Det er ganske vist!

Intro

H.C. Andersens “Det er ganske vist!” er en levende fortælling, der fanger essensen af rygter og misforståelser. Gennem en enkel hændelse i en hønsegård, afslører Andersen, hvordan en lille fjer kan udvikle sig til en stor historie. Denne historie er et vidunderligt eksempel på Andersens evne til at væve dybde og humor ind i hverdagslige begivenheder, hvilket gør den til en tidløs klassiker for læsere i alle aldre.

Historien: Det er ganske vist!

“Det er en vild historie!” udbryder en høne i en del af byen, hvor rygtet endnu ikke havde nået frem. “I hønsegården har der været drama! Jeg tør slet ikke sove alene i aften. Godt vi er mange sammen!” Og så begynder hun at fortælle, hvilket får de andre høns til at spærre øjnene op, og hanen til næsten at tabe kæben. Og ja, det er helt sandt!

Men lad os starte fra begyndelsen, der skete i en anden del af byen. Da solen var gået ned, fløj hønsene op på deres pind. En af dem, en hvidfjeret, lavbenet type, havde lige lagt sine daglige æg og var anerkendt for sin respektabilitet. Da hun pillede sig med næbbet, faldt en lille fjer af. “Nå, der røg en fjer,” sagde hun. “Jo mere jeg piller, jo flottere bliver jeg!” sagde hun i sjov, kendt for sin humor blandt hønsene, men også for sin respektabilitet. Og så faldt hun i søvn.

I mørket sad hønsene tæt, og en af naboerne, som ikke sov, overhørte og ignorerede det delvist, som man nu gør. Men hun kunne ikke lade være med at hviske til sin anden nabo, “Har du hørt det? Jeg nævner ikke navne, men der er en høne, der plukker sine fjer for at se godt ud. Hvis jeg var en hane, ville jeg se ned på hende!”

Ovenover hønsene sad en uglefamilie med skarpe ører. De hørte hvert ord og spærrede øjnene op. Uglemoren udbryder, “Lad være med at lytte! Men har I hørt, hvad der blev sagt? Der er en høne, der har glemt anstændigheden og plukker sine fjer, mens hanen kigger på!”

“Vær forsigtige, børn,” sagde uglefaren, “det er ikke for børn at høre!” Uglemoren besluttede at fortælle nabo uglen om det, og snart var nyheden spredt til duerne: “Har I hørt det? En høne har plukket alle sine fjer for en hanes skyld! Hun kommer til at fryse ihjel!”

“Hvor? hvor?” spurgte duerne.

“I gården ved siden af. Jeg har næsten set det selv. Det er næsten for skandaløst at tale om, men det er sandt!”

“Duerne troede hvert ord og spredte historien videre til deres egen hønsegård: “Der er en høne, faktisk er der to, som har plukket alle deres fjer for at tiltrække en hanes opmærksomhed. De har leget et farligt spil, er blevet syge og er døde begge to!”

“Vågn op! vågn op!” galede hanen. “Tre høns er døde af ulykkelig kærlighed til en hane, de har plukket alle deres fjer!” Og så fløj historien fra hønsehus til hønsehus, indtil den vendte tilbage til sit udgangspunkt.

“Der er fem høns,” lød det nu, “som har plukket alle deres fjer for at vise, hvem der var tyndest af kærestesorg, og de er døde af det!”

Hønen, som havde tabt den lille fjer, genkendte slet ikke sin egen historie og sagde forarget, “Jeg foragter sådanne høns! Denne historie skal spredes, den fortjener at komme i avisen og blive kendt over hele landet!”

Og det skete. Historien kom i avisen. En lille fjer blev til fem høns. Og det er ganske vist!