Karla Kat og det varme sted

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Karla var den mindste kattekilling i kuldet. Hun var gråstribet med lyserøde trædepuder og ører, der næsten altid vippede en lille smule forkert. Hun boede i den gamle stald sammen med sin mor, sine tre søskende og en hel masse dyr, der alle mente, at netop deres plads i stalden var den bedste.

Men Karla kunne aldrig finde det helt rigtige sted at sove.

Halmen kradsede hende bag øret. Høet i høhækken stak i næsen. Hendes søskende fyldte og skubbede og lå på hendes hale. Og hønsene? De klukkede selv i søvne!

En nat, mens månen kiggede ind gennem en sprække i stalddøren, rejste Karla sig og strakte sig så lang, hun kunne.

“Nu går jeg ud og finder det allerbedste sted at sove!” hviskede hun for sig selv og smuttede ud i stalden.

Først prøvede hun at ligge under gedebænken. Men Hugo Ged stak hende med sin hale og snorkede som en sav.

“Hmm,” tænkte Karla. “Ikke her.”

Så kravlede hun op på traktorsædet, hvor det var dejligt højt og overskueligt. Men sædet var hårdt som en sten, og olien lugtede som noget, katte ikke bør lugte til.

“Nej tak,” sagde Karla og sprang ned igen.

I hønsegården prøvede hun at rulle sig sammen mellem to høns, men de vågnede straks og begyndte at klukke og vralte rundt i forvirring.

“Det var altså bare MIG,” hviskede Karla, men hun blev puffet ud af hønsehuset i en fjerstorm af fornærmede høner.

Til sidst listede Karla hen til den store ko Frida, som lå i sin bås og tyggede drøv i halvmørket. Hun brummede roligt og vendte sit store hoved, da Karla dukkede op.

“Godnat” sagde Frida med sin dybe stemme.

“Undskyld,” sagde Karla forsigtigt. “Jeg leder efter et sted at sove… men ikke bare hvilket som helst sted. Det skal være det RIGTIGE.”

Frida løftede et øjenbryn. “Har du prøvet under mig?”

Karla så lidt forvirret ud. “Under… dig?”

“Det er varmt,” sagde Frida. “Det lugter lidt af ko, ja, men ingen larmer, og halmen er blød. Og jeg ruller ikke over dig, det lover jeg.”

Karla snusede lidt og krøb forsigtigt ind under Fridas store varme mave. Der var mørkt. Der duftede… ja, af ko. Men på en mærkelig tryg måde. Hun lagde sig ned, og en varme bredte sig i hele kroppen. Ikke kun udenpå, men også indeni.

“Det her,” mumlede Karla, “det er det bedste sted i hele stalden.”

Frida brummede tilfreds. “Det er det varme sted. Ikke for hvem som helst, men du har tålmodigheden til at finde det.”

Karla gabte stort, lagde poterne under sig og sukkede. Hun faldt i søvn til lyden af Fridas rolige mave, der boblede som en fjern tromme.

Næste morgen, da Karla listede tilbage til høstakken, vågnede hendes søskende og fniste.

“Du lugter som en KO!” sagde Miv.

“Men du ser glad ud,” sagde Mis.

“Og du snorkede ikke i nat!” sagde Mav.

Karla rullede sig sammen i halmen og smilede for sig selv.

Hun havde fundet det varme sted.