Ponyen Mads

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Der var engang en pony, der hed Mads. Han boede på en rideskole sammen med masser af andre ponyer. Mads var for ung til at ride på, så han blev på marken hele dagen, mens de andre ponyer lærte små drenge og piger at ride. Mads var meget glad. Han elskede at gumle græs. Han elskede at springe over de forhindringer, der var sat op til de større heste. Men mest af alt elskede han at blive passet og plejet af alle drengene og pigerne.

Mads levede lykkeligt, indtil han en dag fik et bid i munden.

“Nu skal din træning til at begynde,” hviskede pigen, der havde givet ham det på, mens hun gnubbede ham blidt på mulen. “Nu bliver du snart redet på ligesom alle de andre ponyer.”

“Fint nok!” tænkte Mads. “Det ser nemt nok ud at blive redet på. Jeg er sikker på, at jeg vil være virkelig god til det.”

Men dér tog Mads grueligt fejl. Det var ikke spor nemt at blive redet på. Og han var ikke særlig god til det. Det var faktisk lidt skræmmende at have en person siddende på ryggen. Det fik ham til at vakle og føle sig ude af balance. Og verden uden for marken var fuld af forfærdelige ting som larmende traktorer, skrigende børn og værst af alt – plastikposer, der blafrede i vinden.

Mads ville ønske, at der ikke var nogen, der skulle ride på ham. Han ønskede, at alle bare ville lade ham være i fred ude på marken. Derfor lagde han en plan. Han ville ikke lade nogen ride på sig.

Næste morgen, da en af hestepasserne forsøgte at fange ham, lagde han sine ører ned, sparkede med hovene og løb væk. Og siden da sparkede han ud efter alle, der kom i nærheden af ham. Det varede ikke længe, før der ikke var nogen, der turde nærme sig ham. Nu var Mads alene. I begyndelsen var Mads meget tilfreds med sig selv. Men han begyndte hurtigt at føle sig temmelig ensom. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han ville ikke rides på, men han savnede at blive passet og plejet.

En aften skete der noget magisk. En kridhvid hest dukkede op.

“Vær ikke bange,” hviskede hesten. “Jeg er din skytsengel. Jeg er kommet for at hjælpe dig. Følg mig!”

Så snurrede den hvide hest rundt og sprang højt op i luften. Mads sprang efter den, og de galopperede hen over nattehimlen, indtil de kom til en mark.

“Kig ned,” sagde den hvide hest venligt.

Mads kiggede ned og så en lille pony, der hoppede let over en forhindring med en lille pige på ryggen. Mads blinkede og vrinskede i forbløffelse. Ponyen var ham selv. Men hvem var pigen på hans ryg?

“Det er Katrine,” sagde den hvide hest blidt, som om den havde læst hans tanker. “Se, hvor blid og mild hun er. Hun ville aldrig gøre dig fortræd.”

Mads stirrede og stirrede, indtil alt blev tåget for ham. Han blinkede og befandt sig pludselig tilbage på sin egen mark ved rideskolen. Den hvide hest var væk, og han var helt alene igen.

“Åh,” sukkede Mads bedrøvet. “Det var bare en drøm.”
Men han kunne ikke glemme den søde, lille pige.

Næste morgen gemte Mads sig i et hjørne af marken, da en lille pige kom op til hegnet.

“Hej Mads,” hilste hun og holdt en gulerod hen mod ham.

Mads krøb frem fra sit skjul og stirrede. Det var pigen fra drømmen. Det var Katrine!

Katrine klatrede over hegnet og gik langsomt hen mod Mads. Hun ville ikke gøre ham bange.

“Kom nu, min ven,” hviskede hun blidt. “Jeg gør dig ikke noget.” Og så stod hun stille og ventede.

I begyndelsen nægtede Mads at give sig. Men så blev han alligevel nysgerrig og gik langsomt hen mod hende. Hun bevægede sig stadig ikke. Med ét følte Mads sig meget modig. Han gik langsomt hen til Katrines skulder og sænkede hovedet. Katrine rakte hånden frem og aede ham på mulen. Og så gav hun ham guleroden. Mens Mads gumlede løs, lagde Katrine forsigtigt en grime over hans hoved.

“Sådan, min ven,” sagde hun blidt.

Efter den dag fik Katrine altid lov til at fange Mads. Og det varede ikke længe, før hun gerne måtte sidde på hans ryg. Da sommeren var forbi, var Mads og Katrine bedste venner, og de fløj over forhindringerne sammen. Og hvem tror du, der vandt sommerkonkurrencen i ridebanespringning? Det gjorde Mads selvfølgelig.

Den hvide hest havde hjulpet Mads til at stole på andre igen.