Sørøvernes konge

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Sørøvernes konge var i problemer. En anden sørøver havde angrebet hans skib. De havde udkæmpet et hårdt slag. Selvom han var i undertal, havde sørøvernes konge kæmpet bravt. Men til sidst havde hans mænd forladt ham til fordel for det andet skib.

“Hvordan skal jeg dog kunne regere over verdenshavene, når jeg er helt alene?” snøftede han, mens han sejlede hen mod en lille øde ø. “Jeg kan lige så godt blive her. Hvad ellers?”

Men ægte sørøvere er sjældent triste i ret lang tid. “Jeg hører til på havet!” buldrede han. “Jeg kan både være mandskab og kaptajn!” Han sprang om bord på sit skib igen, tog sin sørøverhat på og satte sejl. Og så drog han på skattejagt med sørøverflaget blafrende i vinden.

Et par dage senere fik sørøvernes konge øje på et andet skib. Han rettede alle sine kanoner mod det og … BUUM! BUUM!

“Vi overgiver os!” skreg sømændene.

Sørøvernes konge lod dem alle gå planken ud og tog deres skat. Der var kister fulde af diamanter, perler, rubiner og mønter. Han gemte kisterne på sit skib og sejlede ind mod land for at grave skatten ned.

Langt om længe fandt han en øde strand. Den var perfekt!
Sørøvernes konge gik i gang med at grave et dybt, dybt hul. Han lagde kisterne ned i hullet og dækkede dem til med sand.
“Nu kan ingen andre sørøvere finde min skat,” sagde han.

“Nu gælder det om at finde en ny besætning.”

Sørøvernes konge sejlede af sted igen. Han havde kun været på farten i et par timer, da han fik øje på en mand, der klamrede sig til et stykke drivtømmer i vandet iført laser og pjalter.

“Hvad er der sket med dig?” spurgte sørøvernes konge.
“Mit skib sank,” sagde manden. “Vil du ikke nok hjælpe mig?”

“Hvad siger du til at være førstestyrmand på et sørøverskib under den frygtløse og modige sørøverkonge?” spurgte sørøvernes konge.

Manden tog gladeligt imod tilbuddet og klatrede om bord.

Sørøvernes konge og hans nye førstestyrmand sejlede videre, og de fik hurtigt fyldt skibet med sørøvere. Men i mellemtiden havde rygterne om sørøvernes konges skat spredt sig til en by på den anden side af skoven bag den øde strand.

“Sørøvere elsker at grave deres skatte ned,” sagde en mand til sig selv. “Hvis jeg graver et hul, der er dybt nok, kan jeg ikke undgå at finde den!”

Og så købte han en spade og begyndte at grave. Han gravede et hul, der var så dybt og langt, at det gik hele vejen under byen, under skoven og ned til stranden. Han gravede og gravede, indtil han til sidst kom op gennem strandens gyldne sand. Men da han kom op af hullet, ventede der ham en stor overraskelse.

Sørøvernes konge stod og gloede på ham!

Stranden myldrede med sørøvere, og deres huggerter glitrede i solskinnet. De brølede, da de fik øje på manden.

“En tyv!” råbte sørøvernes konge. “Lad ham gå planken ud!”
Manden blev rædselsslagen. Inden sørøverne nåede at få fat i ham, sprang han ned i hullet igen og løb hele vejen hjem gennem den tunnel, han havde gravet under skoven og byen.

“Jeg holder mig langt væk fra sørøvere fra nu af!” råbte han.

Sørøvernes konge gravede sin skat op, og så gik han om bord på sit skib igen.
“Hæv ankeret!” råbte sørøvernes konge.
“Nu, hvor jeg har min skat og min besætning, kan jeg endelig regere over verdenshavene igen!”