Senere!

Hver dag ville Oscar gøre alt på sin måde. Oscar spiste hvad han ville, spillede de spil han ville, og han bestemte selv hvornår han ville sove. Hvis hans mor bad ham om at rydde op efter sig selv eller komme ned til aftensmad, råbte han ’senere!’ Og fortsatte med det, han lavede.

En dag kom Oscar sent hjem fra skolen efter at have leget med sine bedste venner i parken.

’Jeg er hjemme!’ Han gabte da han kom indenfor. Han var udmattet efter at have leget hele eftermiddagen.

’Hej, skat!’ Råbte Oscars mor tilbage.

Oscar gik ud for at gøre det næste, der var på hans daglige liste. Han tog en håndfuld snacks fra skabet og spillede derefter på sin PlayStation, indtil solen var gået ned. Værelset begyndte at blive ekstremt mørkt. Det eneste lys kom fra fjernsynet.

’Åh, kom nu!’ Oscar slog controlleren ned på sofaen. Han tog en håndfuld chips. Halvdelen af ​​dem smuldrede i stykker, før de overhovedet havde nået hans mund.

‘Giv mig lige en chance!’ Udbrød han til sine venner i spillet. De reagerede med høje brokkerier.

’Oscar!’ Råbte hans mor fra køkkenet.

Han reagerede ikke.

’Drenge komme herover!’ Råbte han til skærmen.

’Oscar!’ Gentog hans mor.

Hun havde råbt højere denne gang, og hun lød lidt træt.

’Ja?!’ Sagde Oscar mens han tog sit headset af.

‘Aftensmaden er klar!’

Oscar rullede med øjnene, da han puttede sit headset på igen og satte sig på sofaen.

’Senere!’ Kaldte han tilbage.

Tiden gik og Oscars mor gik ind på hans værelse. Hun bar en tallerken med mad til ham. Hun stoppede pludselig lige inden for døren.

‘Oscar, kan du rydde op i dette rod?’

Jo mere Oscar havde spist, jo flere krummer havde spredt sig omkring ham. Han var omgivet af madrester, indpakninger og alt andet rod samlet på sofaen.

’Senere!’ Råbte han mens han sad klistret til skærmen.

Hans mor sukkede, da hun begyndte at rydde op i rodet.

Dagen efter kom Oscar vred og frustreret hjem, fordi han havde kæmpet med en test i skolen. Han besluttede at forkæle sig selv med en kage.

Lige da Oscar var ved at tage den første bid, ringede hans mor til ham fra det andet værelse. Han sukkede, tabte sin kage og prøvede at stikke af inden hans mor kom.

Hun så streng ud og hendes arme var foldet. Den konvolut, Oscar havde med hjem, blev revet op, og et brev var i hendes hånd.

‘Oscar, vi skal tale om noget, der er sket i skolen.’

Hun pegede på, at han skulle sidde ved siden af ​​hende.

Oscar satte sig ned. Han vidste godt, hvad der skulle til at ske.

»Oscar, jeg har læst dette brev fra din lærer. Hun siger, at du har snydt til din test og kopieret din vens test. ‘

Oscar blev pludselig sur. Han kopierede kun, fordi han ikke forstod noget af det.

’Jamen, han lader mig kopiere ham!’ Han gav et stort suk.

Hans mor sukkede også, men gav ham derefter et lille smil.

»Det er okay, Oscar. Se, hvis du prøver, kan jeg hjælpe. Lad os starte i aften, okay? ‘

Oscar var træt. Hvorfor kunne hun ikke bare holde sig væk fra det?

Han sprang op på benene og knyttede hans hænder og sætte dem i siden af kroppen.

’Senere!’ Udbrød han. Han løb væk til sit soveværelse.

Senere samme nat brokkede Oscar sig, han kastede sig og vendte sig fra side til side i sin seng. Han kunne slet ikke sove.

Hvorfor var alle efter ham? Hvorfor skulle han hele tiden lave noget? Hvorfor ville de alle sammen ikke bare lade ham gøre, hvad han ville? Han lovede sig selv, at han ville gøre alt for sig selv i fremtiden, selvom det betød snyd med test.

Den nat drømte Oscar om at spise sine yndlingssnacks og lege i parken med sine bedste venner hele dagen lang.

Næste morgen vågnede Oscar med et chok efter en god nats søvn. Et tordenvejr rasede uden for hans vindue. Regnen slog kraftigt mod glasset.

‘Mor?’ Råbte Oscar til det stille hus.

Men der var ingen der svarede ham.

Han løb ned, men der var ingen. Oscar trak bare på skuldrene, nogle gange blev hans mor kaldt på arbejde i sidste øjeblik. Hun ville normalt efterlade en seddel så han vidste, at hun havde lavet hans yndlingsmorgenmad og pakket den ind på disken. Han kiggede overalt, men der var ingen seddel eller morgenmad at finde.

’Nååeh,’ sagde Oscar højt til sig selv og spiste sin morgenmad.

Oscar gik modvilligt i skole og huskede, at der var endnu en test den dag. Da han kom ind i klassen, indså han, at den ven, han normalt kopierede fra, ikke var i nærheden. Han havde ikke fortalt Oscar, at han ikke ville være der. Det virkede til, at han heller ikke havde fortalt lærerne det.

Oscar var heller ikke så glad for at komme hjem efter skole den dag. Han var utilfreds på grund af testen. Oscar hadede regnen, som tilsyneladende ikke ville stoppe igen. Det gjorde at han ikke kunne lege udenfor.

’Jamen, jeg er i hvert fald hjemme nu,’ tænkte han.

’Jeg er hjemmeside!’ råbte han til et tomt hus.

Hans mor var stadig ingen steder at finde.

Oscar synes det var  mærkeligt. Normalt ville hans mor få nogen til at passe ham, hvis hun var væk længe.

Han trak på skulderen.

‘Jeg bekymrer mig om det senere,’ sagde han til sig selv.

Han begyndte at spille sit yndlingsspil. Han spiste masser af slik, sprang aftensmaden over og gik sent i seng den aften.

Så blev det morgen og  vinden og regnen bankede og bankede hårdere mod Oscars vindue.

’Det er lørdag!’ Oscar vågnede med et begejstret smil. Han huskede, at ham og hans mor havde planlagt en dag hvor de bare skulle hygge sig!

Oscar løb ned, men stoppede hurtigt, da ingen var hjemme. Endelig begyndte han at bekymre sig. Den dag kiggede Oscar overalt, hvor hans mor kunne være gået. Han ringede til alle, han kendte, men ingen svarede. Han spurgte rundt i byen, men næsten ingen var der på grund af regnen. Af de mennesker Oscar kendte og kunne finde, havde ingen set hans mor.

Oscar vendte hjem og følte sig håbløs. Han begyndte at græde, da han ledte efter noget at spise under alt rodet i køkkenet. Huset lignede et bombet lokum. Oscar kunne ikke engang finde sit yndlingslegetøj under alt det affald.

Oscar var for ked af at sove den nat. Han kiggede op mod himlen gennem vinduet.

‘Undskyld. Jeg er så ked af det, sagde han højt. »Jeg mente ikke, at alle, der bekymrer sig om mig, skulle gå væk. Jeg ville have en pause, men ikke sådan her! Jeg ønsker, at alt skal gå tilbage til det normale. Please, jeg mente ikke, at dette skulle ske. ‘

Den følgende morgen skinnede solen stærkt på Oscars sovende ansigt. Han vågnede og følte sig frisk. Han havde glemt alt et øjeblik. Pludselig huskede han det.

Oscar løb ned ad trappen, to trin ad gangen, og forsøgte ikke at snuble, da han råbte efter sin mor.

Han stoppede ved enden af trappen, da han så hende. Hun smilede, da han løb for at kramme hende.

‘Du er tilbage! Du er tilbage! ’Råbte han.

Hun lo og holdt ham fast. ‘Havde du en dårlig drøm, skat?’

Han rystede på hovedet, da han krammede hende strammere, og hun lo højere,

Oscar havde savnet det grin så meget.

’Kom nu. Det er fredag, gør dig klar til skole, eller du kommer sent igen. ‘

Oscar kyssede hende på kinden.

’Senere!’ skulle han lige til at sige. Det var jo en gammel vane. Han tog i stedet for en dyb indånding og sagde: ‘Okay! Jeg gør mig klar nu. ’

---