Anton og tidsmaskinen

En dag, mens Anton rodede rundt i sin bedstefars gamle loft, stødte han på en mærkelig kasse dækket af støv. Da han tørrede støvet væk, så han en skinnende knap på toppen. Hans nysgerrighed fik det bedste af ham, og han trykkede forsigtigt på knappen.

Pludselig begyndte kassen at brumme og lyse op. Før Anton kunne nå at blinke, blev han suget ind i en lysende tunnel. Da lyset forsvandt, befandt han sig i en helt anden verden.

Anton kiggede omkring og indså, at han var omgivet af kæmpe planter og træer, meget højere end dem, han kendte. I det fjerne kunne han høre brøl og fodtrin så tunge, at jorden rystede. Han var rejst tilbage til dinosaurernes tid!

Pludselig stod en stor, men venlig T-Rex foran ham. “Hej, jeg hedder Rex,” sagde dinosauren. “Hvem er du?”

Anton smilede nervøst. “Jeg hedder Anton. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kom her.”

Rex lo. “Det lyder som et eventyr! Lad mig vise dig rundt.”

Anton og Rex gik gennem den tætte jungle, hvor de mødte forskellige slags dinosaurer. Der var store planteædere som Brachiosaurus, der spiste fra trætoppene, og hurtige Velociraptorer, der løb omkring og legede.

“Vi har også et problem her,” forklarede Rex. “En ond dinosaur ved navn Gnasher stjæler vores mad og skræmmer de andre dinosaurer. Vil du hjælpe os med at finde en løsning?”

Anton nikkede ivrigt. “Selvfølgelig vil jeg det!”

Anton og Rex samlede alle dinosaurerne og lavede en plan. De besluttede at bygge fælder omkring deres fødeområder for at fange Gnasher. Anton brugte sin opfindsomhed til at designe smarte fælder med grene, blade og lianer.

Næste dag satte de planerne i værk. Gnasher kom snigende for at stjæle mad, men faldt lige i en af fælderne. Han blev fanget i et net og kunne ikke slippe fri.

Rex trådte frem. “Gnasher, vi vil gerne have fred. Hvis du lover at opføre dig ordentligt, vil vi dele vores mad med dig.”

Gnasher sukkede og nikkede. “Jeg lover det. Jeg var bare sulten og ensom.”

Med Gnashers løfte om at være venlig, vendte freden tilbage til dinosaurernes verden. Anton følte, det var tid til at vende hjem. Han tog tilbage til det sted, hvor han var landet, og trykkede på knappen på kassen igen.

Lysene og brummen kom tilbage, og snart stod han igen på loftet hos sin bedstefar. Anton var glad for at være hjemme, men han vidste, at han altid ville huske sit eventyr med Rex og de andre dinosaurer.

“Bedstefar,” råbte Anton, da han løb ned ad trappen, “du vil ikke tro, hvad der lige skete!”