Dino, den langhalsede dinosaur, Tex, trehornsdinosauren, og Andy, andenæbsdinosauren, var tre små venner fra den frodige dal med den brede flod, som snoede sig ned fra bjergene med evig sne på toppen. De havde delt reder ved flodens bred siden de var helt små, og deres forældre passede kærligt på dem i de trygge omgivelser, hvor de kunne færdes frit og lege dagen lang.
Selvom Dino, Tex og Andy voksede støt, var de stadig meget mindre end deres forældre – som hver dag spiste mere, end de tre små dinosaurer vejede tilsammen. Derfor blev de ofte mindet om ikke at løbe mellem benene på de store, når de legede fangeleg. Men de havde det sjovt og øvede sig hver dag i at blive store dinosaurer. De hentede mad og holdt vagt for hinanden – altid tæt på flokken.
Dino var den eneste, der kunne nå de modne frugter øverst på buskene og smide dem ned til sine venner. Tex var god til at grave store rødder op af jorden, og Andy svømmede og dykkede efter frisk tang i floden. Alt var fredeligt. Ingen rovdinosaurer truede dem, og de ældre i flokken fortalte kun historier om en farligere tid, de knap nok kunne forestille sig.
Men en dag ændrede alt sig.
Den hvide sne på bjergene blev sort og smeltede bort. Ild skød op af jorden, røg væltede ned i dalen, og sten fyldte himlen. Jorden blev varm og skælvede under dem.
Dino råbte:
“Kom, Tex og Andy! Vi må skynde os ud af dalen!”
Tex ville hjælpe:
“Jeg kan skubbe os gennem passet!”
Men Dino advarede:
“Nej, Tex! Det røde, flydende sten er varmt!”
Andy insisterede:
“Vi skal følge floden med det samme!”
De besluttede sig for at følge floden – væk fra katastrofen. I hast skiltes de fra flokken og løb ud under den store, åbne himmel. For første gang stod de på sletten, et sted de kun havde hørt om i de gamles historier. Her var der farer: store krokodiller i floden, flyveøgler i luften, og giftige væsner under jorden.
Men de tre små dinosaurer vidste, at de måtte krydse sletten for at finde flokkens gamle hjem: skoven ude på øen.
Sletten var grøn og kuperet. De kunne ikke se langt, men bjergene i horisonten fortalte dem, at de var på rette vej – væk fra farezonen. De gemte sig i det høje græs og løb kun korte strækninger ad gangen.
Nogle gange rystede jorden. En kæmpe rovdinosaur stormede forbi, men de var dækket af mudder fra floden, så den ikke kunne lugte dem. De holdt vagt på skift ved mudderhullerne og var altid opmærksomme på krokodiller.
Når flyveøglerne dukkede op og skyggede for solen, sprang de i skjul under buske.
“Vi må følge stjernerne væk fra bjergene,” sagde Dino.
“Og vi skal løbe fra busk til busk om dagen – så ser rovdyrene os ikke,” tilføjede Andy.
Tex, som altid var modig, meldte sig frivilligt til at være den første til at gå ned i mudderhullerne og grave efter rødder – men kun efter de sammen havde trampet og skræmt slangerne væk.
Efter mange strabadser nåede de omsider stranden. Og dér – som en drøm – stod hele flokken og ventede på dem!
De store langhalsede dinosaurer tog de mindre trehornsdinosaurer op på ryggen og vadede ud til øen, mens andenæbsdinosaurerne svømmede ved siden af. Der var ingen krokodiller, og hverken rovdinosaurer eller flyveøgler kunne finde dem derude.
Og dér – langt fra farerne – levede de lykkeligt sammen.
0 kommentarer