Den smilende fisk

Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Fisken Mathias levede dybt nede i havet. Hans hjem lå så dybt nede, at der næsten ikke var noget lys overhovedet. Alt omkring Mathias var dystert og mørkt. Det eneste, der ikke var dystert, var Mathias! Han strålede som solen, og hans smil strålede endnu mere. Men Mathias havde aldrig selv set solen. Han havde heller aldrig set himlen eller følt vinden i ansigtet.

“Hvordan er der deroppe?” spurgte Mathias sin ven krabben.

Krabben satte sig på en sten.

“Der er meget varmt og lyst,” sagde han. “Og så er der farligt, fordi der er mennesker deroppe. De er allesammen meget onde. De fanger fisk og krabber og æder dem.”

De andre havdyr sluttede sig til fisken og krabben.

“Det er rigtigt,” sagde goplen. “Mennesker er ikke flinke.”

“Jeg blev engang fanget i et net,” sagde sværdfisken forfærdet. “Jeg var nødt til at skære mig fri.”

“Det lyder, som om der er helt utroligt deroppe,” sagde Mathias. “Jeg vil gerne se den smukke sol og se bølgerne. Jeg vil endda også gerne se nogle mennesker. De kan da ikke være onde allesammen.”

De andre dyr rystede på hovedet og stirrede på Mathias.

“Det er alt for farligt at svømme op til overfladen,” sagde krabben.

Men Mathias tænkte på solskinnet og bølgerne og brisen, og han kunne ikke holde ud at være nede i det dybe hav længere. Og så svømmede han op, op, OP!

Vandet begyndte at blive lettere. Alt begyndte så småt at være mindre dystert. Og så blev det MEGET mindre dystert. Og til sidst brød Mathias gennem overfladen og kunne mærke den kølige vind på sine skæl. Et stort smil bredte sig i hans ansigt. Hans farverige skæl funklede i solskinnet, og hans smil var så blændende, at selv en familie, der sad og fiskede i en båd, ikke kunne undgå at se det.

“Sikke en smuk fisk!” sagde den lille pige. “Den er utrolig!”

“Lad os fange den,” sagde pigens bror, og den var deres far med på. Drengen kastede sin line i vandet. Den flød hen mod Mathias.

Mathias stirrede på fiskelinen. Han havde aldrig set sådan én før, og han vidste ikke, hvad det var. Han svømmede lidt nærmere.

“Svøm væk!” råbte pigen til Mathias. “Bliv ved med at være fri!”

Mathias svømmede væk fra fiskelinen. Drengen og hans far sukkede, men pigen smilede. Da Mathias var i sikkerhed, vendte han sig og smilede til pigen. Han vidste, at han havde fået en menneskeven. Så vendte han sig og dykkede ned, ned til sit dystre hjem.

Alt virkede anderledes, nu da han havde været oppe ved overfladen. Hans venner ventede på ham. De jublede og dansede, da de så, at han var kommet sikkert tilbage.

“Hvordan undgik du at blive fanget?” spurgte krabben.

“Det var takket være en menneskepige,” sagde Mathias. “Det er ikke alle mennesker, der vil fange fisk. Nogle af dem vil bare være venner!”