Sæbekongen

I et af de østlige kongeriger regerede et dynasti af de største rottekonger. I mange år blev rottestaten styret af talentfulde konger, som hver især blev berømt på hver sin egen måde.

Fedt-kongen var berømt for at fodre alle rotter så meget, at de var ved at sprænge. Ikke kun med affald og rester fra Konge-bordet, som mange gjorde, men også risgryn. Desværre regerede kongen ikke længe. Kongeriget havde ikke mulighed for at fodre alle rotter hver dag, så rottekongen blev spist og de betragtede ham som grådig.

Den fredelige konge var berømt for aldrig at skære rotternes haler som straf. Han mente, at straffe hørte fortiden til, og at alle skulle leve videre uden at tænkte på, hvordan man gjorde før i tiden. Desværre regerede kongen ikke længe. Uden straf dræbte og spiste rotterne hinanden, idet de vidste at der ikke ville være nogen konsekvenser. Snart blev rottekongen spist og de betragtede ham som karakterløs.

Den elskelige konge var berømt for at lytte til klager fra næsten alle rotter i Kongeriget ved en kongelig reception. Til nogle tildelte rottekongen mere korn, til andre bragte han sikkerhed ved at ofre sin kongelige garde eller placerede dem i spidsen for staten ved siden af ham. Desværre regerede kongen ikke længe. Rottekongen forsøgte at behage alle, rottekongen havde de mest onde og misundelige rotter fra hele Kongeriget. Snart blev rottekongen spist og de betragtede ham som useriøs.

Sådan var det kongelige dynasti i dette rige. Værdige rottekonger, der kun ønskede det bedste for deres rotter, blev spist. Ændringer var nødvendige. Måske ikke store ændringer, men radikalt at skulle ændre rotternes liv. En ting er sikkert – ændringerne var nødvendige.

Den næste konge, efter den elskelige – rottekonge, skulle være den unge rottekonge, der endnu ikke havde noget kaldenavn. Da han endnu ikke havde et kaldenavn, blev han bare kaldt kongen.

Det eneste, den unge konge ønskede, var ikke at afslutte sin regeringstid som sine forgængere. Den unge konge var klog på trods af sin alder. Han forsøgte at lære af sine forfædres fejl og give sine rotter, hvad de virkelig havde brug for.

Den unge konge troede, at ingen vidste, hvad almindelige rotter havde brug for, undtagen rotterne selv. Så han besluttede selv at spørge dem om det. Imidlertid besluttede han at gøre dette ikke som sin far, den elskelige rottekonge og bede alle om, men kun vælge en rotte, der er værdig til at tale for alle, som kongen selv vil vælge.

Til dette formål gik den unge rottekonge, forklædt som en fattig rotte, uden vagter til rigets fattigste gader. Hans forventninger faldt nøjagtigt sammen med det, han havde set der – ødelæggelse, sult, tyveri, kannibalisme. Kongen blev ikke engang overrasket. Måske var det fordi hans far, den elskelige rottekonge , og hans bedstefar, den fredelige rottekonge, altid havde fortalt ham om det. De opfordrede ham til at bekæmpe det, da han blev konge.

Efter at have passeret gennem de fattigste gader i Riget, fandt den unge konge ikke den værdige rotte, der kunne dele med ham viden og erfaring, som ville gøre det klart for ham, at almindelige rotter ikke har nok til et bedre liv. Han var ved at vende tilbage til sit slot, da han kunne lugte noget der brændte.

Det var ikke ild, og der var ingen røg i syne. Den unge konge stolede på hans lugtesans og gik hen i mod den ubehagelige lugt. Han nåede et hul med en meget skarp og samtidig behagelig lugt og bankede på en dør med store revner.

Den unge konge blev besvaret af en fattig rotte med søde ører, en nysgerrig næse og en mobil hale. Kongen indså straks, at den brændte lugt, som han kunne lugte, var skæbnen som ville fortælle ham noget.Den unge konge spurgte den stakkels rotte.

– Der er noget der brander, unge dame. Jeg kunne lugte det. – sagde kongen

– Jeg steger sukker, min konge. Det er lidt brændt.

Kongen vidste ikke, hvorfor han skulle blive overrasket. Den stakkels rotte fandt ud af, at han var kongen.

– Hvordan vidste du, at jeg var kongen?

– I de fattigste gader i dette rige har ingen nogensinde kaldt mig ”unge dame”. Desuden har jeg set dig i portrætter. Du ser bedre ud i virkeligheden.

Der var en akavet pause i samtalen.

– Kom ind. Kongen må ikke stå i døren. – sagde den stakkels rotte og inviterede kongen i sit hul.

Kongen blev overrasket, da han kom ind. Der var gamle møbler rundt omkring, et lige så gammelt tæppe på gulvet og en gammel pejs i nærheden af det. Kongen fik en følelse af hjem, som han savnede så meget på slottet. Han elskede det hul bortset fra snavs. Værelset var pænt og hyggeligt, ligesom et dukkehus, men der var snavs overalt. På det gamle tæppe, i pejsen og møblerne syntes at være lavet af snavs.

– Hvorfor steger du sukker? – spurgte kongen pludselig.

Den stakkels rotte gik ud i køkkenet og kom tilbage til kongen med en ske.

– Smag det. sagde den stakkels rotte.

Den unge konge var opmærksom.

– Hvis jeg ville forgifte dig, ville jeg have forgiftet dig ved min dør.

Den unge konge stolede på den stakkels rotte og slikkede skeen.

– Karamel. Det er hvad det er. sagde kongen med barnlig glæde.

– Jeg har lavet nogle forme. Mens karamellen er varm og tyk, skal du hælde karamellen i formene. Senere hærder den og bliver til slikkepinde.

– Sjovt. – tænkte kongen. Han havde spist slikkepinde så ofte, men han havde aldrig rigtig tænkt på, hvordan de blev lavet.

– Hvorfor er du kommet, min konge? Du vil ikke gifte dig med mig, vil du? Jeg har allerede en mand og nogle dejlige børn. Jeg vil ikke være din kone.

– Jeg vil ikke … – begyndte kongen.

– Jeg laver bare sjov! Du bliver helt rød i hovedet. Sæt dig ned i en stol og fortæl mig, hvorfor du kom.

Den stakkels rotte var meget gæstfri. Hun viste kongen en gammel gul stol i hjørnet af rummet. Det var behageligt nok, men ligesom alt andet i hullet var dækket med et lag snavs.

– Du har sikkert hørt om mine store kongefædre. Deres handlinger var virkelig store, men deres metoder var ikke gode nok. Jeg vil ændre livet for alle rotter, jeg vil gøre det bedre og lykkeligere. Til det har jeg brug for beslutsomhed og … din hjælp. Kongen havde forberedt talen på forhånd.

– Min? Men jeg er en dårlig rotte. Hvad kan jeg gøre for dig?

– Rådgivning. Jeg har brug for dit råd. Hvad kan jeg gøre for, at rotterne tilbeder mig bagefter?

– Men hvorfor mig? Du kan spørge alle rotterne. – sagde den stakkels rotte ophidset.

– Nej. Jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre det. Det var den fejl, min far lavede. Han blev spist lige på tronen.

– Jeg er ked af det med din far.  Sagde den stakkels rotte.

– Jeg er ikke kommet til dig for behagelighed, men for at få råd. – sagde den unge konge med en fast og truende stemme.

Den stakkels rotte var stille i lang tid. Hun forstod det ansvar, der lå hos hende. Hendes forkerte ord kan føre til forfærdelige konsekvenser. Men de kan også forbedre tusindvis af rotters liv – til det bedre. Hun havde ikke travlt med at svare.

– Hvad har du besluttet, unge dame? – hviskede kongen.

I det øjeblik var den stakkels rotte klar til at svare, men ventede stadig på et sådant spørgsmål.

– Sæbe, min konge. – hviskede rotten tilbage.

– Sæbe?

– Rotter har brug for sæbe. Vores huller er snavsede. Vi har beskidte haler, pels og poter.

– Sæbe? Er det dit råd?

– Tro mig, min konge, rotterne glemmer ikke din ædle gerning. Hvis du vil hjælpe os på nogen måde. Giv sæbe til hver familie.

Kongen tog den fattige rottes råd. Først var han usikker, men da han gik alene til sit slot, indså han, at dette ville hjælpe rotterne med at leve lidt bedre. Om aftenen samme dag udsender den unge rottekonge en ordre:

Jeg beordrer, at hver familie i rotteriget får to stykker sæbe: en til personlig brug og hygiejne og en til rengøring. Hvis der er mere end fem rotter i familien, skal du give dem tre sæber. Ordren træder i kraft næste morgen.

Efter en lang og vanskelig dag gik den unge konge i seng. Mens han sov, bar den kongelige vagt sæbe indpakket i papir til hvert hul i rotteriget. Alle fik sæbe, naturligvis undtagen den unge konge.

Den næste dag vågnede den unge konge om eftermiddagen. Han vågnede sjældent så sent, men med en følelse af præstation sov han for godt den nat. Inden kongen kunne komme ud af sengen, løb en kongelig tjener op til ham med de ubehagelige nyheder.

– Min konge, rotterne … Alt den sæbe, vi gav til dem i går aftes, de har spist den.

Først troede kongen, at det var for sjov, men så så han med sine egne øjne, hvordan hele rigets rotter råbte hans navn og takkede ham for en mærkelig, men lækker morgenmad. Kongen var tilfreds med rotternes reaktion, men forventede stadig et andet resultat.

Nu ved alle, hvordan kongen ser ud og kan endda identificere ham på halen. Så kongen kunne ikke komme ind i hullet på en fattig rotte fra en fattig gade, som han tog råd fra. Han måtte skrive hende et brev og sende kongens tjenere for at få svar.

I brevet skrev kongen:
Jeg er glad for, at alle nu kender mit ansigt, at kunstnere laver mine portrætter frivilligt, og amatørskulptører satte monumenter af mig på byens pladser. Selvom jeg kun gav dem sæbe. Men jeg forventede ikke dette resultat. Hvordan løser jeg det? Jeg har brug for et andet råd, unge dame.

I flere dage fik kongen ikke noget svar, men han håbede stadig og ventede. Da svarbrevet ankom, blev den unge konge overvældet af følelser.

I et svarbrev skrev den stakkels rotte:

Jeg er ikke af ædle blod, min konge. Mit ord skal ikke betyde noget for dig. Du er klog trods din unge alder. Vores rige har brug for en bestemt konge, ikke en konge, der lytter til råd fra en simpel, fattig rotte.

Under den kongelige fest spiste den unge konge ikke noget. Han overvejede nøje den beslutning, han allerede havde taget. På det tidspunkt tænkte han ikke på, hvordan man kunne forbedre og gøre livet bedre for almindelige rotter, men hvordan han kunne blive større end sin allerede afdøde far, bedstefar og oldefar.

Endelig, før han gik i seng, beordrede han, at hele rotteriget skulle kaldes sammen på pladsen foran slottet. Han ville personligt udtrykke sin beslutning.

Den næste morgen afgav den unge konge en erklæring til alle rotterne:

For et par dage siden modtog hver familie et par sæber i gave fra kongen. I modsætning til den generelle misforståelse var denne sæbe ikke beregnet til mad. Det var ikke din morgenmad, og det var ikke værd at spise. Jeg beordrer, at hver familie i rotteriget får to sæber: en til personlig brug og hygiejne og en rengøring. Hvis der er mere end fem rotter i familien, gav vi dem tre sæber. Denne gang indeholder hver stykke sæbe gift. Det er harmløst, hvis du bruger sæben som beregnet. Hvis i spiser det vil det føre til øjeblikkelig død. Ordren træder i kraft med det samme.

På pladsen var der af en eller anden grund ingen opmærksom på kongens ord, så alle spredte sig stille og fredeligt. Samme dag, som den unge konge havde beordret, fik hver familie et par sæber igen.

Den næste dag vågnede den unge konge tidligt om morgenen. Det var sjældent, at han vågnede så tidligt, men med en pligtfølelse, der ikke var opfyldt, var han fuldstændig ude af stand til at sove den nat. Inden kongen kunne komme ud af sengen, løb kongens tjener op til ham igen med ubehagelige nyheder.

– Min konge, rotterne … Nogle af dem troede ikke på det, du sagde i går. De spiste sæben alligevel.

Kongen forstod noget andet den dag. Alle ændringer du ønsker at lave, er kun mulige, når verden omkring dig også ændrer sig. Du kan ikke opnå perfektion uden at være grusom.

Den morgen indkaldte kongen hele Kongeriget til pladsen og afgav en ny erklæring:

Fra nu af, mine venner, vil det være sådan. De, der er klar til at ændre sig, står her ved siden af mig, sammen med dig kan vi ændre alt, og dem, der ikke er klar til at ændre … De er ikke længere med os.

Efter disse ord blev den sidste nat kaldt “Sæbenatten”. Og kongen fik et kaldenavn – Sæbekongen