👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.
I den store by Aurelia, hvor lysende skærme oplyste natten, og stille tog svævede hen over gaderne, boede en pige ved navn Lina. Hun var tolv ĂĄr gammel, meget nysgerrig – nogle gange lidt for nysgerrig – med pjusket rødbrunt hĂĄr og runde briller, der hele tiden gled ned pĂĄ næsen, nĂĄr hun kiggede tæt pĂĄ noget spændende. Om hendes hals hang et lille grønt vedhæng formet som et fossil. Hendes forældre havde givet hende det for flere ĂĄr siden, og hun tog det aldrig af.
Linas forældre var videnskabsfolk og arbejdede i et hemmelig forskningscenter under byen, der hed Helix Core. De fleste troede bare, det var et avanceret laboratorium, der undersøgte gamle dinosaurer. Men Lina vidste, at der var mere i det. Hun havde brugt mange timer pĂĄ at gĂĄ rundt i de stille gange, og nogle steder føltes det anderledes – som om der gemte sig hemmeligheder overalt.
En eftermiddag, mens hendes forældre var optaget af et langt møde, gik Lina længere, end hun plejede. Hun gik forbi de kendte laboratorier og forbi de døre, hun havde lært bare at gå forbi. Til sidst kom hun ind i en mørkere gang, hvor lyset flimrede svagt.
Helt for enden stod en dør en smule på klem.
Lina stoppede op.
Hun havde aldrig set den før.
Hun tøvede et øjeblik… men så kunne hun ikke lade være.
Hun gik hen og skubbede døren op.
Rummet på den anden side var helt anderledes end alt, hun havde set før. Et varmt lys pulserede blidt fra væggene, og mærkelige symboler var indgraveret i metallet. Midt i rummet stod fem store æg.
De glødede.
Hvert æg havde sin egen farve – rød, blĂĄ, guld, sølv og violet. Det var som om, de levede. Som et stille hjerteslag i rummet.
Lina gik langsomt tættere på og trak vejret hurtigere af spænding. Hendes vedhæng blev varmt mod hendes hud, som om det reagerede på æggene.
Hun rakte forsigtigt hånden frem og lagde den på det nærmeste æg.
Der lød en lille lyd.
Skallen revnede.
Lina trak hurtigt hĂĄnden til sig.
Men det var for sent.
Et klart lys strømmede ud fra sprækken, og ægget begyndte at åbne sig. Ud kom en lille skabning, der blinkede nysgerrigt.
Det var en babydinosaur.
Den var ikke større end en kat, og dens skæl glødede som små gløder. Da den åbnede munden, kom der en lille flamme ud.
Lina stirrede med store øjne.
“Okay… det her er virkeligt,” hviskede hun.
Pludselig begyndte de andre æg at ryste.
Ét efter ét revnede de.
Ud kom flere smĂĄ dinosaurer.
En langhalset dinosaur med blå skæl, der bølgede som vand.
En stærk dinosaur med horn og hud som sten.
En lille bevinget dinosaur med skinnende sølvfjer.
Og en lille, livlig dinosaur med gnister, der hoppede hen over kroppen som smĂĄ lyn.
De sĂĄ alle pĂĄ Lina.
Som om de kendte hende.
Lina smilede langsomt.
“I er… mine venner, ikke?”
Den mindste dinosaur, den med elektriciteten, gav et lille glad pip og løb hen mod hende. Lina løftede den forsigtigt op, og hun kunne mærke en varm følelse brede sig i kroppen.
Fra det øjeblik var alting anderledes.
I dagene efter kom Lina tilbage igen og igen. Hun tog mad og vand med og passede på dem. Dinosaurerne voksede hurtigt, og snart kunne hun tydeligt mærke, hvem de var.
Den ildfulde var modig og beskyttende og holdt sig altid tæt på hende.
Den blå bevægede sig roligt og stille og tænkte sig om, før den gjorde noget.
Den stærke stod fast og passede på de andre.
Den bevingede fløj rundt og udforskede alt.
Og den elektriske var nysgerrig pĂĄ alting og lavede smĂĄ gnister, nĂĄr den blev for begejstret.
Lina gav dem navne.
Pyro. Maris. Gravik. Zephyra. Og Volt.
De blev hendes hemmelighed.
Hendes ansvar.
Hendes familie.
Men hemmeligheder bliver ikke hemmelige for altid.
Uden at Lina vidste det, blev Helix Core overvĂĄget. Ikke af regeringen. Ikke af andre forskere.
Men af en farlig gruppe, der kaldte sig Obsidian Cirklen.
De havde i lang tid holdt øje med mærkelige energisignaler under byen. Da æggene klækkede, vidste de, at noget stort var sket.
Og de handlede med det samme.
Det skete en helt almindelig dag i skolen.
Lina sad udenfor i sin frokostpause og tegnede i sin notesbog. Hun tegnede Volt og prøvede at fange, hvordan lynene dansede hen over dens krop.
Hun lagde ikke mærke til skyggerne, der nærmede sig.
Pludselig lød en svag hvislen.
Noget ramte hendes arm.
Alt begyndte at blive sløret.
Hun prøvede at kigge op… men verden gyngede.
Og sĂĄ blev alt sort.
Da hun vågnede, sad hun bundet til en stol i et koldt rum af metal. Hun kunne høre tunge skridt et sted i nærheden. Hendes hjerte bankede hurtigt, men hun prøvede at holde sig rolig.
“Hvor er jeg?” hviskede hun.
En stemme lød fra mørket.
“Du er præcis der, hvor vi har brug for dig.”
En kvinde trådte frem. Hun så rolig ud… men hendes øjne var kolde.
“Du har fundet noget særligt. Noget, der ikke er dit.”
Lina sagde ingenting.
Hun vidste godt, hvad de ville have.
Langt under byen begyndte Pyro at gå frem og tilbage. De andre kunne også mærke det.
Noget var galt.
Lina var væk.
Volt gav et højt skrig.
Og sĂĄ satte de i gang.
De løb gennem byen. Over tage. Gennem mørke tunneler. De vidste ikke hvordan – men det var som om, de bare vidste, hvor hun var.
De stoppede ikke.
Selvom de var bange.
De fandt stedet.
En mørk bygning i udkanten af byen. Zephyra fløj op og fandt en åbning i taget.
Et ventilationsrør.
En efter en kravlede de ind.
De bevægede sig stille gennem de smalle gange, indtil de nåede frem.
De sĂĄ Lina.
Hun var bundet.
Men hun var i live.
Det var nok.
Pyro sprang ned først og skød flammer mod vagten.
Maris sendte en bølge af vand gennem rummet.
Gravik knuste rebene.
Zephyra slog ud med en kraftig vind.
Volt lyste hele rummet op med elektricitet.
PĂĄ fĂĄ sekunder var det overstĂĄet.
Lina smilede lettet.
“Jeg vidste, I ville finde mig.”
Men pludselig begyndte alarmerne at hyle.
Røde lys blinkede overalt.
Noget tungt begyndte at bevæge sig.
En kæmpe maskine trådte frem.
En robotdinosaur.
Stor. Tung. Ustoppelig.
Lina tog en dyb indĂĄnding.
“Vi kan ikke klare den alene…”
Hun sĂĄ pĂĄ dem.
“Sammen.”
De nikkede.
Pyro skød flammer mod dens ben.
Volt sendte lyn ind i dens led.
Maris pressede vand ind i maskinen.
Zephyra slog til med kraftig vind.
Gravik fik jorden til at ryste.
Langsomt begyndte den at give efter.
Til sidst…
Brød den sammen.
Stilheden lagde sig.
De havde vundet.
Da solen stod op over Aurelia, stod Lina sammen med sine venner og så ud over byen. Folk begyndte deres dag, uden at ane, hvor tæt de havde været på fare.
Lina smilede.
“Det her er vel ikke slutningen… vel?”
Volt gav et lille pip.
Zephyra fløj op i luften.
Pyro stod tæt ved hendes side.
Nej.
Det var kun begyndelsen.
Og et sted, dybt under byen…
Ventede nye hemmeligheder allerede pĂĄ at blive opdaget.
0 kommentarer