Månehvalens sang

Langt mod nord, hvor himlen glimter med millioner af stjerner, ligger en skinnende sø. Denne sø er ikke som andre. Når natten falder på, og månen spejler sig i vandet, kan man høre den mest betagende sang, der nogensinde har fyldt natten.

Liva, en nysgerrig lille pige med store drømmeøje, havde ofte hørt sin bedstemor tale om Månehvalen – det majestætiske væsen, der sang disse melodier hver nat. Nysgerrig som hun var, besluttede Liva sig for at finde denne mystiske hval. Pakket med en lille rygsæk med mad og en lommelygte, begav hun sig ud på sin rejse en stjerneklar aften.

Efter at have vandret gennem skove og over bakker, nåede Liva endelig til søens bred. Her satte hun sig ned og ventede. Timen blev sen, men Liva blev ved med at vente, indtil hun endelig hørte en blid, melodisk sang, der fyldte luften. Hun fulgte lyden, indtil hun så en gigantisk skygge bevæge sig under månens skær.

Der, lige foran hende, svømmede Månehvalen, der sendte smukke toner op fra dybet. Liva blev helt fortryllet. Hun begyndte forsigtigt at synge med, og til hendes overraskelse svarede Månehvalen tilbage med en endnu smukkere melodi.

De to fortsatte med at synge sammen, indtil solens første stråler begyndte at bryde horisonten. Da Månehvalen skulle svømme væk, kom den tættere på bredden og nikkede taknemmeligt til Liva.

Liva forstod nu, at Månehvalens sang ikke kun var smuk, men også en sang af taknemmelighed og venskab. Hun vendte hjem med et smil på læben, en sang i hjertet og en historie at fortælle.