En lun forårsmorgen i en blomsterfyldt eng vågnede en lille mariehøne ved navn Luna til lyden af fuglesang. Luna var en smuk rød mariehøne med sorte pletter, der skinnede i solens lys.
Hun strakte sine små vinger og kiggede rundt. Engen var fyldt med summende bier og dansende sommerfugle. Men i dag var noget særligt. Den højeste mælkebøtte i engen lyste med et blødt, gyldent skær.
Lunas bedste ven, Bertil Humlebi, summede forbi.
“Luna, se! Den Gyldne Mælkebøtte!” råbte Bertil begejstret.
Luna spærrede øjnene op. “Legenden er sand!” hviskede hun.
Den Gyldne Mælkebøtte viste sig kun én gang om året, og det blev sagt, at enhver, der rørte ved dens gyldne kronblade, fik opfyldt ét ønske. Luna havde altid drømt om at se den.
“Jeg må derhen!” sagde Luna og baskede ivrigt med vingerne. “Men den er så langt væk…”
Bertil smilede. “Bare rolig, Luna. Jeg hjælper dig!”
Luna hoppede op på Bertils ryg, og med et højt bzzzz fløj de hen over engen. Blomsterne nedenfor lignede et farverigt tæppe, og vinden kildede Lunas små ben.
Pludselig kom en kraftig vind og skubbede dem til siden.
“Hold fast!” råbte Bertil.
Luna holdt sig godt fast, men de faldt blødt ned på en kløvermark. Luna rejste sig og børstede sine vinger af. Lige foran hende så hun noget glimte. En lille larve sad fanget i et net af græsstrå.
“Hjælp!” peb larven.
Luna tøvede ikke et øjeblik. Med sine små ben trak hun forsigtigt græsstråene fra hinanden, indtil larven var fri.
“Tak!” sagde larven. “Jeg hedder Karl. Hvis du nogensinde har brug for hjælp, så kald på mig!”
Luna vinkede farvel, og Bertil løftede hende op i luften igen.
Da de nåede frem til Den Gyldne Mælkebøtte, strålede den endnu mere tæt på. Kronbladene glimtede som rent solskin. Luna svævede i ærefrygt tættere på, men før hun kunne røre ved den og ønske sig noget, rystede stilken i vinden, og en gylden frø fløj væk.
“Åh nej! Ønskefrøet!” råbte Luna.
Uden at tænke sig om fløj Luna efter frøet. Det svævede blidt af sted, båret af vinden over bakker og små bække. Luna baskede med sine små vinger alt, hvad hun kunne, fast besluttet på ikke at tabe det af syne.
Frøet landede blødt på en dam og flød som en lille båd. Luna kiggede rundt. “Hvordan skal jeg få fat i det?”
Pludselig hørte hun en velkendt stemme:
“Hop ombord, Luna!”
Det var Karl, larven—nu forvandlet til en smuk sommerfugl! Hans vinger var malet i grønne og blå nuancer.
“Karl! Du har forvandlet dig!” udbrød Luna.
Karl smilede. “Jeg sagde jo, at jeg ville hjælpe, hvis du havde brug for det!”
Luna satte sig op på Karls ryg, og sammen svævede de over dammen. Luna samlede forsigtigt det glødende frø op og krammede det tæt ind til sig.
Tilbage ved Den Gyldne Mælkebøtte hviskede Luna sit ønske. “Jeg ønsker, at engen altid vil være fyldt med blomster, venner og eventyr.”
Mælkebøttens gyldne lys omsluttede hende, og en blid brise bar hendes ønske gennem hele engen. Blomsterne blomstrede endnu smukkere, og lyden af latter fyldte luften.
Bertil summede hen til Luna. “Fik du dit ønske?”
Luna nikkede med et smil. “Ja, og det er allerede gået i opfyldelse.”
Solen gik ned over engen og farvede himlen i pink og guld. Den Gyldne Mælkebøtte svandt langsomt ind, indtil den igen blev til en helt almindelig blomst.
Men Luna vidste, at magien altid ville leve videre i de venner, hun havde fået, og de eventyr, der ventede forude.
0 kommentarer