Kaninen Ella

Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Der var engang en kanin der hed Ella.

Ella var en smuk kanin, og hun boede i en stor kaninby begravet dybt inde i skoven. Skoven var fuld af smukke blomster og tårnhøje træer. Ella og hendes familie var de eneste kaniner, der var hvide i pelsen. Mange andre kaniner var misundelige på Ellas farve og hendes perfekte kaninører, øjne og næse.

Ella synes dog ikke selv, at hun var en smuk kanin og klagede tit over sit udseende. Når hun så sig selv i spejlet, så hun en overflod af kaninpels og sjuskede ører, der ikke sad helt som de skulle. Hun syntes ikke, hun så normal ud, som de andre kaniner i hendes by. Det fortalte Ella tit til de andre kaniner, og de ville alle forsikre hende om, at hun virkelig var en fejlfri kanin.

En dag hoppede Ella rundt i skoven, da hun lagde mærke til et vandløb ved siden af ​​hende. Hun stoppede ved strømmen og så refleksionen af sig selv. Hun sukkede og ønskede, at hun kunne have en anden farve pels. Hun så sig ikke selv som anderledes og unik. I stedet så hun sig selv som underlig og utiltrækkende. Hun ville være solbrun som de fleste andre kaniner, der boede i hendes by. Hun besluttede derefter, at hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at ændre sit udseende.

Da Ella var færdig med sin hoppetur, tænkte hun hele tiden på, hvordan hun kunne ændre sig. Hun havde allerede skåret ned på mængden af gulerødder og salat, selvom hendes mor bad hende om at blive ved med at spise mere. Hun begyndte også at udvide sine hoppetur yderligere 30 minutter for at miste noget mere af hendes kaninfnug. Men hun var stadig ikke tilfreds med sine resultater. Så hun besluttede, at hun skulle farve sin hvide pels i håb om at gøre den til en brun farve. Ella troede, at dette ville løse alle hendes problemer. Hun troede, at hvis hun farvede pelsen, ville hun være mere som de andre kaniner, der boede i hendes by.

Ella gik ned til den lokale Kanin-Salon for at tale med en stylist ved navn Susanne. Da Ella fortalte Susanne om sine planer, frarådede hun Ella mod at gøre det. Hun fortalte hende, at kaniner med hvid pels var sjældne. Susanne forklarede også til Ella, at ofte når hvid pels er farvet, bliver den ødelagt. Ella troede ikke på Susanne. Da Ella forlod Susannes butik, besluttede hun, at hun tage imod Susannes råd. Hun skulle selv prøve at farve hendes pels.

Ella stoppede ved den lokale butik med kaninurter og hentede en kasse med pelsfarve og gik hjem for at farven pelsen.
Hun farvede sin pels med den brune farve og vaskende efterfølgende pelsen, som der stod i instruktionerne.
Ella hoppede hurtigt over til spejlet for at se resultatet. Da Ella så i spejlet, skreg hun, i stedet for en brun pels var den nu lilla.

Ella hoppede hurtigt ned til Susannes butik for kun at opdage, at Susanne ikke kunne hjælpe hende. Susanne forklarede, at Ellas pels ikke kunne farves tilbage til hvid. Det eneste Ella kunne gøre var at vente, indtil hendes pels voksede ud. Susanne kunne derefter klippe den lilla farve ud af Ellas pels. Dette var den eneste måde Susanne kunne redde Ellas pels på.

Ella var nu nødt til, at lade sin pels vokse ud og vente til den dag, hvor Susanne kunne klippe hende. Først gemte hun sig på sit værelse – flov over hvordan hun så ud. Men til sidst fik hun modet til at gå udenfor og møde de andre kaniner.

Hun lærte, at alle var ligeglad med hvordan hun så ud. At selvom hendes pels var lilla, talte hendes venner stadigvæk til hende og behandlede hende på nøjagtig samme måde. De kommenterede endda hendes pels og hvordan de syntes den var sej og speciel.

Ella ventede fem måneder, indtil hun kunne klippe den lilla farve ud af pelsen. Da farven var ude, forsøgte Ella aldrig at farve pelsen igen. I stedet for begyndte hun at acceptere, hvem hun var. Hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke havde nogen fejl, og hun var ligesom alle de andre kaniner i hendes by.