Sæbekongen

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

I et af de østlige kongeriger regerede et dynasti af store rottekonger.
I mange år blev riget styret af dygtige konger, som hver især blev berømte på deres egen måde.

Fedt-kongen blev kendt for at fodre alle rotter så meget, at de næsten sprængte.
Han gav ikke kun madrester fra kongebordet, men også ris.
Men hans regeringstid blev kort – kongeriget kunne ikke brødføde alle hver dag.
Til sidst blev han spist af sit eget folk, som anså ham for grådig.

Den fredelige konge blev kendt for aldrig at skære rotters haler af som straf.
Han mente, at straffe hørte fortiden til, og at alle skulle leve videre uden at tænke på gamle tider.
Men også han regerede kort. Uden straf dræbte og spiste rotterne hinanden, velvidende at intet ville ske dem.
Til sidst blev også han spist og kaldt karakterløs.

Den elskelige konge blev berømt for at lytte til næsten alle rotters klager ved en kongelig reception.
Nogle fik mere korn, andre fik beskyttelse, og nogle blev sat i høje stillinger ved hans side.
Men fordi han ville behage alle, samlede han de mest onde og misundelige rotter omkring sig.
Snart blev han spist og kaldt useriøs.

Sådan var dynastiet.
Værdige konger, der ville det bedste for deres rotter, endte alle med at blive spist.
Noget måtte ændres – måske ikke små justeringer, men radikale ændringer i rotternes liv.

Efter den elskelige konge kom en ung konge uden kaldenavn – man kaldte ham blot kongen.
Hans eneste mål var at undgå at ende som sine forgængere.
Han var klog trods sin alder og ville lære af fortidens fejl.

Han mente, at kun rotterne selv vidste, hvad de havde brug for.
Men i stedet for at spørge alle, ville han finde én værdig rotte, der kunne tale for dem alle.

Derfor gik han, forklædt som en fattig rotte og uden vagter, ud i rigets fattigste gader.
Han så præcis det, han havde forventet – ødelæggelse, sult, tyveri og endda kannibalisme.
Hans far og bedstefar havde fortalt ham om det og opfordret ham til at bekæmpe det, når han engang blev konge.

Han fandt ingen værdig repræsentant og var ved at vende hjem, da han lugtede noget brændt.
Der var ingen ild og ingen røg, men duften førte ham til et hul med en stærk og mærkelig, men også behagelig, lugt.

En fattig rotte med søde ører, nysgerrig næse og livlig hale åbnede døren.
Hun forklarede, at hun stegte sukker – lidt for længe – for at lave karamel.
Kongen blev inviteret indenfor.

Inde i hullet var gamle møbler, et slidt tæppe og en pejs.
Der var snavs overalt, men også en hygge, der mindede kongen om et hjem, han savnede.

Rotten lod ham smage karamellen og viste, hvordan den blev hældt i forme til slikkepinde.
Hun spurgte, hvorfor han var kommet, og kongen forklarede, at han ville gøre livet bedre for alle rotter og bad om hendes råd.

Efter at have tænkt længe svarede hun:
“Sæbe, min konge. Rotter har brug for sæbe. Vores huller er beskidte, og vi er selv snavsede.”

Kongen tog rådet til sig og beordrede, at hver familie skulle have to stykker sæbe – tre, hvis familien havde over fem medlemmer.

Samme nat blev sæben delt ud til alle – undtagen kongen selv.
Næste dag kom budskabet: rotterne havde spist sæben.
De råbte hans navn og takkede ham for en lækker morgenmad.

Kongen skrev til den fattige rotte for at få nyt råd, men svaret lød, at riget havde brug for en beslutsom konge, ikke én, der fulgte en fattig rottes råd.

Kongen besluttede at handle anderledes.
Han indkaldte hele riget og sagde:
“Den nye sæbe indeholder gift. Den er harmløs, hvis den bruges rigtigt, men spiser I den, dør I øjeblikkeligt.”

Nogle rotter troede ham ikke og spiste alligevel sæben – og døde.
Kongen indså, at forandringer kun er mulige, hvis verden omkring også ændrer sig, og at man ikke kan opnå perfektion uden grusomhed.

Han kaldte igen riget sammen og sagde:
“De, der vil ændre sig, står ved min side. De andre… er ikke længere med os.”

Den nat blev kendt som “Sæbenatten”.
Og fra da af havde riget en ny hersker: Sæbekongen.