Superrobotten

Tommy og Tristan var brødre. De kunne begge to godt lide fodbold (men de holdt med hvert sit hold), ingen af dem kunne lide broccoli, og de elskede begge to robotter. Når de spiste aftensmad, forsøgte de at smugle broccoli over på hinandens tallerkener. Og de ville begge to gerne vinde robotkonkurrencen.

Tommy og Tristan arbejdede hårdt på deres robotter, og de drømte hver især om at slå den anden. På konkurrencedagen spurgte arrangøren dem, hvad deres robotter kunne.

“Min er superstærk,” sagde Tristan. “Den kan løfte alt!”

“Min er superhurtig,” sagde Tommy og skubbede Tristan ud til siden. “Den er hurtigere end et jetfly!”

I det samme ringede arrangørens telefon.

“Dårlige nyheder,” sagde hun. “Dommerens bil er brudt sammen flere kilometer væk. Jeg er desværre nødt til at aflyse konkurrencen!”

Tristan og Tommy så på hinanden. Hvis de slog sig sammen, kunne deres robotter både redde dommeren og konkurrencen. Men kunne de enes?

Brødrene hamrede, svejsede og filede, indtil de havde bygget en kæmpemæssig superrobot. De åbnede kontrolpanelet og kodede deres instruktioner ind. BIIIP! BIIIP! Robotten nikkede, og ZUUM! Så var den væk!

Publikum holdt vejret, mens robotten drønede ud af syne. Kunne den virkelig redde dommeren?

Lidt efter kom robotten tilbage, og den bar dommerens bil over sit hoved. Den satte bilen ned, og ud kom dommeren.

“Hvem har lavet denne utrolige robot?” spurgte han med et smil.

Tommy og Tristan trådte frem.

“Jeg har allerede fundet en vinder,” sagde dommeren. “I har begge to vundet!”

Tommy og Tristan smilede til hinanden. Det var dejligt at vinde, men endnu bedre at gøre det sammen!