Julemanden blev allergisk over for sne

På Nordpolen var julestemningen som altid på sit højeste. Nisserne travede frem og tilbage i værkstedet, rensdyrene strakte sig i sneen, og Julemanden gik rundt med sin liste for at sikre, at alt var klar til den store aften. Men netop som han skulle tjekke slæden, skete der noget mærkeligt.

“Atj… ATJUUU!” nøs Julemanden så voldsomt, at sneen på hans støvler fløj i alle retninger. Han tørrede sin næse og rystede på hovedet. “Hvad pokker var det?”

Køkkennisse Knas, der gik forbi med en gryde grød, stoppede op. “Er du forkølet, Julemand?” spurgte han bekymret.

“Nej, nej,” svarede Julemanden og vinkede afværgende. “Jeg har det fint. Det var bare lidt støv eller noget.”

Men i løbet af dagen blev det værre. Hver gang Julemanden gik udenfor, begyndte han at nyse voldsomt. “ATJUUU! ATJUUU! ATJUUUU!” Hans næse blev rødere og rødere, og hans øjne begyndte at løbe.

Det tog ikke lang tid, før nisserne opdagede et mønster. “Det er hver gang, han går ud i sneen,” sagde Lillebrik. “Måske… måske er han allergisk over for sne?”

“Allergisk over for sne?!” udbredte Gammelnok, den ældste nisse, og slog ud med armene. “Vi bor på Nordpolen! Det er jo umuligt!”

Men der var ingen vej udenom. Hver gang Julemanden kom i nærheden af sne, begyndte han at nyse så voldsomt, at det rystede hele værkstedet.

“Hvordan skal jeg levere gaverne, hvis jeg ikke kan være udenfor?” spurgte Julemanden fortvivlet. “Jeg kan jo ikke nyse mig gennem hele verdens tage – børnene vil vågne!”

Nisserne samlede sig for at finde en løsning. Der kom mange forslag.

“Vi kan lægge plastik over sneen!” foreslog Lillebrik. “Så rører han det ikke.”

“Og hvordan skulle vi lige dække hele Nordpolen med plastik?” spurgte Gammelnok skeptisk.

“Vi kan bygge en snefri tunnel, der går fra huset til hvert hjem!” foreslog en anden nisse.

“Det vil tage måneder,” sagde Køkkennisse Knas. “Vi har kun én nat!”

Stemningen blev mere og mere presset, indtil en nisse pludselig råbte: “Hvad hvis vi pakker Julemanden ind? Hvis sneen ikke kan røre ham, så kan han måske klare det!”

Nisserne gik straks i gang. De syede en stor dragt til Julemanden, lavet af vandtæt stof og foret med juleglimmer. Dragten dækkede ham fra top til tå, og der var et stort visir foran hans ansigt, så han kunne se ud.

Da Julemanden prøvede dragten, kunne han ikke lade være med at grine. “Jeg ligner en kæmpe gave!”

“Men du nyser ikke!” råbte Lillebrik begejstret.

På selve juleaften satte Julemanden sig op i slæden iført sin nye dragt. Rensdyrene fnisede lidt, da de så ham, men de var klar til at flyve. Turen gik fint i starten – ingen nysen overhovedet!

Men da han skulle liste sig ind i det første hus, opstod der et problem. Dragten lavede en høj knirkelyd, hver gang han bevægede sig. “Sssrrk, sssrrk,” lød det, da han gik over gulvet.

“Er der nogen?” lød en stemme fra soveværelset.

Julemanden skyndte sig tilbage til slæden og sukkede. “Jeg kan ikke gøre det sådan her. Jeg vækker hele verden.”

Da han nåede det næste hus, fandt han en løsning. Han tog en plaid fra sofaen og dækkede sig selv med det. Nu kunne han bevæge sig lydløst og samtidig undgå sneen.

Det viste sig at være en genial idé. Ved hvert stop brugte han tæpper, gardiner og endda en stor dug fra et køkkenbord til at beskytte sig selv, mens han leverede gaverne. Ingen opdagede ham, og ingen sne rørte ham.

Da natten var ovre, og alle gaver var leveret, vendte Julemanden tilbage til Nordpolen. Nisserne ventede spændt på ham.

“Det gik!” råbte Julemanden med et stort grin. “Julen blev reddet – og jeg nøs ikke en eneste gang.”

Nisserne brød ud i jubel, og Lillebrik sagde stolt: “Næste år laver vi en endnu bedre dragt – måske én uden knirkelyde.”

Og sådan lærte Julemanden, at selv en sneallergi ikke kan stoppe julens magi, når man har opfindsomme nisser og en god portion julehumor. 🎄