Liams første bustur

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Liam stod med skoletasken på ryggen og kiggede ned ad vejen. I dag skulle han med skolebussen for allerførste gang. Ikke til sin første skoledag – nej, han havde allerede gået i skole i en hel uge! Men indtil nu havde mor kørt ham hver morgen.

“Det er ikke farligt, vel?” spurgte Liam og kiggede op på mor, som holdt ham i hånden.

“Nej, min skat,” svarede hun. “Bussen kører lige til skolen, og chaufføren ved, du kommer. Og jeg vinker, indtil jeg ikke kan se dig mere.”

Langt borte kom den blå bus brummende. Den havde runde lygter som øjne og en stor frontrude som et smil. Døren åbnede med et svisj, og ud trådte chaufføren – en kvinde med en gul kasket og et venligt grin.

“Godmorgen, Liam!” sagde hun. “Jeg har hørt, du er ny passager.”

Liam kiggede på mor. Hun nikkede og gav ham et klem. “Du klarer det fint.”

Han klatrede op i bussen og fandt en plads midt i. Hans hjerte bankede lidt hurtigt, men ikke på en dårlig måde – mere som når man skal prøve noget nyt og spændende.

Ved næste stop kom en dreng med krøllet hår og en stor madkasse med superhelte på. Han satte sig ved siden af Liam.

“Hej,” sagde han. “Jeg hedder Malik. Er det din første tur?”

Liam nikkede og smilede.

“Min far siger, den blå bus er den bedste i byen,” sagde Malik.

“Den kan næsten flyve, hvis man lukker øjnene og lytter”. sagde Malik.

Liam lukkede øjnene for sjov. Bussen svingede lidt, motoren brummede, og det føltes faktisk lidt som at flyve – bare en lille smule.

Da de nåede skolen, steg Liam ud sammen med Malik. Solen skinnede, og skolen stod og ventede med åbne døre.

“Hvis du har lyst, kan vi lege efter frokost,” sagde Malik. “Jeg kender et sted med de bedste sten at hoppe på.”

Liam nikkede. “Det vil jeg gerne.”

De gik sammen hen mod døren, mens morgensolen blinkede i skolens vinduer. Og selvom Liam stadig savnede mors hånd lidt, føltes hans egne skridt stærkere nu.

Om aftenen sad Liam ved spisebordet med farveblyanterne spredt ud foran sig. Han tegnede en stor, blå bus med runde øjne og et stort smil. Inde i bussen sad to små figurer og grinede – den ene med krøller og den anden med fregner og rygsæk.

“Det er dig og Malik, ikke?” spurgte mor og satte sig ved siden af.

Liam nikkede. “Vi fløj næsten hele vejen til skolen.”

Mor smilede og kiggede længe på tegningen. “Det ser ud som en rigtig god tur.”

Liam gned søvnigt sine øjne. “Jeg glæder mig til i morgen.”

“Så må du hellere få sovet,” sagde mor og fulgte ham ind på værelset. Hun trak dynen op over ham og kyssede ham i håret.

“Godnat, min egen,” hviskede hun.

“Godnat, mor,” sagde Liam og smilede.