Tepotten

Intro:

Velkommen til en moderne fortolkning af H.C. Andersens tidløse fortælling, ‘Tepotten’. Denne historie, oprindeligt skrevet af den verdensberømte danske forfatter Hans Christian Andersen, har i årtier fascineret og inspireret læsere med sin dybe symbolik og enkle skønhed. I vores nutidige omskrivning genoplever vi denne klassiske fortælling gennem en frisk og nutidig linse, der bevarer essensen af Andersens originalværk, samtidig med at den taler til et moderne publikum. Lad os dykke ned i en verden af fortællinger, hvor en simpel tepotte åbner op for dybe livsrefleksioner og skjulte sandheder.

Historien om Tepotten

Engang var der en tepotte, ret stolt af sit porcelæn, sin elegante tud og brede hank. Den var konstrueret med en frem- og bagside: tuden forrest og hanken bagved. Disse træk blev ofte fremhævet, men sjældent blev der snakket om dens låg, som var knækket og limet. Det var dens fejl, og man taler helst ikke om sine fejl, men ofte gør andre det. Tepotten vidste, at de andre dele af tesættet, som kopperne, flødekanden og sukkerskålen, nok ville fokusere mere på dens knækkede låg end på dens robuste hank og perfekte tud.

“Jeg kender dem,” tænkte tepotten, “og jeg er mig også min fejl bevidst. Men jeg er ydmyg ved at erkende den. Alle har vi fejl, men vi har også vores styrker. Kopperne har en hank, sukkerskålen et låg, og jeg har begge dele og noget ekstra: en tud. Det gør mig til dronningen af tebordet. Mens sukkerskålen og flødekanden tjener smagen, er jeg den, der giver og hersker, spredende glæde til de tørstende. Inden i mig bliver de kinesiske teblade blandet med det kogende vand til en lækker drik.”

Dette sagde tepotten i sin ungdom. Den stod på det fint dækkede bord og blev løftet af en fin hånd, der desværre var klodset. Tepotten faldt, tud og hank knækkede, og låget skal vi ikke engang tale om. Tepotten lå besvimet på gulvet, vandet løb ud af den. Det værste var, at folk lo – ikke af den klodsede hånd, men af tepotten.

“Den ydmygelse glemmer jeg aldrig,” sagde tepotten senere. “Jeg blev betragtet som ubrugelig og givet væk til en fattig kvinde. Jeg mistede min stemme og stolthed, men det var der, mit nye liv begyndte. De fyldte mig med jord, det føltes som en begravelse, men så blev der plantet et blomsterløg i mig. Jeg ved ikke, hvem der gjorde det, men det var en gave. Det erstattede tebladene og det kogende vand, samt min knækkede tud og hank. Løget blev mit nye hjerte, mit levende hjerte. Jeg følte livet strømme gennem mig, og snart spirer løget og blomstrede. Jeg glemte mig selv i dets skønhed, og det var en velsignelse at glemme sig selv til fordel for noget andet. Blomsten blev beundret og rost, og jeg var så stolt. En dag hørte jeg, at blomsten fortjente en bedre potte. De brød mig i stykker, det gjorde ondt, men blomsten fik et nyt hjem. Jeg endte som et stykke skår i gården, men jeg har mine minder, og dem kan ingen tage fra mig.”