Historien om Alice i eventyrland
Alice sad på en gren i et træ, mens hendes ældre søster læste hendes lektioner højt.
Pludselig fik Alice øje på en kanin. Den var helt fint klædt og løb af sted i fuld fart. “Åh nej! Jeg er for sent! Jeg er for sent! Jeg er for sent!” råbte den, mens den kiggede ned på sit alt for store lommeur. Hurtigt fulgte Alice efter den.
Den Hvide Kanin gik ned i et mørkt hul. Uden at tænke nærmere over det, fulgte Alice efter. Hendes kjole fungerede som en faldskærm, og hun flød ned, ned, ned. Efter et langt fald rørte hun endelig jorden.
Alice opdagede en lille trædør nede ved gulvet. Pludselig begyndte dørhåndtaget at tale.
“Du er alt for stor!” sagde det. “Du bliver nødt til at drikke fra flasken på det bord.”
“Alice drak fra flasken. Hun skrumpede og skrumpede, indtil hun var endnu mindre end flasken, og gik gennem døren.”
På den anden side af døren kaldte Alice på Den Hvide Kanin. I stedet stødte hun på to buttede små mænd, der præsenterede sig selv.
“Der er ingen Hvid Kanin her, men vi er Tvillinge-Dum og Tvillinge-Dum, til Deres tjeneste!” De begyndte at danse og snurre rundt om hende.
Alice gik langt, indtil hun nåede et charmerende hus. Hun opdagede, at det var Den Hvide Kanins hus. Han sendte Alice ind for at hente et par handsker og en vifte. Da Alice nåede toppen af trappen, fandt hun en æske med småkager og smagte en. Hun voksede, indtil hendes arme og ben stak ud af vinduerne.
“Der er et monster i mit hus!” råbte Den Hvide Kanin.
Alice sad fast. Hun fik øje på kaninens have fra vinduet. Alice plukkede en gulerod fra haven og bed i den. Hun begyndte at skrumpe, indtil hun var tilbage i sin normale højde. Hun forlod hurtigt huset. Lige i det øjeblik huskede kaninen sin aftale og skyndte sig af sted.
Alice var et meget mærkeligt sted. Sommerfugle og øyenstikkere fløj omkring hende, og nogle af blomsterne kunne tale. Hun var virkelig i et eventyrland, hvor alt var anderledes end den verden, hun levede i.
“Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde kommer hjem,” sukkede hun, mens hun fortsatte på sin vej.
Så bemærkede Alice røg, der hvirvlede over det høje græs. Der, på toppen af en svamp, sad en larve og røg en lang pibe. Alice fortalte larven, at hun gerne ville være lidt større. Larven fortalte hende, at den ene side af svampen ville hjælpe hende med at vokse, men Alice skulle gætte hvilken side. Hun tog chancen og bed i en del af svampen.
Alice voksede så hurtigt, at hendes hoved overskred trætoppene. Alt denne vokse og skrumpe gjorde hende træt!
“Jeg ønsker at være min rigtige højde,” sagde hun.
Alice huskede, at hun stadig havde et par stykker svamp tilbage i lommen. Hun spiste en og skrumpede tilbage til sin normale størrelse. Hun beholdt et par stykker med sig, i tilfælde af at hun skulle få brug for dem senere.
Alice hørte sang, men kunne ikke se nogen omkring sig. Ud af ingenting dukkede en mund op, derefter to øjne. Til sidst kom Cheshire-kattens krop til syne.
“Hvis jeg ledte efter Den Hvide Kanin, ville jeg spørge Madhatte og Marts-Haren,” foreslog han, inden han forsvandt.
Alice fortsatte gennem skoven.
Kort efter nåede Alice en lysning, hvor et langt bord var dækket til te. Marts-Haren og Madhatte sad ved bordet. Madhatte forklarede Alice, at alle havde fødselsdag en gang om året, men der var også 364 ufødselsdage at fejre. Den dag fejrede de en ufødselsdag og inviterede Alice til at deltage i teen.
Mens Marts-Haren hældte teen op, stødte han ind i Madhatten og spildte teen på hans vest og sløjfe. De to begyndte at hælde te på hinanden, mens en halvsøvnig mus reciterede et tåbeligt digt.
“Dette er det mest tåbelige teselskab, jeg nogensinde har deltaget i,” sagde Alice. “Jeg går hjem.”
Alice fortsatte med at gå gennem skoven, indtil hun fandt sig selv i en have fuld af rosenbuske. Tre gartnere, der var formet som spillekort, malede de hvide roser røde. De fortalte Alice, at Hjerter Dame kun kunne lide røde roser, og forklarede, at nogen ved en fejltagelse havde plantet hvide roser. Nu malede de dem røde for at undgå at gøre Hjerter Dame vred.
På det tidspunkt marcherede en lang række af soldater formede som kort ud foran Dronningen. Alle stoppede op for at se processionen, inklusive Alice og Den Hvide Kanin, der var dronningens signalhorn. Alle syntes at frygte Dronningen, selv kongen!
Dronningen stoppede pludselig op.
“Hvem malede mine roser røde?” råbte hun vredt. “Nogen vil miste hovedet!”
Da hun så Alice, spurgte dronningen hende, om hun vidste, hvordan man spillede kroket. Hun var tilfreds med at lære, at Alice kunne spille, og befalede hende at spille en omgang.
Det var et mærkeligt spil; boldene var pindsvin, og køllerne var flamingoer.
Alice indså hurtigt, at Dronningen snydede for at vinde. Hver gang Dronningen ramte pindsvinet, ville publikum juble. Når det var Alice’s tur, havde hun svært ved at holde køllen fra at flyve væk.
Imens genoptrådte Cheshire-katten. Den bandt Dronningens kjoleskørt til flamingoens næb og forsvandt. Da Dronningen slog det vindende slag, faldt hun hovedkulds ned på jorden. Alle lo, selv kongen. Rød af raseri skyldte Dronningen Alice skylden og befalede, at hun skulle stilles for retten.
Vagterne bragte straks Alice for retten, og Dronningen erklærede retssagen for åbnet. Alice’s vidner var ikke særlig hjælpsomme. Marts-Haren og Madhatte underholdt retten med deres fjollede sange. Alice vidste, at hvis hun ville undslippe, måtte hun gøre det selv.
Lige da hun tænkte det, huskede hun stykket af svamp i lommen. Hun tog en bid og voksede højere end alle i rummet.
Alle var bange for den kæmpemæssige Alice. Vagterne løb mod dørene, og dronningen befalede, at alle personer over en mil højde skulle forlade retten øjeblikkeligt.
Før hun gik, vendte Alice sig mod dronningen og irettesatte hende. Mens hun talte, begyndte Alice langsomt at skrumpe ned til sin normale størrelse. Da hun var færdig, befalede dronningen sine vagter at fange hende, men Alice undslap gennem bagdøren og løb så hurtigt, hun kunne.
Da Alice troede, at hun endelig var i sikkerhed, opdagede hun, at hun var fanget i en labyrint. Hun kunne høre vagternes fodtrin, mens de ledte efter hende.
“Hvordan kommer jeg ud herfra?” spurgte hun sig selv. Så pludselig havde hun kun én ønske: at glemme alt og gå i søvn.
Alice kunne høre dronningens råb i det fjerne, men lyden blev svagere og svagere. Hun kiggede over skulderen og så Madhatte, Marts-Haren, Den Hvide Kanin og Hjerter Dronning jagte hende, men de virkede alle meget langt væk. Det lød som om, de kaldte hendes navn: “Alice! Alice!”
“Alice! Vågn op! Vil du venligst være opmærksom og recitere din lektion?” spurgte Alice’s søster, mens hun rystede hende vågen.
Alice fortalte sin søster alt om sin mærkelige drøm, mens de gik hjem for at få te.
Jeg håber du har nydt historien om Alice i eventyrland? Vi har andre spændende historier ligesom Alice i eventyrland, som du kan dykke ned i.
Om forfatteren, Lewis Carroll
Lewis Carroll, det litterære pseudonym for Charles Lutwidge Dodgson, blev født i 1832 i Cheshire, England. Carroll var en mand med mange talenter; han var matematiker, logiker, fotograf og forfatter. Han underviste i matematik ved Christ Church, Oxford, og det var her, hans berømte venskab med Alice Liddell, datter af universitetets dekan, førte til skabelsen af Alice i Eventyrland. Carrolls unikke kombination af intellektuel skarphed og en barnlig sans for undren og absurditet skinner igennem i hans værker, hvilket gør dem tidløse og elskede af både børn og voksne.
Sammenfatning af historien
Alice i Eventyrland følger eventyrene af den unge Alice, der falder ned i et kaninhul og lander i et surrealistisk og forunderligt univers. I Eventyrland støder hun på en række bizarre og mindeværdige karakterer, herunder den senfærdige Hvide Kanin, den kryptiske Cheshire-kat, den vanvittige Hattemager og den despotiske Hjerter Dame. Historien bevæger sig gennem en række absurde og ofte forvirrende begivenheder, som udforsker temaer af drømme, virkelighed og børns opfattelse af en ofte uforståelig voksenverden.
Temaer og symbolik
Temaer som identitet, opvækst og virkelighedsopfattelse er centrale i Alice i Eventyrland. Alices rejse er en metafor for børns overgang fra barn til voksen, og de forvirrende og ofte kontradiktoriske regler i Eventyrland afspejler det komplekse og undertiden absurd virkende voksensamfund. Carroll bruger sprog og logik på kreative og uventede måder, hvilket understreger bøgerens spil med fornuft og absurditet. Den konstante forandring af Alices fysiske størrelse fungerer som en allegori for de psykologiske og følelsesmæssige forandringer, som børn oplever, når de vokser op.
0 kommentarer