Vogteren vred sig, dens krop opløstes i en storm af skygger, der kæmpede for at holde sig samlet – men lyset var for stærkt.

“Du kan ikke ødelægge mørket!” hvæsede den. “Det vil altid vende tilbage!”

Mynta så direkte ind i dens sorte øjne.

“Så vil vi altid bekæmpe det.”

Så sendte hun den sidste bølge af lys.

Vogteren skreg – og blev revet i tusind stykker.

Skyggerne blev suget væk som blade i en storm.

Så var der stilhed.

Kapitel 7: Genfødslen

Mynta sank ned på knæ, udmattet, men Dugperlen skinnede stadig i hendes hænder.

Lyset voksede, spredte sig ud i grotten, ud i skoven, ud i dalen.

Blomsterne rejste sig igen.

Sommerfuglene, der var faldet livløse til jorden, begyndte at bevæge sig.

Og langt væk, i Blomsterfolkets by, åbnede de gamle feer deres øjne og vidste: Forbandelsen var brudt.

Mynta rejste sig, stadig holdende Dugperlen.

Hun vidste, at mørket måske ville vende tilbage en dag.

Men nu vidste hun også, at lyset altid ville være stærkere.

Og hun ville altid være klar.