Frank virkede helt fortabt i eventyrland! Hvad kan han gøre for at få sin familie til at finde ham?
Der var engang en lille firben ved navn Frank. Han boede i et træhus i regnskoven sammen med sin søster-firben, far-firben, mor-firben og bedstemor-firben. Selvom han var den mindste i huset, var han egentlig ikke så lille. Faktisk var han lidt mere buttet end de fleste af hans andre venner. Bortset fra én – Komo, Komodo-dragen.
En solrig eftermiddag kedede Frank sig og besluttede sig for at lede efter sine venner. Han stødte på Mini, sommerfuglen. “Hej Mini, vil du lege gemmeleg?” Spurgte Frank begejstret. Lige da han sagde det, hørte Komo Komodo-drage ham og skyndte sig hen til dem. “Må jeg også være med?” spurgte han ivrigt. “Selvfølgelig, lad os lege sammen!” Svarede Mini og Frank i kor.
Komo var en STOR fyr. Han kunne ikke gemme sig godt, da intet rigtigt kunne skjule ham på grund af hans størrelse.
Komo sluttede sig til dem, men han kunne kun være den, der skulle finde de andre, fordi det var svært for ham at gemme sig. Efter et stykke tid blev han selv den, der skulle finde de andre, og de havde det så sjovt!
Snart blev det sent. Trætte og sultne skyndte de tre venner sig hjem til aftensmaden.
“Jeg er hjemme!” Råbte Frank, da han nåede hjem. “Lige i tide til aftensmaden.” Hans mor smilede. Frank var sulten efter en hel dag med aktiviteter sammen med sine venner, så han skyndte sig hen til spisebordet. Der var farverige tallerkener med lysegrønne broccoli, varme orange gulerødder, gule majs og velsmagende røde tomater.
Frank stirrede på regnbuens grøntsagstallerkener og sukkede. Han traskede hen til sit yndlingsgemmested og kollapsede på den lille sofa. “Jeg ville ønske, at jeg kunne spise mine yndlingschokolader og slik til aftensmad i stedet.” Mumlede han.
Mens han mumlede, kom han på en tanke. Pludselig satte han sig op. Frank indså, at han havde glemt, at han ofte gemte nogle slik og chokolader til sig selv i dette lille hjørne. Han rumsterede hurtigt under sofaen for at få fat i sine yndlingssnacks og slugte så mange søde sager, slikkepinde og chokolader, som han kunne, inden hans mor opdager det.
“Frank, hvor er du!” kaldte hans mor på ham. Frank svarede: “Jeg er træt. Kan jeg hvile mig først, mor?” Franks mor vidste, at han ikke kunne lide den
aftensmad, hun havde lavet. Hun svarede: “Grøntsager er gode for din sundhed. De hjælper dig også med at vokse, og det er vigtigt at få aftensmad.”
“Jeg vil have dem senere.” Sagde Frank, mens han langsomt faldt i søvn…
Efter et stykke tid vågnede Frank. “Mor, jeg er klar til at spise aftensmad nu.” Råbte Frank til sin mor. Men der var ingen svar. Frank rynkede panden og rejste sig for at gå hen til spisebordet. “Mor, hvor er du?” Spurgte Frank. Stadig intet svar.
Forvirret gik Frank rundt i huset for at finde sin familie. Han hørte så noget støj uden for husets indgang. Frank kiggede ud af vinduet og sukkede lettet. “Der er de.” Sagde han grinende.
“Mor, hvor var den aftensmad, jeg skulle have?” Spurgte Frank igen. Hans mor svarede ham ikke. I stedet havde hans mor et bekymret udtryk i ansigtet. Hans søster og bedsteforældre så også dystre ud. “Hvad sker der, mor? Snak med mig!” Bad Frank, da han kunne mærke, at der var noget galt. Han lagde mærke til, at hans mor talte med hans bedstemor, men han kunne ikke høre deres samtale.
Frank vendte sig mod sin søster, der sad lidt væk og så deprimeret ud. “Hvad sker der, søster? Fortæl mig det, vær sød.” Men hans søster ignorerede ham.
“Dette er ikke sjovt!” Råbte Frank sin søster højt. Oprørt kravlede Frank op på bordet for at få alles opmærksomhed, men hans anstrengelser var forgæves. I raseri besluttede han at smide underkoppen på gulvet for at lave lidt larm og tiltrække opmærksomhed.
Men Frank blev chokeret over at opdage, at underkoppen var meget større end den oprindeligt var. Pludselig gik det op for ham, at alt omkring ham virkede kæmpestort. Mens han kiggede sig omkring for at forstå, hvad der skete, indså Frank, at det, han troede var tebordet, han stod på, faktisk bare var et lille trin.
Frank skreg og styrtede ud af huset. Han gik hen til det samme sted, hvor han skulle mødes med Mini og Komo for at lege, og bemærkede, at Komo lå og solbadede. Frank nærmede sig Komo, men kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvor meget større han var blevet. Komo lignede pludselig en dinosaur i størrelse!
Mens Frank fortsatte med at lede efter Mini, den lille sommerfugl, fandt han hende ved dammen. Mini var også blevet meget større end ham. Noget ramte ham på det præcise øjeblik. Frank løb hen til dammen for at se på sig selv, kun for at blive forfærdet over det, han så. Han var skrumpet ned til størrelsen af et ikke-eksisterende lille firben. Han forstod, hvad der var sket. Han var så lille, at ingen kunne se eller høre ham, og alt virkede enormt stort.
Frank følte sig forfærdet over, at han ikke længere kunne lege med sine venner eller tale med sin familie. Han begyndte at græde, da han indså, at han havde mistet alt; sin familie, sine venner, sine slik…
Mens han græd, genlød hans mors ord i hans sind. “Grøntsager er sunde og får dig til at vokse.” Det gentog sig. Frank løb hurtigt hen til køkkenbordet og klatrede så højt han kunne for at nå toppen. Han opdagede de sunde grøntsagstallerkener, som hans mor havde lavet til ham, og spildte ikke tiden med at begynde at nippe til dem.
Det smagte bedre, end han havde forventet. De næste par bidder blev større og større. Frank spiste grøntsagerne, så meget han kunne. Efter et stykke tid blev han så mæt, at han faldt i søvn uden at vide det.
“Frank? Frank, vågn op!” Hørte Frank nogen kalde på ham. Frank åbnede langsomt øjnene. Alle i familien stirrede på ham. Frank sprang op af glæde og spurgte: “Kan I se mig?”
“Selvfølgelig kan vi det. Hvad taler du om?” Svarede hans mor, mens alle begyndte at grine af Franks mærkelige spørgsmål. Frank var ovenud lykkelig og løb hen til spejlet. Han strålede af glæde over at se, at han var tilbage til at være sig selv.
“Mor, fra i dag lover jeg at spise masser af sunde grøntsager.” Sagde Frank til sin mor, mens han gav hende et kram. Hans mor klappede ham på ryggen og smilede.
0 kommentarer