Faren der troede, han var sej

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Det var en helt almindelig tirsdag aften hjemme hos familien Sørensen.
Far stod foran spejlet i stuen med solbriller på og sagde:
“Melanie, se lige her – jeg ser da rimelig sej ud, hva’?”

Han lavede en mærkelig dans med skuldrene, som om han var med i et musikvideo fra 90’erne.

Melanie sukkede og rullede med øjnene.
“Far… spurgt,” sagde hun, som hun altid gjorde, når nogen sagde noget dumt.

“Spurgt?!” gentog far forvirret. “Jeg prøver bare at være cool!”

Fra den anden ende af rummet lød et grin.
Det var lillesøster Malou, som sad bag sofaen med hænderne for munden.
“Du er ikke cool, far. Du er… gammel!” råbte hun og stak af gennem stuen, mens hun grinede så højt, at hun næsten væltede bordet.

“Gammel?!” Far satte efter hende, men nåede kun to skridt, før han skreg:

“AV! Hvad i alverden?!”

Noget havde bidt ham i foden.

Det var kaninen Kaninus.
Hun sad midt på gulvet med sin store dobbelthage og stirrede op på ham med et blik, der sagde alt: Godbidder. Nu.

“Kaninus! Hvorfor bider du mig?” jamrede far.

Melanie sukkede igen.
“Far… du glemte hendes godbidder. Hun bider, hvis hun ikke får dem. Det ved du altså godt.”

Far pegede dramatisk mod skabet.

“Hjælp! Jeg er blevet angrebet af en sulten kanin med dobbelthage!” råbte far. “Det er livsfarligt at være mig!”

Malou grinede så meget, at hun næsten tabte posen med kaningodbidder, da hun fandt den frem.
“Her, Kaninus! Kun de gode – ikke dem med gulerod, dem kan hun ikke lide.”

Kaninus tog en godbid, gnavede tilfreds og lagde sig derefter til rette. Dobbelthagen dirrede som en lille skål med gelé.

“Se,” sagde Melanie. “Sådan bliver man sej, far. Man styrer det med ro – ikke med solbriller.”

Far satte sig i sofaen, tog solbrillerne af og sagde med et grin:
“Spurgt.”

Det fik alle til at bryde ud i latter. Selv Kaninus lavede en lyd, der næsten lød som et fnis.

Da det blev sengetid, lagde Malou sig på fars skød med Kaninus i armene.
“Du er den sejeste i huset,” sagde hun kærligt til kaninen.

Far løftede et øjenbryn.
“Det var jeg da engang,” sagde han fornærmet.

Melanie smilede sødt.
“Måske i 1997, far.”

Og så grinede de igen, mens Kaninus faldt i søvn på fars fod – denne gang uden at bide.