Nissen, der lærte at give

Dybt inde i den store, snedækkede skov lå der en gammel eg med kraftige rødder, der snoede sig som arme ned i jorden. Under egens rødder boede en lille nisse ved navn Gnavpot. Han var en enspænder og holdt sig for sig selv. Mens andre nisser deltog i juleforberedelser og hjalp julemanden, brugte Gnavpot sin tid på at samle nødder, syltede svampe og bage brød. Han havde nok til at klare vinteren uden at skulle dele med nogen. Det var præcis sådan, han bedst kunne lide det.

“Julen er kun for dem, der har tid til at pjatte,” sagde Gnavpot for sig selv. Han fandt det fjollet, at folk mente, julen handlede om at dele og være sammen. For Gnavpot handlede livet om at klare sig selv – og kun sig selv.

En frostklar decemberdag legede en flok børn i nærheden af skoven. Sneen lå tungt over træerne, og børnene løb og grinede, mens de kastede snebolde og lavede snemænd. Den mindste af børnene, Anna, havde altid drømt om at møde en rigtig nisse.

“Tror du, nisser findes?” spurgte hun sin storebror Emil.

“Selvfølgelig gør de det,” svarede han. “Men de gemmer sig dybt inde i skoven. Måske finder vi en i dag.”

Børnene legede længere og længere væk fra landsbyen, indtil de pludselig stod foran den gamle eg. De opdagede en lille dør, næsten skjult af sneen, der var skubbet op mod træets rod.

“Det er en nisses hus!” udbrød Anna begejstret.

De bankede på.

Inde i sit lune hjem sad Gnavpot ved sit bord. Han var i færd med at nyde en skål grød med smør og lidt honning, da han hørte bankelyde. Gnavpot kiggede op og rynkede brynene.

“Hvem forstyrrer mig? Jeg får aldrig besøg!” brummede han og rejste sig.

Han åbnede døren en lille smule og stirrede ud. Udenfor stod børnene med røde kinder og sne i håret.

“Hvad vil I?” spurgte han irriteret.

“Vi er faret vild i skoven,” sagde Anna med et forsigtigt smil. “Vi fryser, og vi er så sultne. Må vi komme ind og varme os?”

“Jeg har ikke noget at dele!” sagde Gnavpot og var lige ved at smække døren i, men noget i Annas blik stoppede ham. Hendes øjne var store og bedende.

“Jul handler om at hjælpe hinanden,” sagde hun blidt. “Ikke?”

Gnavpot sukkede dybt og åbnede døren lidt mere. “Kom ind. Men I må ikke blive længe.”

Børnene trådte forsigtigt ind i det lille hus. De satte sig tæt sammen i et hjørne, mens Gnavpot mumlede noget om, at han ikke havde nok til at brødføde en hel flok. Han fandt et lille brød, skar det i tynde skiver og satte det på bordet sammen med et par kopper lun æblemost.

“Her. Det er alt, hvad I får,” sagde han og satte sig tilbage på sin stol.

“Tak, lille nisse,” sagde Anna og begyndte straks at dele brødet med de andre børn. Ingen klagede over de små portioner. De smagte på mosten, der varmede deres kolde hænder, og de takkede Gnavpot mange gange.

Mens børnene spiste, fortalte de historier om, hvordan de fejrede jul i landsbyen. De talte om det store juletræ, der blev pyntet med lys, og om sangene, de sang med deres familier. Anna fortalte, hvordan hendes mor altid bagte småkager, som hele familien delte.

“Jul handler om at dele og være sammen,” sagde hun og så på Gnavpot. “Det er det, der gør det til den bedste tid på året.”

Gnavpot sagde ikke noget. Han så bare på børnene og kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan de kunne være så glade, selv med så lidt.

Da børnene takkede for maden og gik tilbage mod landsbyen, sad Gnavpot tilbage i stilheden. Annas ord blev ved med at klinge i hans ører: “Jul handler om at dele og være sammen.”

Den nat sov Gnavpot ikke meget. Han tænkte på, hvordan børnene havde delt maden mellem sig uden at tænke over, om de fik nok. Og for første gang i mange år mærkede han en mærkelig varme i brystet – en følelse, han ikke helt kunne forstå.

Næste morgen stod Gnavpot tidligt op. Han pakkede en kurv med nødder, honning og syltede svampe. Han bagte et stort rugbrød og lagde det øverst. Med kurven i hånden begav han sig ud gennem den snedækkede skov mod landsbyen.

Da han nåede torvet, var der en summen af liv. Børn legede i sneen, og voksne pyntede det store juletræ. Anna var der også. Hun fik øje på Gnavpot og løb hen til ham.

“Lille nisse! Du kom!” råbte hun glad.

“Jeg… jeg tænkte, I måske kunne bruge dette,” sagde Gnavpot og rakte kurven frem. Anna tog imod den med et stort smil.

“Vil du ikke blive og fejre jul med os?” spurgte hun.

Gnavpot tøvede. Han havde aldrig deltaget i en julefest før. Men før han nåede at svare, tog Anna hans hånd og trak ham hen mod træet. Børnene begyndte at danse omkring juletræet, og til Gnavpots egen overraskelse kunne han ikke lade være med at smile.

Den aften delte Gnavpot ikke bare sin mad, men også sin tid og sin glæde. Og for første gang forstod han, hvad jul virkelig handlede om.

Fra den dag af blev Gnavpot kendt som den gavmilde nisse. Hver jul tog han til landsbyen med sine kurve fyldt med lækkerier, og han dansede altid med børnene omkring juletræet. For han havde lært, at glæden ved at give var den største gave af dem alle.