Noah og bøllen

Noah Fisker boede sammen med sin mor og far og deres hund, Dixie. Han var lille af sin alder, men som han sagde:

“Hellere lille og kvik end stor og doven.”

En dag flyttede Noah og hans familie til en anden by, og det var Noah ikke så vild med. Han savnede sine venner, og han var lidt nervøs for at skulle starte i en ny skole.

På Noahs første skoledag fulgte skolelederen Lene ham ned til klasseværelset. På vej derned stødte Noah ind i en meget høj dreng.

“Hvad hedder du?” spurgte drengen.

“Noah Fisker,” sagde Noah med et stort, venligt jeg-er-ny-men-flink-smil.

“FISKEDRENG!” vrængede drengen.

Noah vidste ikke, hvad han skulle sige.

“Kevin!” sagde Lene. “Vil du så stoppe med at drille!”

Og så smilede hun til Noah. “Så er vi her. Din lærer hedder Peter, og jeg er sikker på, at du nok skal blive glad for ham.”

“Godmorgen allesammen,” sagde Peter. “Vi har fået en ny dreng i klassen i dag – Noah Fisker. Lad os alle sige hej til ham.”

“Hej Noah,” sagde klassen i kor.

“Hej fiskedreng!” råbte Kevin.

“Kevin, stop så!” sagde Peter. “Noah, du kan sidde herovre ved siden af Ella og William.”

Noah blev ildrød i hovedet.

Næste dag var alting godt. Til at begynde med i hvert fald. Og så skete det.

Noah sad og drak sin juice, da Kevin ‘kom til’ at støde ind i ham. Noah vidste bare, at det var med vilje. Og nu var der juice på alt hans tøj.

Kevin lo hånligt og løb væk. Noah følte sig lille og varm og flov.

“Er du okay?” spurgte Ella.

“Ja,” mumlede Noah. Men han følte sig ikke okay.

Efterfølgende skete der noget ubehageligt hver dag.

Kevin hældte vand på Noahs maleri. Han tog Noahs taske og kastede rundt med den.

Uanset hvor Noah gik hen, eller hvad han lavede, så var Kevin der også. Og han var ondskabsfuld.

Det blev bare ved … og ved … og ved …

I et frikvarter fandt Ella Noah grædende i et hjørne.

“Er det Kevin?” spurgte hun blidt.

Noah nikkede. Og så fortalte han hende det hele.

“Bare glem ham,” sagde Ella. “Han er kun en dreng. Jeg er din ven. Jeg kan godt lide dig.”

Noah kunne også godt lide Ella. Han fik det altid bedre, når han havde snakket med hende.

Men Noah havde det ikke bedre ret længe.

Næste morgen var Kevin der nemlig igen. Stor og ondskabsfuld.

“Du lugter af fisk!” råbte Kevin.

Noah rystede over hele kroppen, men han huskede, hvad Ella havde sagt. Og med en stemme, der lød som hans egen, bare mere kraftfuld, råbte han:

“STOP! Lad være med at kalde mig fisk! Det hedder jeg ikke.”

Kevin blev overrasket. Han stirrede på Noah og løb væk.

Men det var ikke enden på Kevins mobberi. Eller på Noahs nye, kraftfulde stemme.

Et par dage senere skubbede Kevin til Noah. Hårdt. Noah faldt bagover ned på gulvet.

Han var bange, men han ville ikke finde sig i det længere.

“HOLD SÅ OP MED AT DRILLE MIG!” råbte Noah og kom på benene igen.

Og Ella var der også, ved hans side.

“Gå væk, Kevin,” sagde hun. “Ellers siger vi det til Peter.”

Pludselig var Kevin ikke så stor og ondskabsfuld mere. Han skrumplede nærmest ind. Og så løb han væk.

Noah følte sig endelig modigere og stærkere … han havde altid vidst, at det ikke var så slemt at være lille!

Noah håbede virkelig, at Kevin ville lade ham være i fred nu, men da de havde fået fri, gik Kevin hen til Noah. Noah blev nervøs.

“Undskyld,” hviskede Kevin.

“Hvad?” spurgte Noah.

“Undskyld, okay?” sagde Kevin. “Jeg gør det ikke igen.”

Noah er glad for sin nye skole nu. Og for sine venner Ella og William.

Og Kevin … tja, han er faktisk heller ikke værst!