Der var engang i den lille by Snowbell, hvor der boede en lille pige ved navn Hilda, kendt for sin ånd og livlighed. Det var juleaften, og hele byen var dækket af et lag af funklende sne, klar til festlighederne.
Pludselig, med klokkernes klang, kom Snefnuggene, så funklende som stjerner, der falder fra himlen. Deres kjoler var så hvide som de reneste perler og skinnede som diamanter i måneskinnet. De dansede i cirkler omkring det snebeklædte bytorv, og deres glade latter fyldte luften.
Hilda, fyldt med spænding, skyndte sig til torvet. Hun rørte ved et snefnug, og det forsvandt i en bunke frostig sne, hvilket fik Hilda til at le med fryd. Hendes hjerte var fyldt med juleglæde, og hun ønskede flere snefnug for at skabe en kæmpe snemand, ligesom Julemanden selv. Mens hun forestillede sig dette, begyndte en melodi at spille et sted fra skoven.
Pludselig spredte Snefnuggene sig, gemte sig i hjørnerne af torvet. Fra skyggerne dukkede Julefeerne op, klædt i kjoler af bleggrøn ostelærred, der raslede blødt i vinterbrisen. De havde gazevinger, der skinnede i måneskinnet, og på deres hoveder bar de kroner af eviggrønne. De dansede på torvet, deres fødder knap nok rørte jorden, mens de sang en sød sang om juleglæde og fred.
Hilda kunne ikke tro sine egne øjne. Hun havde hørt historier om feer, men at se dem var en helt anden glæde. De var så yndefulde, så smukke, tænkte hun. Synet af feerne, der dansede og sang, fik hende til at glemme alt andet.
I en glad fejring dansede Snefnuggene og Feerne omkring Hilda, som klappede og lo med ren fryd. Deres sang om fred, velvilje og glæde fyldte luften, og Hilda følte en varme sprede sig i hendes hjerte, på trods af det kolde vejr.
Feerne gav derefter Hilda en vision af Julemanden, der opfyldte hendes livslange drøm. De sang endnu en smuk sang, der fyldte natten med juleglæde. Deres sang fortalte om juleklokkerne, der ringede over den snefyldte by, den glæde og kærlighed, de bragte til alle, og håbet om et fredeligt og glædeligt år forude.
Da sangen sluttede, var Hilda fyldt med så megen lykke, at hun næsten ikke kunne stå. Hendes øjenlåg blev tunge, og hun faldt i søvn midt på torvet, et smil stadig på hendes ansigt.
Da hun drev hen i søvne, kom Feerne forsigtigt frem og dryssede fe-støv over hende. Snefnuggene dannede imens en beskyttende cirkel omkring hende. Sammen skabte de et smukt tableaux omkring det sovende barn, beskyttende hende mod den kolde vinternat.
I sine drømme så Hilda Julemanden, lige så jovial og venlig, som hun altid havde forestillet sig. Han overøsede hende med gaver, hvilket gjorde hendes drøm til den gladeste, hun nogensinde havde haft.
Og således blev Hildas juleaften fyldt med magi, glæde og en følelse af undren, som hun ville huske resten af sit liv. Som historien går, besøgte Snefnuggene og Feerne hvert år Hilda på juleaften, hvilket bragte hende den samme glæde og magi, og gjorde hver jul speciel for den lille pige med ånden og et hjerte fuld af drømme.
0 kommentarer