Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.
Der var engang en prinsesse ved navn Selina, som boede i det smukke kongerige Lirien. Selina var kendt for sin varme latter, der lød som små klokker i vinden, og for sit lange, mørke hår, der glimtede som nattehimlen. Selina elskede eventyr, men der var ét problem: hun måtte aldrig forlade slottets mure, da hendes forældre frygtede for hendes sikkerhed.
Samtidig, langt væk i en lille by ved skovens rand, boede en ung ridder ved navn Theo. Theo var ikke som de andre riddere. Han var mere kendt for sine klodsede påfund og for at snuble over sine egne fødder end for sine sværdkampfærdigheder. Men han havde et godt hjerte og troede fast på, at hver dag gemte på et nyt eventyr.
En dag blev Theo kaldt til kongens hof. “Ridder Theo,” sagde kongen og løftede et øjenbryn, “vores prinsesse er ved at kede sig ihjel, og vi har brug for nogen til at underholde hende. Men husk – gør det med stil.” Theo nikkede ivrigt. “Jeg skal nok underholde prinsessen, Deres Majestæt! Med eller uden stil.”
Da Theo ankom til slottet, stødte han straks hovedet mod en lysekrone og tabte sin hat i et springvand. Vagterne så skeptisk til, men prinsesse Selina, som kiggede ud fra sit vindue, brød ud i latter. “Han ligner en omvandrende ulykke!” sagde hun til sin kammerpige.
Men det var præcis det, der gjorde Theo anderledes. I stedet for at forsøge at imponere Selina med lange taler og perfekte manerer lavede han en klodset pirouette og bukkede så dybt, at han faldt direkte ned i blomsterbedet. Selina holdt sig for munden, men hun kunne ikke lade være med at grine.
Theo rakte hende en lille blomst fra bedet. “Deres latter er den smukkeste melodi, jeg nogensinde har hørt. Jeg vil gemme den i mit hjerte for altid.”
Dagene gik, og Theo viste Selina de små magiske glæder i livet: at danse i regnen, fange ildfluer om natten og finde på skøre historier om drager, der kun spiste pandekager. Til gengæld viste Selina ham skjulte kroge af slottet, som ingen andre kendte til. Deres venskab blomstrede hurtigt og blev til noget dybere.
En aften samlede Theo mod til sig. “Prinsesse Selina, vil du snige dig med uden for slottet i nat for at se den legendariske stjerneregn i skoven?” Selina tøvede, men hendes eventyrlyst tog over. “Jeg siger ja, hvis du lover at tage en pude med til, når du falder,” drillede hun.
Under en himmel fuld af glitrende stjerner fandt de en lysning omgivet af lysende ildfluer. Selina vendte sig mod Theo med et smil. “Hvorfor prøver du aldrig at være perfekt som alle de andre riddere?” Theo trak på skuldrene. “Perfekt er kedeligt. Jeg vil hellere være mig selv – især hvis det gør dig glad.”
Selina tog hans hånd, og de stod der i stilhed under stjernerne, deres hjerter bankende i takt. Theo bøjede sig ned og hviskede: “Jeg tror… jeg er forelsket i dig.” Selina klemte hans hånd og hviskede tilbage: “Jeg ved, jeg elsker dig.”
Den aften blev begyndelsen på et eventyr, der aldrig ville slutte. Theo blev aldrig en perfekt ridder, men han blev prinsessens ridder – den vigtigste titel af dem alle.
Og hvert år, under stjerneregnen, vendte de tilbage til lysningen i skoven, hvor de fyldte deres liv med latter og kærlighed, præcis som den første nat.
0 kommentarer