Tornerose

Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Intro

Udforsk den tidløse verden af Tornerose, et eventyr, der har fortryllet generationer. Denne historie byder på en fascinerende blanding af magi, mysterier og en kærlighed, der udfordrer tiden selv. Gå med os på en rejse ind i hjertet af et af de mest elskede folkeeventyr, hvor hver vending åbner døren til et fortryllet kongerige. Opdag hemmeligheden bag Torneroses legendariske søvn og det kys, der ændrede alt.

Historien om Tornerose

For længe siden levede der en konge og dronning, som hver dag sagde: “Bare vi dog havde et barn!” men de fik ingen.

En dag, mens dronningen badede i en kilde og drømte om et barn, krøb en frø op af vandet og sagde til hende: “Dit ønske skal opfyldes. Inden et år er gået, skal du føde en datter til verden.”

Og da frøer er så magiske væsener, var det ikke overraskende, at dronningen inden et år fødte en lille pige. Barnet var så smukt og sødt, at kongen ikke kunne holde sin glæde tilbage. Han forberedte et stort festmåltid og inviterede alle sine venner, familie og naboer. Han inviterede også feerne, så de kunne være venlige og gode mod barnet. Der var tretten af dem i hans rige, men da kongen kun havde tolv guldtallerkener til dem at spise fra, blev en af feerne udeladt. Ingen af gæsterne blev bedrøvede over dette, da den trettende fe var kendt for at være grusom og ondsindet.

Der blev holdt et fantastisk festmåltid, og da det var slut, gav hver fe barnet en magisk gave. Den ene fe gav hende dyd, en anden skønhed, en tredje rigdom og så videre – med alt i verden, som nogen kunne ønske sig.

Efter at elleve af feerne havde givet deres gaver, dukkede den trettende pludselig op. Hun var vred og ville vise sin ondskab, fordi hun ikke var blevet inviteret til festen. Uden tøven råbte hun med høj stemme:

“Når hun er femten år gammel, skal prinsessen stikke sig på en rok og falde død om!”

Derefter vendte hun sig uden at sige et ord og forlod salen.

Gæsterne var forfærdede, og dronningen faldt grædende ned på gulvet, men den tolvte fe, hvis ønske stadig ikke var blevet sagt, trådte stille frem. Hendes magi kunne ikke fjerne forbandelsen, men hun kunne mildne den, så hun sagde:

“Næ, jeres datter skal ikke dø, men i stedet skal hun falde i en dyb søvn, der vil vare i hundrede år.”

I årenes løb blev feernes løfter opfyldt – en efter en. Prinsessen voksede op og blev smuk, ydmyg, venlig og klog. Alle, der så hende, kunne ikke undgå at elske hende.

Kongen og dronningen var fast besluttede på at forhindre forbandelsen, som den ondsindede fe havde lagt på prinsessen, og de udstedte en befaling om, at alle rokker i hele kongeriget skulle ødelægges. Ingen i kongeriget fik lov til at fortælle prinsessen om den forbandelse, der var blevet lagt på hende, for de ønskede ikke, at hun skulle bekymre sig eller være ked af det.

På morgenen på sin femtende fødselsdag vågnede prinsessen tidligt – spændt på at være et år ældre. Hun var så tidligt oppe om morgenen, at hun opdagede, at alle andre stadig sov. Prinsessen vandrede rundt i gangene og forsøgte at holde sig selv beskæftiget, indtil resten af slottet vågnede. Hun vandrede rundt overalt, så på værelser og sale, som hun ønskede, og til sidst kom hun til et gammelt tårn. Hun kravlede op ad den smalle, snoede trappe og nåede en lille dør. En rusten nøgle sad i låsen, og da hun drejede den, fløj døren op.

I et lille rum sad en gammel kvinde og spandt flittigt. Den gamle kvinde var så døv, at hun aldrig havde hørt kongens befaling om, at alle rokker skulle ødelægges.

“Godmorgen, bedstemor,” sagde prinsessen, “hvad laver du?”

“Jeg spinder,” sagde den gamle kvinde.

“Hvad er det, der snurrer så muntert?” spurgte prinsessen og tog rokken og forsøgte at spinde også.

Men så snart hun rørte rokken, stak den hende på fingeren. På det øjeblik faldt hun ned på sengen, der stod i nærheden, og lå stille i en dyb søvn.

Kongen, dronningen og tjenestefolkene var alle begyndt deres morgenrutiner, og midt i dem faldt de også i søvn. Hestene faldt i søvn i stalden, hundene i gården, duerne på taget og fluerne på væggen. Selv ilden i pejsen blev stille og faldt i søvn. Køkkenpigen, som sad med en kylling foran sig klar til at plukke fjerene, faldt i søvn. Kokken var midt i at skælde køkkenknægten ud for en rod, han havde lavet, men begge faldt i dyb søvn. Vinden døde hen, og på træerne foran slottet rørte ikke et eneste blad sig.

Rundt om slottet begyndte der at vokse en hæk af slørblomster. Hver år voksede den højere, indtil intet kunne ses af det sovende slot.

Der var en legende i landet om den dejlige Tornerose, som kongens datter blev kaldt, og fra tid til anden kom prinser og forsøgte at trænge igennem hækken og ind i slottet. Men de fandt det umuligt, for tornene, som om de var levende, greb fat i dem og ville ikke lade dem komme igennem.

Efter mange år kom en prins igen til landet og hørte en gammel mand fortælle historien om slottet, der lå bag slørblomst-hækken, og den smukke prinsesse, der havde sovet derinde i hundrede år. Han hørte også, at mange prinser havde forsøgt at trænge igennem slørblomst-hækken, men ingen var lykkedes, og mange var blevet fanget i den og døde.

Da sagde den unge prins: “Jeg er ikke bange. Jeg må gå og se denne Tornerose.”

Den gode gamle mand gjorde alt, hvad han kunne for at overtale ham til ikke at gå, men prinsen ville ikke høre.

Nu var de hundrede år netop gået. Da prinsen nærmede sig slørblomst-hækken, var den dækket af smukke store roser. Buskene gav plads for ham af sig selv og lod ham passere uskadt.

I gården så prinsen hestene og hundene ligge og sove. På taget sad de sovende duer med hovedet gemt under vingerne. Da han gik ind i huset, sov fluerne på væggene, og tjenestefolkene sov i gangene. Ved tronen lå kongen og dronningen og sov fredeligt ved siden af hinanden. I køkkenet sov kokken, køkkenknægten og køkkenpigen alle sammen med hovederne hvilende på bordet.

Prinsen gik videre. Alt var så stille, at han kunne høre sin egen vejrtrækning. Til sidst nåede han tårnet og åbnede døren ind til det lille rum, hvor prinsessen sov. Der lå hun og så så smuk ud, at han ikke kunne tage øjnene fra hende. Han bøjede sig ned og gav hende et kys. Da han rørte ved hende, åbnede Tornerose øjnene og smilede op til ham.

I hele slottet vågnede alle og alt op og så på hinanden med forundrede øjne. Inden for en måned blev prinsen og Tornerose gift og levede lykkeligt resten af deres liv.

Læs også: Den Lille Rødhætte