Det er mørkt udenfor, og lyset fra fjernsynet flakker i rummet. Signe hygger sig i sofaen, for mor er så opslugt af en film, at hun har glemt alt om Signe og tiden.
“Ud, det er jo langt over din sengetid, Signe! Smut op i seng” siger mor så.
“Men her er så hyggeligt sammen med dig” protesterer Signe. “Må jeg ikke nok blive her lidt endnu?”.
Men mor er hverken til at hugge eller stikke i. Signe trasker langsomt op ad trappen. “Øv, hvor er det uretfærdigt. Jeg skal altså først i seng, og I må blive oppe” mukker hun. Hun standser foran døren ind til hendes bror Emils værelse. Der kommer mærkelige lyde derindefra. Signe åbner døren. Emil ligger på gulvet og hører høj musik, mens han spiller luftguitar. Signe fniser, smutter ind og lægger sig i Emils sækkestol. Det er hyggeligt, og hun lukker øjnene.
“Signe, hvad laver du her?” Hun må være faldet i søvn, for nu vågner hun ved, at Emil prikker hende i maven. “Smut! Du skal i seng. Og jeg vil høre musik i fred” siger han. Signe sjosker ud af værelset. Hun kan høre, at far sidder og skriver inde på sit arbejdsværelse.
“Hej far, har du lige fået en god idé?” spørger Signe og går hen til ham.
“Hvad? Ja, ja…” mumler far distræt og hamrer videre i tastaturet. Han er så optaget af at skrive, at han slet ikke lægger mærke til, at Signe kravler ind i sin hule under hans skrivebord.
“Det var det! Slut for i dag!” siger far lidt senere og strækker sine arme og ben. Han rammer Signe under skrivebordet med foden.
“Hvad søren, sidder du der?” siger han. “Ind i seng med dig! Så kommer jeg og læser en godnathistorie”.
Men Signe vil ikke høre godnathistorie. Nu havde hun det lige så hyggeligt inde i hulen. Hun løber ned i køkkenet, hvor Elvis ligger i sin hundekurv. Hun lægger sig ned til ham. Elvis knurrer lidt, men rykker til side, så hun kan være der. Hans pels er blød og varm. Og Signes øjne falder i…
Far og mor finder Signe sovende i hundekurven. Hun vågner, da far bærer hende op ad trappen. “Jeg vil ikke i seng” siger hun.
Far smiler. “Ok, så har jeg en idé”.
Så lægger de sig ind i fars og mors store seng. Emil og Benny kommer også. Og så læser far en rigtig god godnathistorie for dem allesammen.
Signe putter sig ned under dynen. “I dag er jeg ikke den første, der går i seng” siger hun tilfreds.
Og så falder hun i søvn.
0 kommentarer