Prinsessen på ærten

Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

“Prinsessen på Ærten”, et af H.C. Andersens mest kendte eventyr, er en fortælling, der spinder et fortryllende billede af kongelige idealer, ægthed og følsomhed. I denne tidløse historie, fyldt med symbolik og dyb menneskelig indsigt, udforskes begreberne om ægte adel og finfølelse.

Historien om Prinsessen på ærten

Engang for længe, længe siden i et land langt herfra levede en prins, som ville have sig en prinsesse. Men det skulle være en rigtig prinsesse, én der besad ynde og godhed og et ædelt sind.

Så han rejste hele verden rundt, over de store have og høje bjerge, gennem mørke skove og endeløse ørkener, for at finde hende.

Prinsen mødte hundredevis af rige og betagende royale damer. De bar gyldne kroner med glitrende juveler og boede i kæmpemæssige slotte og paladser af marmor. De var klædt i fint silke og fløjl og afholdte fester og baller til ære for ham. Men ikke én eneste af dem forekom ham at være en rigtig prinsesse.

Altid var der noget som ikke var, som det skulle være. Enten var de forfængelige, eller også var de grådige. Nogle var stolte, og andre arrogante. Intetsteds kunne han finde en dame, som var ren og blid, med fornuft og følelse, som en rigtig prinsesse skulle være.

Så han kom hele vejen hjem igen til sit eget kongerige. Folket jublede, for de elskede deres prins, men selv var han bedrøvet. Han sad på sin ensomme trone og spekulerede på, om han mon ville blive gammel før han fandt den kvinde, han drømte om.

En aften blev det et frygteligt stormvejr, det lynede og tordnede, og voldsomme vinde jog gennem skoven. Regnen skyllede ned, og folk lukkede døre og vinduer til, og de små dyr rystede af kulde og skræk i deres huler.

Pludselig i nattens mulm og mørke bankede det på byens port. Den gamle konge rejste sig fra sit sovekammer, iført sig sin kåbe og kæmpede sig vej mod den kolde vind hen for at åbne porten.

Der stod en ung kvinde, gennemblødt af regn og blæst. Vandet løb ned fra hendes hår og tøj, og ind ad næsen på skoen og ud af hælen igen. Hun lignede en tigger, men på hendes hoved glimtede en lille krone af guld.

“Jeg er en prinsesse”, sagde hun, “og jeg søger ly. Mit kongerige er tabt, og jeg har ingen steder at tage hen”.

Prinsen blev rørt over hendes sørgelige tilstand i den mørke, kolde nat og bød hende indenfor. Dronningen kiggede op og ned ad den tilsølede gæst. Vi finder snart ud af, om hun fortæller sandheden, tænkte hun.

Hun beordrede tjenerne til at klargøre det bedste gæsteværelse på slottet, der havde en kæmpemæssig himmelseng. På bunden af sengen lagde dronningen en lillebitte ært.

Ovenpå ærten anbragte hun tyve madrasser, så svulmende og spændstige som skumfiduser. Så bragte hendes tjenestepiger tyve dyner fyldt med de blødeste svanedun. Ovenpå disse lagde de tyve silkepuder af det fineste stof. Prinsessen klatrede op på bjerget af sengeklæder og skulle nu ligge der hele natten.

Hele natten lang lå hun og vendte og drejede sig. Ligegyldig hvordan hun lagde sig, var der noget hårdt, der boede sig ind i hendes krop. Om morgenen var hendes hud øm, hun havde blå mærker og var udmattet af søvnmangel.

Bleg og træt var hun, da hun kom ned for at spise morgenmad med kongen, dronningen og prinsen. De spurgte hende, hvordan hun havde sovet. “Jeg takker jer for jeres gæstfrihed” sagde den stakkels prinsesse. “Men jeg har ikke kunne falde i søvn!”

“Jeg har næsten ikke lukket mine øjne hele natten. Jeg lå på noget, der var frygteligt hårdt, og nu er jeg brun og blå over hele kroppen.”

Som følge af dette svar, vidste de nu, at hun var en rigtig prinsesse. Kun en rigtig dame af det ædleste blod kunne være så ømskindet, at hun kunne mærke en lillebitte ært igennem tyve dyner, tyve madrasser og tyve puder.

Prinsen var henrykt. Han havde forelsket sig i hende ved første øjekast, selv da hendes hår var vådt af regn og hendes klæder søler i mudder. Og selv uden ærten, havde han gættet, at hun var en rigtig prinsesse. Nu friede han til hende, og bad hende tage del i sit kongerige.

“Åhhh jeg vil gerne gifte mig med dig, men først må jeg redde mit folk” sagde prinsessen. Hun fortalte ham, hvordan hendes land var blevet erobret af en ond troldmand, der havde undertrykt hendes folk og landsforvist hende. Kongen lovede at sende sin hær afsted for at redde hendes folk og smide troldmanden ud af landet.

Da dronningen ville hente ærten, var hun forbløffet over at opdage, at den var blevet forvandlet til en glitrende smaragd. “Ikke blot er hun en rigtig prinsesse, men hun har også feblod løbende igennem sine årer!” tænkte dronningen.

Smaragd-ærten blev indsat i en krone til det royale bryllup, hvor den skinnede som en stjerne på prinsessens hoved. Efterfølgende blev den udstillet på slotsmuseet, hvor man sagde, den bragte held og lykke til alle, som så den. Måske kan man stadig se den dér, hvis ikke nogen har stjålet den.

Dette skete for mange århundreder siden, i et land langt herfra, men det er en sand historie.

Læs også: Hans og Grete

Hvis du ønsker at læse mere omkring H.C. Andersen kan du læse mere på H.C. ANDERSEN CENTRET

Hvad er meningen med Prinsessen på Ærten?

“Prinsessen på Ærten” er en klassisk eventyrfortælling af H.C. Andersen, der på overfladen handler om at finde en “ægte” prinsesse. Men dybere set udforsker historien temaer som ægthed, følsomhed og den menneskelige natur. Det er en fortælling, der stiller spørgsmål ved, hvad det virkelig betyder at være “ægte” eller “ædel” i en verden, hvor overfladiske kvaliteter ofte får mere opmærksomhed. Historien tjener også som en moralsk lektie om vigtigheden af at være ærlig og autentisk, snarere end at lade sig forlede af overfladiske eller materielle ting.

Symbolikken i historien

I “Prinsessen på Ærten” spiller den lille ært en central rolle som et symbol på ægthed og følsomhed. Ærten, der er gemt under et bjerg af madrasser og dyner, repræsenterer den subtile, men afgørende test, som prinsessen skal bestå for at bevise sin ægthed. At hun kan føle denne lille gener i sin søvn indikerer, at hun er en “ægte” prinsesse, følsom og opmærksom på detaljer, kvaliteter der anses for ædle og ønskværdige.

Madrasserne og dynerne kan ses som symboler på de mange lag af overfladiskhed, forfængelighed eller falskhed, som ofte skjuler en persons sande natur. De repræsenterer de barrierer, vi ofte opretter omkring os selv eller står overfor i samfundet, som kan gøre det svært at se en persons sande karakter.

Dette symbolik peger på en dybere moralsk lektie om vigtigheden af at se forbi det overfladiske for at finde ægte kvalitet og værdi i mennesker. Det er en opfordring til at værdsætte følsomhed og ægthed i en verden, der ofte prioriterer det ydre frem for det indre.

Således tjener den lille ært og de overdådige sengeklæder som kraftfulde symboler, der hjælper med at formidle historiens dybere budskaber og temaer.