Intro
Velkommen til en genfortælling af en af H.C. Andersens mest elskede eventyr, “De Vilde Svaner”. Denne tidløse fortælling, skabt af den danske digter og forfatter H.C. Andersen, tager os med på en rejse gennem magi, mod og ubrydelige familiebånd. Følg med i Elisas utrolige kamp for at redde sine brødre fra en grusom skæbne, hvor hendes styrke og kærlighed udfordres i en verden fyldt med trolddom og prøvelser. Lad os dykke ned i denne hjertevarmende historie, der fortsat begejstrer og inspirerer læsere i alle aldre.
Eventyret om De Vilde Svaner
I et fjernt land, hvor svalerne søger hen om vinteren, herskede en konge med elleve sønner og en datter, Elisa. Prinserne, alle skolegængere, bar stjerner på deres bryst og sværd ved deres side. De skrev på guldtavler med diamantpenne og var så skarpe i deres studier, at man straks genkendte dem som ægte prinser. Elisa, deres søster, havde en bog så værdifuld, at den kostede halvdelen af kongeriget.
Disse børn levede et lykkeligt liv, men deres skæbne skulle snart ændre sig dramatisk. Deres far, kongen, giftede sig med en ny dronning, som viste sig at være ond og hadede børnene. På deres første dag under hendes styre, fik børnene hurtigt en fornemmelse af hendes ondskab. I stedet for at forkæle dem med lækkerier som sædvanlig, gav hun dem sand i tekopper og bad dem forestille sig, at det var noget lækkert.
Ikke længe efter sendte hun Elisa til landet for at bo hos bønder. Og snart fik hun overbevist kongen om, at prinserne var en byrde. “Gå ud i verden og klar jer selv,” befalede den onde dronning, og forvandlede dem til elleve majestætiske vilde svaner. Med et hjerteskærende skrig fløj de væk fra slottet og ud i verden.
Tidligt om morgenen passerede de Elisa, som sov i bondens hus. De fløj over huset, drejede deres lange halse og slog med vingerne, men ingen bemærkede dem. De fortsatte deres rejse langt væk til en stor, mørk skov ved havet.
Elisa, derimod, havde kun et simpelt grønt blad som legetøj. Hun lavede et hul i bladet og kiggede igennem det mod solen, hvilket mindede hende om sine brødre. Hver gang solstrålerne rørte hendes kinder, følte hun deres kærlige kys.
Hver dag var som den forrige for Elisa. Når vinden blæste gennem roserne udenfor, hviskede den, “Hvem kan være smukkere end jer?” Og roserne svarede, “Elisa er.” Og når den gamle kvinde læste sin salmebog, spurgte vinden, “Hvem kan være frommere end dig?” Til hvilket salmebogen svarede, “Elisa.” Og det var sandt.
Da Elisa blev femten, vendte hun hjem. Dronningen, rasende over Elisas skønhed, ønskede at forvandle hende til en svane som sine brødre. Hun turde dog ikke gøre det lige med det samme, af frygt for kongens reaktion.
En morgen gik dronningen til sit marmorbadeværelse, fyldt med bløde puder og smukke tæpper. Hun tog tre tudser, kyssede dem, og beordrede dem at forbande Elisa. Den ene skulle gøre hende dorsk, den anden styg, og den tredje skulle fylde hendes hjerte med ondskab. Dronningen placerede tudserne i badevandet, som straks tog en grønlig farve. Da Elisa trådte i vandet, satte en tudse sig i hendes hår, en på hendes pande og en ved hendes hjerte. Men Elisa følte intet. Da hun rejste sig, svævede tre røde valmuer på vandet. Hvis tudserne ikke havde været forgiftede af dronningens kys, ville de være blevet til røde roser. Men alligevel, på grund af Elisas uskyld og godhed, kunne trolddommen ikke skade hende.
Da den onde dronning indså, at hendes trolddom ikke havde påvirket Elisa, tog hun drastiske skridt. Hun smurte Elisa ind i valnøddesaft, så hendes hud blev mørk og brun, og påførte hendes smukke ansigt en stinkende salve. Hun lod også Elisas hår blive filtret og ugroomet. Den smukke prinsesse var nu så forandret, at selv hendes egen far, kongen, ikke kunne genkende hende. Ingen på slottet ville kendes ved hende, undtagen den gamle lænkehund og svalerne, men de havde ingen indflydelse.
I dyb sorg over sin skæbne og længsel efter sine brødre, forlod Elisa slottet og vandrede alene gennem marker og moser ind i en stor skov. Hun havde ingen ide om, hvor hun skulle hen, men var drevet af håbet om at finde sine brødre.
Da mørket faldt på, havde Elisa vildet sig bort fra stierne. Hun lagde sig til at sove på det bløde mos og bad sin aftenbøn med hovedet hvilende mod en stub. Om natten var skoven oplyst af hundredvis af glimtende sankthansorme, og i hendes drømme så hun sine brødre. De levede eventyr, som blev levet og skrevet ned, mens billedbogen fra deres barndom blev levende omkring hende.
Ved daggry var solen allerede højt på himlen. Elisa fandt en kilde med klart vand og så sig selv i spejlbilledet. Hendes ansigt var mørkt og ukendeligt, men da hun vaskede sig, kom hendes naturlige skønhed frem igen. Hun badede i vandet og var så smuk som noget kongebarn kunne være. Efter at have klædt sig på og flettet sit hår, drak hun af det sprudlende vand og fortsatte sin vandring dybere ind i skoven, uden at vide hvor hun gik hen. Hun tænkte på sine brødre og på Gud, som hun var sikker på ikke ville forlade hende.
Undervejs mættede hun sin sult med vilde æbler og fortsatte gennem den mørke, stille skov. Natten var mørk og ensom, uden lys fra sankthansormene, og Elisa følte sig helt alene. I en drøm så hun Gud og engle se ned på hende med mildhed og medfølelse.
Da hun vågnede næste morgen, var hun usikker på om det var en drøm eller virkelighed. Hun mødte en gammel kvinde i skoven, som gav hende nogle bær og fortalte om at have set elleve svaner med guldkroner svømme ned ad floden. Elisa fulgte kvindens anvisninger og gik langs floden, indtil den førte hende til en stor, åben strand.
På stranden stod Elisa og kiggede ud over det store hav, undrende over, hvordan hun skulle komme videre i sin søgen. Mens hun betragtede de glatte sten på stranden, lærte hun af havets vedholdenhed og fandt håb. Hun besluttede at være lige så utrættelig som bølgerne og troede fast på, at havet en dag ville føre hende til sine brødre.
På stranden fandt Elisa elleve hvide svanefjer. Hun samlede dem, og om det var dug eller tårer på dem, var svært at skelne. Omkring hende var stranden øde, men havets evige forandring gav hende trøst. Havet viste sit skiftende humør – fra mørke stormskyer til rosenrøde aftener, hvilket spejlede Elisas egne følelser.
Ved solnedgang så Elisa elleve vilde svaner med guldkroner på deres hoveder nærme sig. De landede tæt på hende og forvandlede sig til hendes brødre, da solen forsvandt bag horisonten. Deres genforening var hjertevarmende; de genkendte hinanden på trods af de mange forandringer, og de delte deres historier om den onde stedmoders grusomhed.
De ældste bror forklarede, at de blev til svaner ved solopgang og tilbage til mennesker ved solnedgang. De boede i et fjernt land, som de kun kunne nå ved at flyve over et stort hav uden øer at hvile på. De hvilede kun på en lille klippe midt i havet. Kun en gang om året kunne de besøge deres hjemland, og nu havde de fundet deres kære søster.
Elisa var fast besluttet på at hjælpe sine brødre og undrede sig over, hvordan hun kunne gøre det. De brugte næsten hele natten på at tale og planlægge.
Den næste morgen, da brødrene blev til svaner igen, byggede de et net af pilebark og siv, som var stærkt nok til at bære Elisa. De fløj højt op i skyerne med deres sovende søster, som vågnede midt på havet, overrasket og forundret over sin usædvanlige rejse. Hendes yngste bror fløj over hende for at give hende skygge med sine vinger. Ved hendes side var der bær og rødder, som han havde samlet til hende.
De fløj højt over havet, og selv et skib nedenunder lignede en lille måge. Elisa så en enorm skygge af sig selv og sine svanebrødre på en nærliggende sky, et syn mere forbløffende end noget, hun tidligere havde set.
Men da dagen gik på hæld, truede en storm. Elisa indså med skræk, at de ikke ville nå den lille klippe i tide. Hvis solen gik ned, før de nåede frem, ville hendes brødre forvandle sig til mennesker og falde i havet. Hun bad inderligt til Gud, mens skyerne samlede sig, og vinden tiltog. Lyn flænsede himlen, og en mørk, truende sky nærmede sig hurtigt. Elisa frygtede for deres skæbne, da de kæmpede mod vind og vejr for at nå frem til klippen før nattens komme.
Elisas hjerte slog vildt, da solen var ved at forsvinde bag havets horisont. I det øjeblik svanerne hastigt dykkede nedad, troede hun, at de faldt, men de svævede snart igen. Solen var næsten helt forsvundet, da hun endelig mærkede fast grund under sine fødder på den lille klippe i havet. I det sidste øjeblik af solnedgangen stod hun omringet af sine brødre i menneskelig skikkelse, lige netop med plads nok til dem alle. Omringet af havets voldsomme bølger og en tordnende himmel, fandt de trøst i hinanden og sang en salme sammen.
Da morgenen kom, var luften rolig og klar. Brødrene fløj med Elisa væk fra klippen. Over havet så de ud som millioner af svaner på de mørkegrønne bølger. Snart så de det rigtige land, de skulle til, med blå bjerge, cederskove, byer og slotte. Før solnedgang ankom de til et fjeld foran en stor hule, dækket af grønne slyngplanter.
Den yngste bror viste Elisa hendes sovekammer, og hun ønskede at drømme om en måde at redde sine brødre på. I sin søvn fløj hun til Fatamorganas skyslot, hvor hun mødte feen, der lignede den gamle kone fra skoven. Feen fortalte Elisa, at hun kunne redde sine brødre ved at lave elleve panserskjorter af brændenælder. Men hun måtte ikke tale fra det øjeblik, hun startede arbejdet, indtil det var fuldendt; ellers ville hendes brødre dø. Elisa vågnede og fandt en brændenælde ved siden af sig. Hun takkede Gud og begyndte sit pinefulde arbejde.
Hun plukkede de brændende nælder med sine bare hænder, hvilket efterlod smertefulde vabler. Men hendes beslutsomhed var urokkelig. Hun arbejdede hele natten og dagen, mens brødrene var væk. Da de vendte tilbage, blev de forskrækket over hendes tavshed og forbrændte hænder, men forstod snart hendes offer.
Kongen af landet fandt Elisa og, overvældet af hendes skønhed, tog hende med sig til sit slot, hvor han tilbød hende et liv i luksus og skønhed. Han forstod ikke hendes tavshed, men respekterede hendes ønske om ikke at tale. Han kårede hende som sin dronning, selvom ærkebiskoppen mistænkte hende for at være en heks.
I slottet gav kongen hende et kammer, der mindede hende om hulen. Her fandt hun sine nælder og det arbejde, hun havde startet. Hun arbejdede videre på panserskjorterne, selvom hun levede i luksus. Men hun manglede hør til at færdiggøre den syvende skjorte, og hun vidste, at hun kunne finde de rette nælder på kirkegården.
En nat gik hun ud for at samle nælder fra kirkegården, en skræmmende og farlig opgave. Hun måtte passere frygtindgydende væsener, men hendes beslutsomhed og bønner holdt hende fast på sin vej. Hun samlede nælderne og vendte tilbage til slottet for at fortsætte sit arbejde, fast besluttet på at redde sine brødre, uanset hvad det kostede hende.
Elisa blev set af ærkebiskoppen, mens hun samlede nælder på kirkegården. Ærkebiskoppen, som allerede mistænkte hende for hekseri, fortalte kongen om sine observationer. Selvom kongen tvivlede og var foruroliget, fulgte han efter Elisa en nat og så hende forsvinde ind i sit hemmelige kammer. Kongens tvivl voksede, og han kunne ikke finde fred i sin sjæl, da han så Elisa arbejde hver nat.
Elisas tavshed og hendes arbejde gjorde kongen mørk og tvivlende. Uvidende om hendes ædle formål, lod han sig overbevise af ærkebiskoppens ord om, at hun var en heks. Folket dømte hende, og hun blev ført til en fængselscelle for at forberede sig til sin henrettelse. Selv i disse mørke stunder fortsatte hun sit arbejde med panserskjorterne, trods hånen og spotterierne fra folkemængden.
På vej til henrettelsesstedet fortsatte hun sit arbejde, mens pøbelen hånte hende. Men lige da bødlen greb hendes hånd, ankom de elleve svaner og satte sig omkring hende på vognen. Folkemængden trak sig tilbage i frygt og undren, da de så dette tegn fra himlen.
I sidste øjeblik kastede Elisa de færdige panserskjorter over svanerne, og de forvandlede sig tilbage til prinser. Den yngste prins havde dog en svanevinge i stedet for en arm, fordi hendes arbejde med hans skjorte ikke var fuldstændigt. Endelig kunne Elisa tale og erklærede sin uskyld. Folket, som nu så hvad der skete, bøjede sig for hende i ærbødighed.
Elisas bror forklarede alt, hvad der var sket, og i det samme forvandlede de brændestykker, der var klar til at brænde hende på bålet, sig til en smuk rosenhæk. Kongen plukkede en hvid rose og lagde den på Elisas bryst, hvilket vækkede hende til et liv fyldt med fred og lykke.
Alle kirkeklokkerne ringede, og fuglene samledes i store flokke. Der var en festlig procession tilbage til slottet, som ingen konge før havde set. Elisa havde bevist sin uskyld og sin kærlighed til sine brødre gennem utroligt mod og selvopofrelse.
Få mere inspiration om H.C. Andersen ved at besøge H.C. Andersens Hus.
0 kommentarer