Musikanterne fra Bremen

Der var engang en bonde, der havde et æsel. Æslet havde arbejdet hårdt for bonden i mange år, men nu var det gammelt og udmattet.

“Du arbejder for langsomt,” sagde bonden. “Jeg vil ikke have dig mere.” Og så sendte han æslet bort.

Æslet blev ked af det, men det besluttede sig alligevel for at få det bedste ud af sin nye frihed. Det havde altid drømt om at være musikant, så det besluttede sig for at tage til Bremen for at starte på sin nye karriere.

Æslet var ikke nået ret langt, da det fandt en hund, der lå på vejen og gispede efter vejret. “Hvad er der galt, min ven?” spurgte æslet. “Min herre har sendt mig væk, fordi jeg er gammel og svag og ikke kan jage længere,” stønnede hunden. “Hvad skal jeg dog gøre?”

“Du kan tage med mig,” sagde æslet. “Jeg er på vej til Bremen for at være musikant.” Det ville hunden gerne, og så drog de sammen af sted til Bremen.

Lidt længere nede ad vejen fik de øje på en kat, der sad og mjavede og virkede meget ked af det. “Hvad er der galt?” spurgte æslet. “Du lyder meget ked af det.” “Min ejer har sendt mig væk, fordi jeg er blevet for gammel til at fange mus.” “Kom med os til Bremen,” sagde æslet. “Du synger smukt og vil sikkert være en glimrende musikant.” Det syntes katten lød som en god idé, og så drog de alle tre af sted mod Bremen.

Da det var blevet mørkt, mødte de en hane, der sad og galede noget så bedrøvet. “Hvad er der galt?” spurgte æslet. “Min herre ville give mig til slagteren,” græd hanen. “Så jeg stak af.” “Kom med os. Vi er på vej til byen for at blive musikanter. Du kan synge sammen med os,” sagde æslet.

De fire venner fortsatte ned ad vejen. Det var blevet sent, da de ankom til en lille hytte i udkanten af skoven. Dyrene var trætte og sultne, så de besluttede sig for at spørge, om de kunne få ly for natten.

De gik hen til vinduet og kiggede ind. Der sad en tyvebande rundt om et bord fyldt med mad og penge. Vennerne vidste, at tyvene hverken ville dele deres mad med dem eller give dem husly, så så de fandt på en snedig plan for at slippe af med tyvene.

Æslet satte sine forreste hove op på vindueskarmen, og så sprang hunden op på æslets ryg. Bagefter klatrede katten op på hundens ryg, og til sidst flaksede hanen op på kattens hoved. Og så begyndte de ellers at synge det bedste, de havde lært, inden de sprang ind gennem vinduet. Tyvene, der troede, at et frygteligt uhyre var kommet for at tage dem, flygtede ud i skoven, alt hvad remmer og tøj kunne holde.

De fire venner var ved at dø af grin, da de satte sig ved bordet for at spise al den lækre mad. Bagefter var de meget trætte oven på deres lange og begivenhedsrige dag. De slukkede lyset og ledte efter et sted at sove.

Æslet lagde sig på noget hø i haven. Hunden lagde sig på dørmåtten. Katten lagde sig til rette foran pejsen. Og hanen fandt et godt sted på toppen af skorstenen.

De fire venner var meget glade for, at de havde fået et nyt hjem, og de besluttede sig for at blive i hytten. Jeg tror stadig, de er der, så hvis du kommer forbi, kan du sikkert høre dem øve sig på at synge!