Myrens duft

Myren Morten er nu endelige blevet stor nok til, at være en arbejdermyre og klar til jagten efter mad.

Efteråret kom. Myrekolonierne gik på madjagt for at forberede vinteren.

Myren Morten var en del af det hold, der var ansvarligt for at lede efter mad i dag. Han er en ung myre, som for nylig meldte sig ind på arbejdermyre-holdet til denne mission. Morten var super begejstret. Han kunne ikke vente med at bidrage til myrekolonien.

Myrerne begyndte at marchere ud på deres søgen sammen med Morten, som var nysgerrig på verden. Da han fulgte de andre ​​myrer langs stien, kunne han dufte noget, som vakte hans interesse.

“Jeg kan ikke vente med at finde ud af, hvad denne søde duft er! Måske kan jeg få det med hjem til myrekolonien!” tænkte han ved sig selv. Han var så optaget af duften, at han slet ikke var klar over, at han allerede var kommet langt væk fra de andre myrer.

Han fulgte duften helt hen til et stort Osmanthus-træ. Blomsterne på Osmanthus-træet duftede så dejligt og Morten var så fascineret af det store duftende træ, at han tilbragte hele dagen med at fise rundt og dufte de mange blomster.

Efter nogen tid blev Morten sulten. Han indså, at det var ved at være sent, så han besluttede sig for, at tage hjem.

Da han nærmede sig myrekolonien, hilste han glad på myrevagterne: “Jeg er tilbage!”

Myrevagterne hilste dog ikke på Morten. I stedet virkede de ikke så glade og stirrede mistænkeligt på ham.

Morten fortsatte ind i huset, men pludselig løb de to vagter efter ham, efterfulgt af en sværm af andre myrer.

Morten blev rædselsslagen og råbte: “Jeg er Morten, den lille myre!”

Men de var ligeglad.

Han havde intet andet valg end at flygte ud af myrekolonien. Morten stod ved floden og hulkede. “Er alle vrede på mig, fordi jeg ikke hjalp til i jagten på mad i dag?” undrede han sig.

Pludselig fløj den venlige sommerfugl , Molly, forbi og lagde mærke til Morten, der græd ved floden. Hun fløj hen for at tjekke til ham og spurgte Morten, om han havde brug for hjælp.

”Jeg legede udenfor i dag, og da jeg kom tilbage, blev mine venner sure og jagede mig væk. Jeg kan ikke komme hjem igen” råbte Morten.

Sommerfuglen Molly trøstede ham hurtigt: “Morten, bare rolig. Kan du fortælle mig, hvor du var tidligere, før du tog hjem?”

Efter at have indset, at Morten var ved træet hele dagen, forstod hun, hvad der var galt.

“Morten, myrekolonien er enorm. Hver myre har den samme specielle duft, som myrekolonien kan kende dig på. Hvis du mister denne duft eller duft anderledes, kan de ikke kende dig som en del af deres familie.” forklarede Molly.

“Jeg er dækket af duften af ​​Osmanthus-blomster og ikke længere duften fra myrekolonien. Nu ved ingen, hvem jeg er,” indså Morten.

Han sænkede sit hovedet “Hvordan kommer jeg hjem?”

“Kom her ned i floden og tag et bad!” sagde en fisk, der overhørte hele samtalen.

“Så får du vasket duften af Osmanthus-blomster væk?” fortsatte fisken.

Morten syntes det var en god idé og så hoppede han i floden og tog et hurtigt bad. Da han kom op, forsvandt Osmanthus-duften fuldstændig.

Han tog hjem igen, og denne gang blev han budt velkommen af ​​myrevagterne og myrekolonien.

Fra den dag af fulgte Morten opmærksomt alle de andre myre og arbejdede hårdt for at samle mad ind.