Det er ganske vist!

Intro

H.C. Andersens “Det er ganske vist!” er en levende fortælling, der fanger essensen af rygter og misforståelser. Gennem en enkel hændelse i en hønsegård, afslører Andersen, hvordan en lille fjer kan udvikle sig til en stor historie. Denne historie er et vidunderligt eksempel på Andersens evne til at væve dybde og humor ind i hverdagslige begivenheder, hvilket gør den til en tidløs klassiker for læsere i alle aldre.

Historien: Det er ganske vist!

“Det er en vild historie!” klukkede en høne i en del af byen, hvor rygtet endnu ikke var nået frem. “Der har været drama i hønsegården! Jeg tør slet ikke sove alene i nat. Godt vi er mange sammen!”

Hun begyndte at fortælle, og de andre høns spærrede øjnene op, mens hanen nærmest tabte næbbet af bare chok. Og ja – det var helt sandt!

Men lad os starte fra begyndelsen…

I en anden del af byen var solen lige gået ned. Hønsene hoppede op på deres pinde for at sove. En af dem, en hvid høne med korte ben, havde lagt sine daglige æg og var kendt for at være en ordentlig og høflig høne.

Mens hun sad og nussede sine fjer med næbbet, faldt en lille fjer af.
“Nå, der røg en fjer,” sagde hun stille.
“Jo mere jeg piller, jo flottere bliver jeg!” grinede hun – bare for sjov. Hun var nemlig kendt for sin humor. Så lagde hun hovedet under vingen og faldt i søvn.

I mørket sad alle hønsene tæt sammen. En af naboerne var ikke faldet i søvn endnu. Hun hørte, hvad der blev sagt – men kun sådan halvt. Alligevel lænede hun sig over til sin anden nabo og hviskede:
“Har du hørt det? Jeg siger ikke, hvem det er, men en høne plukker sine fjer for at se pæn ud. Hvis jeg var en hane, ville jeg synes, det var pinligt!”

Lige ovenover sad en uglefamilie. Ugler har meget skarpe ører, og de hørte alt. De spærrede øjnene op.
“Hold op med at lytte!” sagde uglemoren. “Men hørte I det? Der er en høne, der har glemt, hvad der er pænt og rigtigt. Hun plukker sine fjer – og det gør hun, mens hanen ser på!”

“Pas på, unger,” sagde uglefaren. “Det her er ikke for børn!”

Uglemoren fortalte det straks videre til nabo-uglen. Og snart fløj nyheden videre til duerne:
“Har I hørt det? En høne har plukket alle sine fjer for at gøre en hane glad! Hun kommer til at fryse ihjel!”

“Hvor? Hvorhenne?” spurgte duerne nysgerrigt.

“I gården ved siden af,” svarede uglen. “Jeg har næsten selv set det. Det er næsten for vildt til at fortælle – men det er altså sandt!”

Duerne troede på det hele og fløj hjem til deres hønsegård. Her sagde de:
“Der er en høne – nej, faktisk to! – som har plukket alle deres fjer for at få en hane til at lægge mærke til dem. De har leget med kærligheden, er blevet syge og er begge døde!”

“Vågn op! Vågn op!” galede hanen. “Tre høns er døde af kærestesorger! De plukkede alle deres fjer af kærlighed til en hane!”

Historien fløj nu fra hønsehus til hønsehus – helt tilbage til den gård, hvor det hele begyndte.

“Der er fem høns,” sagde man nu, “som har plukket alle deres fjer for at vise, hvem der var mest ulykkelig over kærlighed – og de er døde af det!”

Den hvide høne, som bare havde tabt én lille fjer, hørte historien. Hun genkendte den ikke og udbrød forarget:
“Fy for sådan nogle høns! Tænk at gøre den slags! Denne historie bør komme i avisen og læses i hele landet!”

⸻!”

Og det skete. Historien kom i avisen. En lille fjer blev til fem høns. Og det er ganske vist!