Veras store æg

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Det var forår, og solen stod højt over bondegården ved floden.

Anden Vera sad ved flodbred­den og rappede utålmodigt.

Hun havde siddet på sin rede i flere uger, men ingen af hendes seks æg var klækket. Vera skiftede stilling og plejede sine fjer. Hun vendte æggene og pudsede dem. Hun elskede sine æg, men hun var begyndt at tvivle på, om de nogensinde ville klække. Pludselig lød der et KNÆK!

Ud kom en lillebitte, dunet ælling. Vera blev overlykkelig.

Kort efter begyndte de andre æg at klække, og Vera var med ét omgivet af fem dunede ællinger. Nu manglede kun det største æg.

Vera rullede det store æg ind under sig og varmede det med sine bløde fjer. Hun ventede og ventede, men ægget klækkede ikke.

“Hvorfor efterlader du det ikke bare?” spurgte koen. “Du har fem fine, små ællinger. Der er tydeligvis noget galt med den sidste.”

“Nej,” rappede Vera og lagde sine vinger rundt om ægget.

“Jeg tror slet ikke, at det er dit æg,” klukkede den kloge, gamle høne. “Det er alt for stort til at være et andeæg.”

“Ja,” vrinskede hesten. “Jeg har hørt om fugle, der efterlader deres æg i andre fugles reder. Ganske forfærdeligt.”

Men Vera blev siddende på det sidste æg og ventede.

Og en solrig eftermiddag lød der endelig et KNÆK! Vera rappede begejstret. Alle dyrene på gården samledes rundt om reden for at se den nye ælling.

“Jeg vil vædde på, at det er en gæsling,” hviskede hønen.

“Jeg tror, det er en svaneunge,” vrinskede hesten.

Alle holdt vejret, mens ægget klækkede …

Ud kom to små ællinger. Det var tvillinger!

Vera rappede stolt. Hun havde altid vidst, at det store æg var specielt. Nu havde hun syv perfekte, små ællinger.

“Kom så, børn,” kaldte hun stolt og ledte sine ællinger ned til floden.