Kevin og stjernevennen

Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Kaninen Kevin elskede at være oppe om natten. Han boede på en grøn høj ved siden af en lille skov. Når månen stod op, lagde han sig til rette i sin hyggelige hule i et hult træ, åbnede sin yndlingsbog og læste i stjernernes skær. Han elskede at lytte til uglernes tuden og græshoppernes sang.

Historierne i hans bog handlede om venner, der var på eventyr sammen, og nogle gange spekulerede han på, hvordan det mon ville være.

“Det kunne være sjovt at have en ven,” tænkte han. Men han så aldrig nogen andre kaniner på højen. Han læste bare i sin bog og drømte om at lege.

En nat lå Kevin og læste i sin bog som sædvanligt, da noget lyst og funk­lende landede ved siden af ham med en hvæsende lyd. Og så landede der noget mere … og noget mere!

“Hvad sker der?” udbrød Kevin. Han kiggede op og så, at nogle af de klareste stjerner var faldet ned fra himlen. Han så, hvordan stjernerne begyndte at samle sig og tage form som en kanin.

“Hej,” sagde stjernekaninen. “Skal vi lege?”

Kevin hoppede ud af sin hule. “Meget gerne!” svarede han. De to kaniner legede alle de lege, de kunne komme i tanke om. De løb omkring og gravede huller. De sprang og hoppede og fniste. De spiste alle de gulerødder, Kevin havde i sin hule.

“Jeg vidste ikke, hvor sjovt det er at have en ven,” sagde Kevin. “Hvad skal vi lege nu?”

“Gemmeleg,” sagde stjernekaninen med funklende øjne. “Jeg gemmer mig.”

Kevin lukkede øjnene og talte til ti. Da han åbnede dem igen, var stjernekaninen væk. “Jeg kommer nu!” råbte Kevin. Han ledte i det høje græs, bag træstammer og i hule træer, men der var ingen stjernekanin.

Så kom han i tanke om sin egen hule. Han kiggede i den og fik øje på en hvid, dunet hale. “Fundet!” råbte han begejstret.

Kaninen sprang hurtigt ud af hulen, men det var ikke stjernekaninen. Det var en hvid kanin, og hun rystede. “Jeg er faret vild, og jeg mangler et sted at hvile mig,” sagde den hvide kanin. “Jeg hedder Sylvia.”

“Vil du være med til at lege gemmeleg og møde min ven, stjernekaninen?” spurgte Kevin. “Jeg elsker at lege gemmeleg,” smilede Sylvia. “Og jeg har allerede mødt din ven. Han viste mig hen til din hule.”

Hun pegede op på himlen, og Kevin gispede. Stjernekaninen var rejst tilbage til dér, hvor den kom fra. Man kunne se en kæmpestor kanin funkle på himlen.

Kevin lagde sig i græsset på højen, og Sylvia lagde sig hen til ham. Han fortalte Sylvia om alle de lege og eventyr, han havde haft med stjernekaninen. Og mens han lå og kiggede op på nattehimlen, blinkede stjernekaninen skælmsk til ham.

“Jeg håber, du vil blive,” sagde Kevin. “Nu ved jeg, hvor sjovt det er at have en ven at lege med.”

Sylvia nikkede. “Jeg har også ledt efter en ven,” sagde hun. “Jeg vil meget gerne blive.”

Og så faldt Kevin og hans nye ven Sylvia i søvn hånd i hånd, mens solen stod op og stjernerne forsvandt.