Tempo og Tålmodighed

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

I udkanten af en fredelig skov boede to venner, der var så forskellige, som nogen kunne være.

Max var en lille hund med ben som fjedre og en hale, der altid logrede. Han løb overalt. Når solen stod op, sprang han straks ud ad døren og fór gennem skoven, hen over stier, rundt om træer, efter skygger og blade, som vinden drev.

Sofus var en skildpadde. Han boede under en bred bregne i en lille jordhule. Sofus gjorde alting langsomt. Han vågnede langsomt, spiste langsomt og gik langsomt. Men han så også ting, andre overså: en edderkop, der spandt sin fine tråd, et brombær, der netop var blevet moden, eller en myre, der bar en krumme hele vejen hjem.

De to var nysgerrige på hinanden og kunne godt lide at være sammen, selvom det ikke altid var nemt.

Max ville lege fangeleg, men Sofus kunne slet ikke følge med. Og når Sofus ville vise Max en fin sten eller en særlig lyd fra en fugl, havde Max allerede travlt med noget andet. Han var altid et skridt foran – eller ti.

En morgen løb Max længere væk, end han plejede. Skoven var spændende, og han blev grebet af eventyret. Han jagtede en gul sommerfugl over en bæk, under en gren og videre gennem buskene. Først da solen begyndte at gå ned bag træerne, stoppede Max op. Han snusede. Han kiggede. Han lyttede. Men han kunne ikke kende noget. Stien var væk. Fuglene lød anderledes her. Og alt omkring ham virkede større – og lidt mere stille.

Max satte sig ned. Hans poter dirrede en smule. Han begyndte at savne det, han havde løbet fra.

Sofus havde imens lagt mærke til stilheden. Max plejede ellers at komme drønende tilbage inden aften. Da mørket faldt på, tog Sofus sin lille rygsæk med en æblebid og et stykke mos som pude. Han begav sig ud i skoven – langsomt, men sikkert.

Han fulgte knækkede grene, et poteaftryk her og der. Han kendte Max’ bevægelser. Han vidste, hvordan hans ven løb.

Mens skoven blev mørkere, og stjernerne begyndte at skinne mellem grenene, fandt Sofus til sidst Max under en gammel eg. Max lå helt stille med hovedet på poterne. Da han hørte lyden af bløde skildpaddefødder, løftede han hovedet. Han logrede svagt med halen.

Sofus satte sig tæt ved ham. De sagde ikke noget. De havde ikke brug for ord.

Max fulgte med hjem i skildpaddetempo. For første gang gik han så langsomt, at han så månen mellem trækronerne og hørte natsommerfuglenes hvisken. Han opdagede, at verden var fuld af små ting, man kun ser, når man ikke skynder sig.

Hjemme ved bregnehytten lagde Max sig på den bløde mos. Sofus krøb ind i sit hus og pustede lyset ud.

Fra den dag af løb Max stadig – men aldrig for langt.

Og Sofus gik stadig langsomt – men aldrig alene.

For nogle venskaber handler ikke om at være ens.

De handler om at finde hinanden igen og igen.