Alma starter i skole

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Alma havde glædet sig til sommerferien, men efterhånden som dagene gik, begyndte en lille bekymring at vokse inde i hende. Når de voksne talte om skolestart, smilede de alle sammen og fortalte om nye venner, spændende bøger og sjove oplevelser. Alma nikkede og smilede tilbage, men inde i maven føltes det, som om en flok sommerfugle fløj rundt uden at kunne finde vej ud.

Hun havde nemlig aldrig været i skole før.

I børnehaven kendte hun alle. Hun kendte de voksne, legepladsen, gyngerne og de små stier mellem buskene, hvor hun og hendes venner plejede at lege eventyr. Skolen var noget helt andet. Hver gang familien kørte forbi den store røde bygning, syntes Alma, at den lignede et slot fyldt med fremmede mennesker.

Da den første skoledag nærmede sig, begyndte hun at tænke mere og mere på den. Om aftenen lå hun vågen og forestillede sig lange gange fyldt med børn, der alle vidste præcis, hvor de skulle hen, mens hun selv stod alene og ikke kunne finde vej. Hun forestillede sig støjende klasselokaler, hvor alle var klogere end hende, og legepladser så store, at hun kunne fare vild.

Da den første skoledag endelig kom, viste det sig, at skolen faktisk var præcis så stor, som hun havde forestillet sig.

Overalt var der børn.

Nogle løb rundt og grinede. Andre talte højt sammen. Nogle virkede allerede som de bedste venner i verden. Alma holdt sin mors hånd så fast, at hendes fingre næsten gjorde ondt.

Hendes klasselærer tog venligt imod hende og viste hende ind i klasseværelset. Der stod små borde på række, og på væggen hang farverige tegninger og bogstaver. Det så hyggeligt ud, men Alma kunne ikke lade være med at lægge mærke til alle de fremmede ansigter omkring sig.

Da hendes mor vinkede farvel, mærkede Alma en klump vokse i halsen.

Hun havde mest lyst til at løbe efter hende.

Men hun blev siddende.

I løbet af dagen lærte klassen nye sange, hørte historier og tegnede billeder. Alligevel føltes det hele lidt mærkeligt. Som om hun var landet på en fremmed planet, hvor alle andre kendte reglerne.

Da det første frikvarter begyndte, strømmede børnene ud på legepladsen.

Alma gik langsomt efter dem.

Legepladsen var endnu større, end hun havde forestillet sig. Der var gynger, klatrestativer, boldbaner og grupper af børn, som allerede var i gang med at lege.

Hun vidste ikke rigtig, hvor hun skulle gå hen.

Derfor satte hun sig på en bænk under et stort gammelt træ i kanten af skolegården.

Her var der lidt mere stille.

Hun kunne stadig høre børnene lege, men lydene føltes længere væk.

Alma trak vejret dybt og kiggede op i træets grønne krone.

Det var først dér, hun opdagede, at hun ikke var alene.

I den anden ende af bænken sad en pige med lyst hår og en lilla rygsæk. Hun sad stille og tegnede små mønstre i gruset med sin sko.

Pigen så op og sendte Alma et forsigtigt smil.

Alma smilede tilbage.

Et øjeblik sagde ingen af dem noget.

De sad bare og lyttede til vinden, der fik bladene til at rasle.

“Jeg hedder Emma,” sagde pigen til sidst.

“Alma,” svarede Alma.

Emma nikkede og kiggede ud over legepladsen.

“Der er mange børn.”

Alma blev overrasket over lettelsen, hun følte, da hun hørte det. For det var præcis det, hun selv havde tænkt.

“Ja,” sagde hun. “Virkelig mange.”

Emma trak på skuldrene.

“Jeg troede faktisk, jeg var den eneste, der syntes det.”

Alma mærkede noget inde i sig blive lidt lettere.

For hun havde også troet, at hun var den eneste.

Fra den dag begyndte Alma og Emma at mødes under det store træ i hvert eneste frikvarter. Det var aldrig noget, de havde aftalt, men på en eller anden måde fandt de altid hinanden, når klokken ringede ud, og skolegården blev fyldt med løbende børn, høje stemmer og lyden af gynger, der knirkede frem og tilbage.

Det gamle træ blev hurtigt deres yndlingssted på skolen. Når verden omkring dem føltes lidt for stor eller lidt for larmende, kunne de sætte sig på bænken under de brede grene og se ud over legepladsen. Herfra virkede det hele mere overskueligt, og Alma begyndte langsomt at opdage, at skolen måske ikke var så skræmmende, som hun først havde troet.

Dagene gik, og efterhånden som sommeren gled over i efterår, lærte Alma mere og mere om det sted, som tidligere havde virket så fremmed. Hun lærte, hvilken dør der førte til biblioteket, hvor der duftede af bøger og ro, og hun lærte, hvilke gange der altid var fyldt med børn, og hvilke der næsten altid var stille. Hun opdagede, at nogle af de ældre elever faktisk var søde, selvom de havde virket skræmmende den første dag, og hun begyndte langsomt at huske navnene på flere af børnene i sin klasse.

Selvom skolen stadig kunne føles stor, var den ikke længere et mysterium. Hver dag blev den lidt mere velkendt, og lidt efter lidt forsvandt følelsen af at være landet på en fremmed planet.

Men en morgen skete der noget, som fik sommerfuglene til at vågne igen.

Da klassen havde sat sig på deres pladser, fortalte læreren, at efterårsfesten nærmede sig, og at alle børnene skulle optræde foran deres familier. Så snart Alma hørte ordene, mærkede hun den velkendte uro brede sig gennem kroppen. Hun forestillede sig straks en sal fyldt med mennesker, der alle sammen kiggede på hende, og jo mere hun tænkte over det, desto mere overbevist blev hun om, at hun aldrig ville turde stå deroppe.

Resten af dagen havde hun svært ved at koncentrere sig, og da frikvarteret begyndte, skyndte hun sig hen til det store træ, hvor Emma allerede sad og ventede.

Alma satte sig tungt ved siden af hende og fortalte om optræden, publikum og alle de mennesker, der ville kigge på dem. Hun forventede næsten, at Emma ville grine og sige, at det ikke var noget at være bange for, men i stedet smilede Emma forsigtigt og indrømmede, at hun havde det på præcis samme måde.

Det overraskede Alma.

Emma virkede nemlig altid så rolig.

Men mens vinden fik de gyldne blade til at dale ned omkring dem, fortalte Emma, at hun også havde været nervøs næsten hver eneste morgen siden skolestarten, og at hun nogle gange stadig blev det. Forskellen var bare, at hun havde opdaget, at nervøsiteten ikke nødvendigvis forsvandt af sig selv. Nogle gange blev den mindre, fordi man gjorde tingene alligevel.

Alma tænkte længe over de ord.

Måske behøvede hun ikke vente på at føle sig modig.

Måske kunne hun godt være nervøs og modig på samme tid.