Bøllerne

Der var engang to drenge, der var meget gode venner. Deres navne var Carl, hvilket betyder håb, og Valdemar. Carl og Valdemar spillede altid basketball på banen tæt på hvor de boede. De kunne lide at forestille sig, at de var berømte basketballspillere og de skiftes til at kaste bolden op i nettet.

En dag kom to bøller hen på basketballbanen og begyndte at kalde drengene navne. Så stjal en af ​​bøllerne deres basketball.

‘Det tilhører os nu,’ sagde den grimme bølle.

»Og du får det aldrig tilbage,« sagde hans ven.

Så begyndte bøllerne at skubbe de to drenge, og Carl faldt ned og blev pludselig meget bange. Uden at tænke sprang den unge dreng på benene og løb hjem uden at se en gang tilbage for at se, om hans ven Valdemar også var i stand til at flygte.

Men Valdemar var ikke så heldig, og alligevel kunne han ikke lide at blive mobbet og nægtede at løbe væk fra drengene, bare fordi de troede, at de kunne skubbe folk rundt. Men drengene var større og stærkere end Valdemar, og de slog ham og sparkede ham, indtil han var hårdt kvæstet. Hans tøj blev også revet, og et af hans øjne blev hævet.

’Så kan du lære det,’ sagde de onde bølle. ’Vi er store og stærke, og du er lille og svag, og der er ikke noget, du kan gøre ved det.’ Og med det gik de onde bøller og forlod stakkels Valdemar.

Den næste dag, da Carl mødte Valdemar på legepladsen i skolen, skammede han sig meget, da han så, hvad bøllerne havde gjort ved sin gode ven.

’Jeg kan ikke tro, at du løb væk og lod mig være alene!’ Sagde Valdemar. ‘Hvilken slags ven opfører sig sådan?’

Selvom Carl forsøgte at undskylde, var Valdemar meget ked af det og ville ikke tilgive sin ven for at have forladt ham.

‘Hvis det er den slags ven du er,’ fortsatte den vrede dreng, ‘så har jeg det bedre alene.’

Carl var meget ked af at han stak af, og nu havde han mistet sin bedste ven på grund af det.

Valdemars mor købte en ny basketball til ham, og fordi drengen var fast besluttet på ikke at få sit liv styret af bøllerne, vendte han tilbage til basketballbanen den næste dag og spillede alene. Det var ikke nær så sjovt som da han spillede med Carl, men Valdemar var stadig vred på sin ven og kunne ikke tilgive ham så nemt.

Ligesom han øvede et svært skud i nettet, hørte han en stemme bag ham, der sendte kuldegysningen ned ad ryggen.

»Jeg kan se, at vi bliver nødt til at lære dig en anden lektion,« sagde stemmen.

»Og jeg kan se, at du har en anden basketball, vi kan tage,« sagde den anden.

Og da Valdemar vendte sig om, gik de to bøller over mod ham.

‘Giv os den basketball, og vi slår dig ikke så hårdt denne gang.’

Ligesom Valdemar var ved at protestere, hørte han en anden stemme højt og tydeligt på tværs af basketballbanen.

‘Kom væk fra min ven,’ kaldte Carl. ‘I er bare bøller, og vi vil ikke finde mig i det mere!’

Carl havde hele tiden set sin ven, og så snart han så bøllerne gå mod Valdemar, tog han på chancen for at gøre op for sin fejl og ville forsvare sin ven.

Carl og Valdemar stod side om side og rullede ærmerne op og forberedte sig på at kæmpe med alt, hvad de havde.

Men så snart bøllerne indså, at de ville komme til en rigtig kamp, ​​en fair kamp, ​​to mod to, mistede de pludselig interessen og begyndte at gå væk fra de to venner.

’Du er ikke så hård, når det ikke er to mod én!’ Sagde Valdemar.

‘Du er bare en svag bølle,’ sagde Carl, ‘og hvis vi ser dig her igen, vil vi lære dig en lektie. Vi vil også fortælle det til vores forældre og vores lærere, og de vil sikre, at du aldrig får lov til at gøre det ved andre børn igen. ‘

Over for sådan en selvtillid begyndte bøllerne hurtigt at løbe væk så hurtigt de kunne, og Carl og Valdemar grinte af synet af de to store drenge, der så bange ud.

Valdemar takkede sin ven og tilgav ham for at stikke af tidligere.

“Jeg er virkelig ked af det,” sagde Carl. »Jeg ser nu, at vi sammen er stærkere, end når vi er alene, og vi vil altid vinde over hele verdens bøller, hvis vi holder sammen og ikke lader os skubbe rundt.«

Carl og Valdemar forblev venner gennem hele skolen og fortsatte med at være gode venner, selv da de blev voksne. Og de huskede altid lektien, de lærte den dag på basketballbanen, og de stod altid ved siden af ​​hinanden, som gode venner skal.