Bøllerne

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Der var engang to drenge, der var meget gode venner. Deres navne var Carl og Valdemar. Carl og Valdemar spillede altid basketball på banen tæt på hvor de boede. De kunne lide at forestille sig, at de var berømte basketballspillere og de skiftes til at kaste bolden op i nettet.

En dag kom to bøller hen på basketballbanen og begyndte at kalde drengene navne. Så stjal en af ​​bøllerne deres basketball.

‘Den tilhører os nu,’ sagde den grimme bølle.

»Og du får den aldrig tilbage,« sagde hans ven.

Så begyndte bøllerne at skubbe de to drenge, og Carl faldt ned og blev pludselig meget bange. Uden at tænke skyndte Carl sig, at løbe hjem uden at se sig tilbage, uden at se om hans ven Valdemar også var i stand til at flygte.

Men Valdemar var ikke så heldig. Selvom han rystede indeni, nægtede han at flygte. Han ville ikke lade sig kue af nogle drenge, der troede, de kunne bestemme over andre. Men bøllerne var både større og stærkere. De slog og sparkede ham, indtil han lå på jorden – forslået og ude af stand til at forsvare sig. Hans tøj blev revet i stykker, og det ene øje blev hævet og blåt.

’Så kan du lære det,’ sagde de onde bølle. ’Vi er store og stærke, og du er lille og svag, og der er ikke noget, du kan gøre ved det.’ Og med det gik de onde bøller og forlod stakkels Valdemar.

Den næste dag, da Carl mødte Valdemar på legepladsen i skolen, skammede han sig meget, da han så, hvad bøllerne havde gjort ved sin gode ven.

’Jeg kan ikke tro, at du løb væk og lod mig være alene!’ Sagde Valdemar. ‘Hvilken slags ven opfører sig sådan?’

Selvom Carl forsøgte at undskylde, var Valdemar meget ked af det og ville ikke tilgive sin ven for at have forladt ham.

‘Hvis det er den slags ven du er,’ fortsatte den Valdemar, ‘så har jeg det bedre alene.’

Carl var meget ked af at han stak af, og nu havde han mistet sin bedste ven på grund af det.

Valdemars mor købte en ny basketball til ham, og fordi Valdemar var fast besluttet på ikke at få sit liv styret af bøllerne, vendte han tilbage til basketballbanen den næste dag og spillede alene. Det var ikke nær så sjovt som da han spillede med Carl, men Valdemar var stadig vred på sin ven og kunne ikke tilgive ham så nemt.

Ligesom han øvede et svært skud i nettet, hørte han en stemme bag ham, der sendte kuldegysningen ned ad ryggen.

»Jeg kan se, at vi bliver nødt til at lære dig en anden lektion,« sagde stemmen.

»Og jeg kan se, at du har en anden basketball, vi kan tage,« sagde den anden.

Og da Valdemar vendte sig om, gik de to bøller over mod ham.

‘Giv os den basketball, og vi slår dig ikke så hårdt denne gang.’

Ligesom Valdemar var ved at protestere, hørte han en anden stemme højt og tydeligt på tværs af basketballbanen.

‘Kom væk fra min ven,’ råbte Carl. ‘I er bare bøller, og vi vil ikke finde os i det mere!’

Carl havde fulgt med på afstand og så straks, da bøllerne nærmede sig Valdemar. Nu fik han endelig chancen for at rette op på sin fejl – og denne gang var han fast besluttet på at forsvare sin ven.

Carl og Valdemar stod side om side og rullede ærmerne op og forberedte sig på at kæmpe med alt, hvad de havde.

Men så snart bøllerne indså, at de ville komme til en rigtig kamp, ​​en fair kamp, ​​to mod to, mistede de pludselig interessen og begyndte at gå væk fra de to venner.

’Du er ikke så hård, når det ikke er to mod én!’ Sagde Valdemar.

“Du er bare en svag bølle,” sagde Carl. “Hvis vi ser dig her igen, får du en lektie, du sent vil glemme. Vi fortæller det til både vores forældre og lærere – og de skal nok sørge for, at du aldrig mere får lov til at gøre sådan mod nogen andre.”

Mødt af så stor selvsikkerhed tøvede bøllerne ikke længe – de vendte om og løb alt, hvad de kunne. Carl og Valdemar kunne ikke lade være med at grine ved synet af de to store drenge, der pludselig så så skræmte ud.

Valdemar takkede sin ven og tilgav ham for at stikke af tidligere.

“Jeg er virkelig ked af det,” sagde Carl. “Nu forstår jeg, at vi er stærkere sammen end hver for sig. Hvis vi står side om side og ikke lader os tryne, kan vi klare selv de største bøller i verden.”

Carl og Valdemar forblev venner gennem hele skolen og fortsatte med at være gode venner, selv da de blev voksne. Og de huskede altid lektien, de lærte den dag på basketballbanen, og de stod altid ved siden af ​​hinanden, som gode venner skal.