Juleaften var kun timer væk, og der var travlhed på Nordpolen. Nisserne løb rundt med gaver, julemandens slæde var pakket til randen, og rensdyrene stod klar i deres sele. Alt så ud til at gå som planlagt – lige indtil det ikke gjorde.
“Ho ho ho, er vi klar til at tage af sted?” spurgte Julemanden, da han satte sig op i slæden og tændte sin højteknologiske GPS. En lille skærm blinkede foran ham og viste ruten, der skulle føre ham rundt til alle verdens børn.
Men i stedet for den sædvanlige rute dukkede der kun ét ord op på skærmen: “OPDATERING.”
“Hvad er det her?” brummede Julemanden og trykkede forvirret på skærmen. “Skal den virkelig opdatere nu?”
GPS’en blinkede én gang til og gik derefter helt i sort.
“Åh nej!” råbte han. “Hvordan skal jeg finde vej uden min GPS?”
Nisserne mødtes allesammen ved slæden, mens Julemanden panisk forsøgte at genstarte skærmen. Den gamle kortlægningsnisse, som aldrig havde været fan af den nye teknologi, gryntede. “Hvad sagde jeg? Man kan ikke stole på de der moderne dimser. Du skulle have beholdt mit håndtegnede kort!”
“Ikke nu, Kortnisse!” snerrede Julemanden. “Vi har ikke tid til det her. Jeg har gaver, der skal leveres!”
Kortnissen trak på skuldrene og gik sin vej, mumlende om, hvordan teknologi var overvurderet.
Julemanden rystede på hovedet og kiggede på sine rensdyr. “Vi gør det på den gammeldags måde. Lad os flyve og se, hvor vi ender!”
Med et kraftigt hop lettede slæden fra jorden, og rensdyrene fløj mod stjernehimlen. De første par stop gik nogenlunde – Julemanden havde trods alt besøgt mange af de samme huse i flere hundrede år, så han kendte ruten nogenlunde. Men snart blev det klart, at hans hukommelse ikke var, hvad den engang havde været.
I stedet for at lande på taget af et hus i København, endte han i en lille landsby i Kenya. Og i stedet for at finde sig selv i Tokyo, landede han midt i et isbjørnereservat på Grønland.
Efter adskillige forkerte stop begyndte rensdyrene at blive utålmodige. “Julemand, vi har stadig hundredevis af steder at besøge,” sagde Rudolf og vrikkede med sin røde næse.
“Jeg ved det, jeg ved det!” sukkede Julemanden. “Men hvordan skal jeg finde vej uden min GPS?”
I det øjeblik kiggede han op på nattehimlen og fik en idé. “Vent… stjernerne!” udbrød han. “De har altid ført folk på rette vej. Måske kan de hjælpe mig nu.”
Rensdyrene stirrede skeptisk på ham, men Rudolf trak bare på skuldrene. “Hvad har vi at miste?”
Ved hjælp af de lysende stjerner begyndte Julemanden at finde sin rute igen. Han opdagede også, at børnene i de forkerte lande, hvor han var landet, blev overlykkelige over hans besøg. I Kenya havde han givet et barn en bold, og i Grønland havde han efterladt et varmt tæppe til en frysende isbjørnevogter.
“Det her er måske ikke så slemt,” tænkte Julemanden, mens han fortsatte sin rute. “Julen handler jo ikke kun om at følge en plan – den handler om at bringe glæde, hvor end man er.”
Da Julemanden endelig nåede tilbage til Nordpolen tidligt julemorgen, var han udmattet, men glad. Nisserne løb hen til ham, ivrige efter at høre, hvordan det var gået.
“Fik du afleveret alle gaverne?” spurgte en af dem.
“Ikke helt som planlagt,” sagde Julemanden med et smil. “Men jeg tror, det blev den bedste jul nogensinde.”
Kortnissen dukkede op og rakte ham et gammelt, håndtegnet kort. “Hvis det skulle ske igen, så prøv det her.”
Julemanden grinede. “Måske næste år, Kortnisse. Måske næste år.”
Og sådan lærte Julemanden, at selv når ting går galt, kan det stadig blive magisk – så længe man husker, hvad julen virkelig handler om.
0 kommentarer